Bolig
20. september 2024

Hun har fyldt sit hus med blomsterprint - og her er hendes absolutte yndlingsting

Marie Louise Nørgaard er opvokset få gader herfra. Det var derfor ikke en svær beslutning, da hun sammen med sin familie flyttede ind i huset og fyldte det med blomsterprint og glade farver.
Af: Af Lene Hardt Andresen
Boligindretning

Foto: Nellie Møberg

Hvis du skrællede alt nips og småinteriør ud af Marie Louise Nørgaards hjem, ville du stå tilbage med et hus, der kunne beskrives med vendinger såsom stramt design og rene linjer. Men her føles ikke simpelt. Tværtimod.

Marie Louise har nemlig en evne til at pynte sig frem til en personlig stil, der emmer af farveglæde og særligt udvalgt lir til hjemmet. Selv beskriver hun det, som om der bor to modstridende kræfter i hende.

Boligindretning

Marie Louise faldt for husets opbygning i etager, der giver plads til en stor familie på fem, men samtidig føles intimt.

– Jeg kan virkelig godt lide det enkle, men omvendt er jeg nok også lidt en liberty-pige, der er meget glad for quilt, puder og tæpper med blomster. Det er de to retninger, der slås lidt inden i mig, forklarer hun.

Der er lavet en del forbedringer, siden hun og hendes mand overtog huset for lidt over to år siden. Køkkenet er blevet skiftet, gulvet i stueetagen fikset, og så er alle vægge blevet malet.

Hvem og hvad?

Marie Louise Nørgaard, 46 år og senior partner­ship manager ved Unicef, sammen med sin mand, Mads, på 48 år og deres tre sønner på 7, 11 og 14 år.

Fireetagers hus på 275 m² beliggende på Frederiksberg.

Bagefter rykkede møblerne ind i hjemmet, og nogle af dem er faktisk kun flyttet ganske få kilometer – fra Marie Louises barndomshjem, der ligger lige rundt om hjørnet, til huset her på Frederiksberg. Den slags ting betyder selvsagt noget, men det er nu noget helt andet, der løber med førstepladsen over yndlingsgenstande herhjemme.

Favorit-uglen

– En af mine favoritter må være mit vitrineskab, for det er der, jeg har alle mine treasures. I skabet har jeg mit musselmalede stel, som jeg har arvet, og alle mine skåle og små mærkelig keramikting, siger hun og fortsætter:

– Og så er der uglekrukken, som er min yndlingsting. Den er helt spot on i forhold til, hvad jeg godt kan lide: Blandingen af at være stringent, men samtidig blød i kanterne. Det er nok en af de ting, jeg ejer, som jeg er allergladest for.

Boligindretning

Marie Louise foretrækker at holde møblerne i klassisk design, mens farverne og mønstrene får lov at slå sig løs på kunsten og småinteriøret.

Boligindretning

En bænk i forlængelse af køkkenet gør det ekstra nemt at lave mad i godt selskab. Pynt med puder for at understrege hyggen. Køkken fra Stillark.

Boligindretning

Når kun en enkelt væg males, kan man roligt vælge en mere kraftig nuance, der skaber blikfang, uden at det tager overhånd.

Boligindretning

Hvis der er én ting, Marie Louise ikke kan stå for, er det quilts i alle afskygninger.

Boligindretning

Placér kontorpladsen lige ved et vindue for at få de mest optimale arbejdsbetingelser – og mulighed for at kigge ud, når hovedet har brug for en lille pause.

Boligindretning

De blomstrede liberty-mønstre går igen på de fleste tekstiler rundt i hjemmet og skaber sammenhæng på tværs af rum.

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 34/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også