
"Wow. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige efter det"

Foto: Mikael Rieck / Aller Foto & Video
Glenn Close spiller hovedrollen i den nye filmatisering af Tove Janssons selvbiografiske 'Sommerbogen' - en stille filmatisering af den finske forfatters mest elskede "voksen-bog".
Filmen er et nænsomt portræt af forholdet mellem et barnebarn (Emily Matthews) og en bedstemor (Glenn Close), der godt nok aldrig kaldes ved navn, men er inkarneringen af den skattede, finske forfatter selv.
De tilbringer en sommer på en lille, øde ø i den finske skærgård, efter at barnebarnet har mistet sin mor, og hendes far (Anders Danielsen Lie) er blevet ramt af dyb sorg.
Med sin mors død lurende i baghovedet, kredser historien om barnets oplevelse af livets cyklus og naturens ro. Den afslappende sommerferie udfordres dog af, at bedstemorens liv også synes at være på vej mod livets ende.

Foto: SF Studios
Bag kameraet står instruktør Charlie McDowell, og ved hans side – som executive producer – debuterer hans hustru Lily Collins, bedst kendt fra sin hovedrolle i Netflix-serien 'Emily in Paris'.
Kort om Lily Collins og Charlie McDowell
Lily Collins voksede op i England med sin mor, Jill Tavelman, og sin far, musikeren Phil Collins. Som femårig flyttede hun med sin mor til Los Angeles efter forældrenes skilsmisse.
Hun er primært kendt for sin titulære rolle i 'Emily in Paris' og filmen 'Love, Rosie'.
Charlie McDowell er søn af den britiske skuespiller Malcolm McDowell og den amerikanske skuespiller Mary Steenburgen.
Han er kendt for at have instrueret filmene 'Windfall', 'The One I Love' og 'The Discovery'.
Parret bor i dag mellem USA og Europa og opholder sig ofte i Danmark. De ses jævnligt i København, hvor de har en bolig i Kartoffelrækkerne. Deres første barn, Tove Jane McDowell, blev født 31. januar 2025.
Nok ikke lige de afsendere af en sådan filmatisering, mange havde regnet med.
Da vi møder parret til en snak i hjertet af København, har de for nylig budt deres første barn velkommen. En lille pige ved navn Tove. Navnet er naturligvis en kærlig henvisning til forfatteren bag 'Sommerbogen', og det siger noget om det dybe bånd, de begge har knyttet til den finske forfatters univers.
Charlie McDowell og Lily Collins sidder i sofaen og ser trætte, men glade ud. Foran dem står et lavt sofabord med kaffe, snacks og frisk frugt.
Før jeg selv har nået at sætte mig, er jeg blevet forsynet med både vand, kaffe og et stort stykke vandmelon.
- Vi ved godt, det er lidt uden for dansk sæson, men det er jo ikke rigtig sommer, før man har fået vandmelon, indskyder Lily.
Inden vi dykker dybere ned i filmens univers, er jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvordan de overhovedet stiftede bekendtskab med den finske forfatter i første omgang.

Foto: Mikael Rieck / Aller Foto & Video
- Min første oplevelse med Tove var med Mumierne, da jeg var på ferie i Tokyo som barn, fortæller Lily Collins.
- Karaktererne er kæmpestore i Japan. Jeg syntes, de så vildt søde ud og begyndte at samle på alt med Mumi-motiver. Men jeg anede ikke, at der fandtes historier om dem, eller hvor stor betydning de har i Skandinavien. Og jeg har aldrig mødt en amerikaner, som vidste, hvem de var.
- Da jeg begyndte at date Charlie, nævnte han dem tilfældigvis, fortæller hun og ryster på hovedet.
- Han var på besøg hos mig, og så gik jeg direkte over til en skuffe og hev mine gamle Mumi-ting frem for at vise ham dem. For jeg kunne nærmest ikke tro på, at vi virkelig talte om det samme.
- Det var lidt surrealistisk, griner Charlie.
- Jeg tænkte bare: Hvorfor har du så mange Mumi-ting?
Charlie McDowell er delvist opvokset i England og faldt over Mumi-bøgerne som barn.
- Jeg blev fuldstændig fortryllet. Der er noget hjemsøgende smukt over dem. Mørket og lyset balanceres så perfekt i Tove Janssons verden, forklarer han.
Senere, i 20’erne, læste Charlie McDowell den nu filmatiserede 'Sommerbogen'.
- Jeg havde tilbragt somre på øer ud for Massachusetts, så jeg følte mig hjemme i historien. Under corona genbesøgte jeg bogen og indså, at dens kerne – natur, familie og ro – var det, jeg også selv synes betød mest.

Foto: SF Studios
Men fra at kende og holde af forfatteren Tove Jansson og så til at lave en film om hende, er der alligevel et stykke vej, så jeg spørger dem, hvordan det mon kan være, at de som to amerikanere fandt frem til den idé at filmatisere historien om en finsk forfatter.
- Det er jo det, alle gerne vil vide, siger Charlie med et smil, mens de kigger på hinanden med et blik, der afslører, at det ikke er første gang, de skal til at forklare sig selv.
- Jeg synes faktisk, det er en fordel at se tingene ude fra. Tænk bare på Ali Abbasis film om Donald Trump – 'The Apprentice'. Han er iransk-dansk og giver et helt særligt perspektiv. Det er på mange måder mere interessant at høre fra ham (Abassi, red.) end fra en amerikansk filmskaber, fortæller Charlie McDowell.
- Men vi gjorde os umage for at sætte os ind i det skandinaviske perspektiv, indskyder Lily Collins.
- Vi flyttede ud på øen i de måneder, der var optagelser, og Charlie boede der i godt et halvt år inden og efter, for at klippe filmen færdig med det finske hold.
Der gik nemlig ikke længe, fra ideen opstod, til også Lily Collins pludselig var involveret i projektet.
- Jeg bliver altid enormt begejstret for, hvad end Charlie har gang i. Hans entusiasme er smittende, forklarer hun.
- Så snart jeg satte mig ind i 'Sommerbogen' gik det op for mig, hvor rammende fortællingen i den er. For vi lever i en tid, hvor det handler om små, hurtigt fixes, især fra teknologi. Og det her er en meget taktil, analog film, der handler om, hvordan det føles at bruge tid sammen udendørs. At tage den med ro. Og trække vejret, siger hun og lægger hænderne roligt oven på hinanden.
- Jeg ville meget gerne være del af en historie, der handler om dekompression af ængstelighed. Og at kunne fokusere på ikke at være foran kameraet gav mig mulighed for dét. Det er noget, jeg længe gerne har villet – at få lov til kun at hjælpe bag kameraet.
Charlie McDowell tilføjer:
- Hun lavede alt muligt. Hun kørte rundt, sørgede for skuespillerne og crewet, håndterede dem, der havde investeret i filmen, og hjalp til, når de kom og besøgte settet. I et forhold taler man jo generelt hele tiden med sin partner om arbejde. Og det er uanset, om man rent faktisk arbejder sammen eller ej. Vi bor sammen og lever vores liv sammen, så man kan jo ikke undgå at kigge med eller sige sin mening. Så Lily var med fra begyndelsen, selv før vi blev enige om, at hun skulle være det.
Tatoveringen fra Glenn
Sommerhuset fra filmen blev bygget på en finsk ø i skærgården. Indimellem optagelserne sad Glenn Close ofte alene og tegnede det, hun så. En dag tegnede hun huset med sin hvide, pjuskede hund foran, og dét motiv tog produktionen til sig. Stort set hele holdet fik hunden og huset tatoveret.
- Det siger noget om den kærlighed og samhørighed, vi oplevede, forklarer Lily Collins.
- Jeg har ingen tatoveringer, men hvis jeg nogensinde skal have en, bliver det den, Glenn Close tegnede, siger Charlie og smiler.
- Jeg fortryder lidt, at jeg ikke bare gjorde det. Jeg var virkelig tæt på, men ærligt talt var vi faktisk midt i optageprocessen, da det skete. Jeg var fuldstændig smadret, da folk pludselig besluttede, at det skulle ske.
Lily: Det var under en fest lørdag nat, at alle blev enige om, at de ville gøre det søndag morgen.
Charlie: Jeg havde ikke sovet, da jeg vågnede og hørte det. Så jeg tænkte bare ’Nej, nej, nej, jeg er slet ikke i stand til at træffe den her beslutning lige nu’," siger han og griner.
En ny ven for Glenn
Den unge debutant Emily Matthews spiller Tove Janssons barnebarn Sofia. Blandt hundredevis af børn, der søgte rollen, hjalp Lily Collins med at se casting-videoer igennem, og da Matthews dukkede op, var Charlie McDowell ikke i tvivl om, at hun var den rigtige til rollen.
Og da Emily Matthews, der i filmen spiller den 8-årige Sofia, dukkede op til optagelserne, havde hun ingen idé om, hvem hun skulle spille over for.
- Hun behandlede Glenn som en tante. Ikke som en legende. Og det tror jeg, Glenn elskede, siger Charlie McDowell.
- Halvvejs gennem optagelserne så Emily ’101 dalmatinere’ og sagde til Glenn: "Du er jo ond!" fortæller Lily Collins og griner.
- Men det var også fedt, at hendes forældre faktisk ikke informerede Emily for meget om, hvem Glenn er.

Foto: SF Studios
- Det gjorde, at Emily var åben og umiddelbar. Og jeg kender det egentlig også fra min egen opvækst. For mine forældre, der begge er skuespillere, besøgte jeg ofte på filmset. Jeg føler, at jeg er delvist opvokset på filmset og har arbejdet med nogle af de bedste instruktører nogensinde (Stanley Kubrick, Noah Baumbach, Paul Schrader, Ron Howard - for at nævne et par, red.), tilføjer Charlie McDowell.
- Så nu, når jeg ser tilbage på det, kan jeg godt ærgre mig og tænke: ”hvorfor kiggede jeg ikke bedre efter, eller spurgte om mere! Hvorfor stod jeg bare og fyldte mig med mad fra catering-buffeten!?” siger Charlie McDowell frustreret, mens Lily Collins griner.
- Men jeg var jo bare et barn, så jeg var ligeglad, og det skulle jeg jo også være. Og det samme gælder for Emily. Men hun vil sikkert kigge tilbage på det hele om et par år og have det som mig.” siger Charlie McDowell og ryster lidt på hovedet
Stærke værdier
For Lily Collins er der mange værdier fra Tove Janssons univers, som hun og manden gerne vil give videre til næste generation i deres egen nye familie.
- Vi bruger så meget tid i Skandinavien, hvor Mumierne er en stor del af børns kultur og opdragelse. Her lægger man vægt på børns relation til naturen og deres omgivelser, og det er noget, Mumierne også forstår sig på, for naturen er deres hjem. Jeg synes, at en at Mumiernes kerneværdier handler om, at de faktisk føler alle følelser - de gode, de dårlige, de komplicerede. Så det med at mærke efter og have mange facetter er noget, som er okay. Vi vil gerne understrege, at man ikke skal skamme sig over følelser eller holde igen med at udtrykke, hvad man føler, siger Lily Collins og tilføjer:
- Jeg synes, at Mumierne er virkelig gode til at gå til ukendte ting med et modigt og nysgerrig sind. Og som barn bliver man konstant konfronteret med nye ting. Så hvis man møder ting med en indstilling, der er rodfæstet i frygt, vil man komme til at leve et meget anderledes liv, end hvis man går til nye oplevelser med venlighed og åbenhed. Det er Mumierne og Tove Jansson som person enormt dygtige til. Og de idealer vil jeg godt opfordre og støtte den kommende generation i, siger Lily Collins.
Charlie McDowell sidder et øjeblik helt tavs og kigger på sin kone:
- Wow. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige efter det, siger han og giver hendes arm et klem, mens Lily Collins kigger ned, ryster på hovedet og griner lidt af ham.
Mumier er en form for besjæling af naturen. Leder I nogensinde efter Mumier, når I besøger den danske natur?
Lily: Godt du spørger! Jeg voksede op med at lede efter feer og særlige dyr i de engelske skove. Så jeg leder altid efter magi – og når man leder, så finder man, siger hun og fortsætter med historien om dengang, parret tog på road trip rundt omkring i Danmark.
- Og så fandt vi de der Thomas Dambo-trolde! Og du ville tro det var løgn… Men vi blev SÅ glade, siger hun og stråler.
- Vi er to mennesker, der begge er vokset op udendørs, og vi er vant til at finde magien der, og jeg elsker, at Mumierne findes overalt. Det er så vigtigt for mig at opfordre mig selv og andre til at bibeholde den her barnlige energi og indstilling, og jeg tror virkelig, det er noget, som er nemmere her i Danmark og i Norden. Her er mere tid til at trække vejret og tage den med ro. Dét i sig selv er en aktivitet her i Danmark.
Charlie McDowell nikker enigt og tilføjer:
- Kulturelt er USA's familieværdier anderledes end her, hvor forbindelsen til ens ’klan’ er ekstremt stærk. I USA kommer karrieren og en masse andre ting før familien. Men her i Danmark lærer Lily og jeg meget fra vores venner om, hvor meget respekt her er omkring familien, og vi kan se, hvordan vores venner opdrager deres børn til at møde andre mennesker og naturen med respekt, siger han.
- Ja, i USA dukker man bare nakken og kører videre. Men her i Danmark stopper man op, kigger sig omkring og trækker vejret. Så derfor finder man Mumier her, langt oftere end i USA, afslutter Lily Collins.
'Sommerbogen' har dansk biografpremiere 15. maj.
Læs mere om: