Karina og Michael Borcher havde allerede snuset til sommerhuslivet på Stevns, da de begyndte at lede efter deres eget sted. De drømte om en oase, der kunne fungere som modvægt til hverdagen i København.
– Huset lå helt perfekt op til skoven og tæt på vandet, så vi ringede til ejendomsmægleren lige med det samme, fortæller Karina.
Her bor
Karina Borcher, indretningsdesigner og medejer af virksomheden Casecopenhagen.dk, Michael Borcher, leder af en it-afdeling, samt døtrene Liva og Dicte.
De har sammen et sommerhus på Stevns.
Selvom huset bød på gulnede fyrretræsvægge og et gammelt laminatkøkken fra 60’erne, lod de sig ikke skræmme. Huset virkede sundt, og det vigtigste var placeringen. For at finde den rette stil lavede Karina et moodboard med inspiration fra et off grid-træhus i Ohio, hun havde set på Pinterest.
– Jeg fandt det her fantastiske træhus, der lå langt ude i skoven, omringet af vild natur, og den fornemmelse synes jeg også, man får her, siger Karina.
Nogle af husets trævægge fik lov at blive – men ikke i den oprindelige farve.
– Gulnet fyrretræ er ikke flot sammen med noget, så vi valgte at bejdse det i en nøddebrun nuance, der har en dyb og varm glød, fortæller Karina, der ønskede at understrege træets naturlige karakter.
Kluns, genbrug og blå detaljer
Ved overtagelsen var der kun få møbler, de ønskede at beholde. Resten har Karina enten klunset, købt brugt eller fundet på DBA.
– Jeg kan godt lide idéen om at indrette med brugte ting. Jeg er sådan en, der har fundet alverdens ting til storskrald, siger hun.
Farverne i huset er nøje udvalgt: et miks af brunt træ, creme, sort og blå. Især den blå farve går igen og skaber ro.
– Den blå farve giver ro, og det er det, stedet her handler om. Vi kan sidde længe og bare kigge ud på alt det grønne i naturen. Vi har ikke noget tv her – sommerhuset er vores frirum fra det travle liv på Frederiksberg. Et sted, hvor vi lader op. Jeg plejer at sige, at det er et sted, hvor vi kommer ud af hovedet og ned i kroppen, siger Karina.
Hun går også op i genbrug. Mange af puderne i huset har hun syet af stofrester eller små gulvtæpper, og et miks af genbrugsfund sætter stemningen, når bordet skal dækkes.
Et miks af genbrugsfund sætter stemningen, når bordet skal dækkes.
Foto: P. Wessel
Karina er også glad for genbrug, når det gælder tekstiler
Foto: P. Wessel
Sofaen og det lille sidebord er fra Coop.
Træ og kontraster i indretningen
Karina og Michael har bevaret og fremhævet træets naturlige skønhed flere steder i huset. Ved at lade paneler og døre stå umalede op mod lysmalede vægge, opstår der en kontrast, som skaber varme og karakter.
Hvis et helt rum med trævægge bliver for meget, kan du opnå en fin effekt ved blot at lade en enkelt trævæg stå frem, mens resten holdes i en lys farve
Foto: P. Wessel
I køkkenet blev det gamle 60’er laminatkøkken revet ud. Væggene blev spartlet, og et nyt Ikea-køkken kom ind i stedet. Bordpladen er fra Silvan, og det samme er hylden. For enden af køkkenet giver en dør med brune træpaneler udsyn til den grønne skov – en daglig luksus.
For enden af køkkenet er der et smukt view ud til den grønne skov
Foto: P. Wessel
Karina bruger også indretningen aktivt i det daglige liv. Skærebrædder i træ og keramikfund får lov at stå fremme, og på terrassen bliver havebordet dækket med dug – for en picnicagtig følelse.
Tag bordpladen i brug, når du indretter i køkkenet, og lad dine skærebrædder i træ stå fremme sammen med genbrugsfund i keramik.
Foto: P. Wessel
Et nemt trick til at få borddækningen på terrassen til at virke mere gennemført, er at lægge en dug på havebordet
Foto: P. Wessel
Dugen er fra Skall Studio, og de klassiske Thonet-stole har Karina fundet til storskrald.
Brug og bolig i balance
I soveværelset manglede der lidt sommerhusstemning, så parret satte et højt panel op for at bryde det parcelhusagtige præg. Her er sengetæppet fra Lisbeth Dahl, mens sengelampen og billedet er fundet på loppemarked.
Møbler og detaljer bærer tydeligt præg af kærlighed til genbrug og sans for detaljer: bordet i spisestuen overtog parret med huset og har malet hvidt, stolene er fra DBA, og gulvtæppet fra LaFinesse. Sofaen i stuen er arvet fra Michaels forældre, mens sofabordet også er fra DBA. I en glasvase står grene fra et ahorntræ, og på væggen hænger en plakat fra Paper Collective.
Lad en enkelt farve, som den blå her, gå igen flere steder for at skabe sammenhæng
Foto: P. Wessel
På væggene kombinerer Karina billeder, tegninger og spejle i en varieret billedvæg – nogle fundet på loppemarkeder, andre lavet af deres børn. Det ternede tæppe under er fra H&M Home.
Brug spejle i din billedvæg for at få rummet til at syne større
Foto: P. Wessel
Også opbevaringen er gennemtænkt. Kommoden, købt på DBA, har både åbne og lukkede rum, så der er plads til både yndlingsnips og grimme nødvendigheder som ledninger. Skærmen på Søholm-lampen har Karina selv lavet.
Gå efter opbevaring, der både har åbne og lukkede rum, så du kan udstille dit yndlingsnips og gemme grimme ting
Foto: P. Wessel
I baghaven ligger et lille anneks, som parret selv har bygget til overnattende gæster – endnu et udtryk for, at dette sommerhus er skabt med både hjerte og hænder.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 23/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Se også
Familieliv
Hver gang de spørger svigerforældrene, er svaret nej: Det føles som om, de har glemt, hvordan det er at have små børn