
Sådan pynter du årets smukkeste julebord

Smukke blomsterdetaljer, der gør julebordet unikt.
Foto: Pernille Enoch
Blomster gør hele forskellen, når bordet skal pyntes op til gæster.
Vi giver dig en håndfuld idéer med blomster, så du kan dække et fint bord til julefrokosten eller juleaften.
Julekuglerne med til bords

Julekugler fra Notre Dame, soldatophæng og stjerne fra Broste Copenhagen og rød papirkugle fra Bungalow.
Foto: Pernille Enoch
Stil en æske med julens glaskugler på bordet, og fyld nogle af kuglerne med blomster som en sød og overraskende borddekoration.
Sådan gør du:
Tag toppen af julekuglerne, og fyld lidt vand i kuglerne.
Klip forskellige blomster og grene til så de passer i højden, og stik dem ned i kuglerne. Du kan f.eks. julerose, tulipan, kvæsurt og eukalyptus foruden kunstige bærgrene.
Vil du ikke have papæsken på bordet, kan du i stedet stille julekuglerne på et fad eller en bakke med lidt mos i bunden, så de står fast.
Naturlige julekugler

Tallerkner, glas og bestik er fra Notre Dame og julekugler fra Broste Copenhagen.
Foto: Pernille Enoch
Vil du dække bordet med inspiration fra skoven, så pynt det med hyacinter klædt på med mos.
Sådan gør du:
Rens løgene for jord. Læg mos omkring dem, og fæstn det med grøn blomstertråd, som du vikler omkring løgene. Stil hyacinterne langs midten af bordet eller i en gruppe. Læg et par lærkegrene med kogler og julekugler rundt om dem.
Let sammenplantning

Skål fra Notre Dame og julekugle fra Broste Copenhagen.
Foto: Pernille Enoch
Vælger du en skål på fod, kan du selv kreere en lille sammenplantning med et let udryk.
Sådan gør du:
Sæt forskellige mindre planter som skimmia, julerose og hyacint i potter eller forskellige løg i en mellemstor skål.
Fyld ud med jord, dæk jorden med mos og pynt med en koglekvist og en julekugle – så nemt er det.
Drop servietringene

Tallerkner, glas og bestik er fra Notre Dame og stofservietten fra Broste Copenhagen.
Foto: Pernille Enoch
Et par blomster såsom julerose og en lille kvist eukalyptus eller gran på hver serviet på julebordet er en klassisk og sød løsning på årets julebordblomst.
Bind et bånd om servietten, og stik stilke under båndet. Brug evt. forskellige slags blomster, men i samme farver.
Ekstra fin gave

Foto: Pernille Enoch
Værtindegaven eller årets mandelgave bliver ekstra fin med et par små blomsterstilke som pynt. Brug evt. hortensia, kvæsurt, fyr, røde bær og lignende. Pak gaven ind, og bind bånd om pakken. Klip stilkene korte, og stik dem ind under båndet på pakken.
Buketten

Vase fra Broste Copenhagen, kunstige rosa bærgrene fra Notre Dame og stol fra &Tradition.
Foto: Pernille Enoch
Bind selv en fin julet buket til bordet eller til en værtinde. Det er billigere end at købe en stor færdigbundet buket, og det behøver ikke at være svært. Brug f.eks. tulipan, ranunkel og mørke kvæsurt.
Miks dem med bærgrene, evt. kunstige, og fyrregrene.
Fin og luftigt

Stager, små glas og vaser er fra Notre Dame, og billederne er fra Poster & Frame.
Foto: Pernille Enoch
Stil vaser langs midten af bordet og sæt et par glasstager med lys imellem dem for en fin og luftig løsning.
Saml forskellige små glas, enkelte evt. i en farve, der passer til dine blomster. Fyld vand i dem. Klip stilke af fyr eller ceder, eukalyptus, kvæsurt, myrtekop og julerose i forskellige længder, og sæt dem i vaserne.




