Popkultur
22. maj 2025

Som seer er man også efterladt med en blandet følelse i kroppen. Der er noget arrogant over den overdrevne galanthed

Er det virkelig den bedste strategi at drille, når man gør kur? I ‘Bachelorette’ virker det i hvert fald. Sådan skriver Nina Pratt i en kommentar.
Af: Nina Pratt
bachelorette

Foto: Lotta Lemche/TV 2

Nina Pratt er journalist. Dette er en kommentar. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Advarsel: Kommentaren indeholder spoilers for denne uges afsnit af ‘Bachelorette’.

Den, man tugter, elsker man. Det fortæller vi børn, når vi skal forklare, hvilken årsag der mon ligger bag, at ét barn i klassen af uransagelige årsager chikanerer et andet.

Idéen om, at man er tarvelig overfor nogen, fordi man er vild med dem, rækker dog langt udover et simpelt ordsprog. Den reproduceres i utallige romantiske fortællinger. Tænk på Elizabeth Bennet og Mark Darcy i ‘Stolthed og fordom’, Kat og Patrick i ‘10 Things I hate about you’, Joe og Kathleen i ‘You’ve got mail’ og Margaret og Andrew i ‘The Proposal’. For at nævne et par stykker.

Og man forstår da også godt, hvorfor det er et effektivt plot. Det er irriterende, når nogen driller én, men: Det er også lidt interessant.

Måske er det denne følelse, en af de to bacheloretter, Emma, sidder med efter denne uges tre afsnit af TV-flagskibet ‘Bachelorette’. Her inviterer hun tre fyre med på gruppedate – Emil N., Frederik og Viktor Emil – og særligt sidstnævnte gør sig bemærket.

Da der kommer drinks, rækker Viktor Emil, der åbenlyst tager pis på situationen, Emma et glas og siger:

– Skal vi ikke lige starte med at give en til Emma først? Og kunne du tænke dig lidt nødder eller en abrikos?

Senere, da hun vender tilbage til gruppen efter en tomandssnak med en af de andre fyre, kommer han med endnu en sarkastisk bemærkning.

– Jeg savnede dig, så jeg sad på dit tæppe imens, siger han og griner.

Hvad er problemet? Er han ikke bare en gentleman?, tænker du måske.

Jo, det er han. Eller hvad?

– Jeg synes, Viktor Emil prøver en anelse for hårdt på at charme sig ind. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det føles, som om han gør det for drengene for at være lidt sjov, siger Emma til kameraet.

Som seer er man også efterladt med en blandet følelse i kroppen. Der er noget arrogant over den overdrevne galanthed. Det skyldes, at han kigger mere på fyrene end på Emma, og at han – nok mest bemærkelsesværdigt – er den eneste af mændene, der ikke hiver Emma til side til en snak på gruppedaten.

Næste dag opsøger han Emma og fortæller hende, at hans kærlighedssprog er “at stikke til folk og være flabet”. Den har Emma regnet ud, siger hun, og fortæller, at hun er på samme måde. I samme ombæring får han også kritiseret hendes sangstemme med en kommentar om, at den er “ikke-eksisterende”, og at andet “ville være synd at sige”.

Kunsten at være oprigtig

Jeg studser over Viktor Emils adfærd, fordi jeg selv har taget fra samme drejebog. Jeg har haft dates, der har fortalt mig, at de ikke kunne fornemme, “hvor de havde mig”, eller om jeg egentlig mente det, jeg sagde. At jeg gav komplimenter og subtile fornærmelser med samme ulæselige tone.

Det har jeg altid tænkt på som noget positivt. Måske det betød, at jeg besad en slags mystik – og mystik er en vare, der er i høj kurs på datingmarkedet. Og fordi man føler sig mere i kontrol, når man er svær at læse. Men nu kan jeg se, at det er være trættende at være i selskab med i længden.

Episoden med Viktor Emil er også bemærkelsesværdig, fordi han sidder ved siden af ordkunstneren Emil N., der om nogen er personificeret oprigtighed. Han taler, føler, græder og optræder med sin slam poetry med stor indlevelse og umiddelbarhed. Sådan virker det i hvert fald. Når han til roseceremonien henvender sig til Mai og siger “jeg er hot, du er cool, jeg synes, du er sej, Mai, så jeg tænkte på, om du havde lyst til at mingle med mig, Mai, for jeg synes, du er en steg, Mai”, føles det genuint og ikke som en karakter, han tager sig på sig. Som om han er den, han siger, han er.

Med Viktor Emil er man i tvivl om oprigtigheden bag. Da Emma eksempelvis spørger ham direkte, hvorfor han ikke hev hende til side som den eneste på gruppedaten, svarer han, at han er ligesom en leguan, der er “nødt til at ligge lidt i solen, før han får energi”.

Det er kryptisk sagt, men: Det er også interessant. Og det ser da også ud til at virke. Viktor Emil får den første til roseceremonien af Emma. Emil N. får den sidste.

Viktor Emil har dog også en åbenlys fordel, der gør, at han med stor sandsynlighed kan slippe uskadt fra sine stikkende kommentarer og arrogance. Han er som taget ud af et surferkatalog med sine isblå øjne, veltrænede krop og to meter høje statur. Han er med andre ord en konventionelt set attraktiv mand. Og vi ved, at de smukke ofte får lidt længere snor.

‘Bachelorette’ er et interessant spejl på datingkulturen i Danmark. Denne uge viser, at vi stadig tugter dem, vi elsker, når vi bliver voksne. Og at det virker. Desværre.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.