Tre danske skuespillerinder er opskriften på en virkelig god film midt i decembermørket

Der er noget ved julens kombination af forventninger, ritualer og familietid, der gør højtiden til en oplagt ramme for et intenst karakterdrama. Den stemning udnyttes til fulde i ’Ingen kære mor’.

Lene Maria Christensen spiller Christel, der er syg med fremskreden kræft, og derfor er ret sikker på, at hun er ved at forberede sin sidste jul sammen med datteren Luis (Freja Klint Sandberg).

Tidligere har de holdt jul med Christels mor Vivi (Birthe Neumann), men Christel ønsker sig en hyggelig og dramafri jul, så hun har undladt at invitere Vivi, der med hendes ord ”altid går grassat”.

Christel er optaget af at skåne sin 27-årige datter for al besværet med begravelsen, at rydde op i indbo bagefter og så videre. Hun har endda bestilt en gravsten og stillet den i indkørslen ved det sommerhus, hvor julen skal holdes. Det eneste, hun har glemt, er at spørge datteren, hvordan hun mon har det.

Freja Klint Sandberg er som Luis en klassisk kriseramt twenty-something, der, ikke engang da hendes mor ikke var døende, havde styr på sit liv. Hun går nærmest lidt i barndom som reaktion på Christels evige irettesættelser og er ved at drukne i tosomheden med sin mor, der bare gerne vil rydde op og vælge gravstensfont.

Alle de ting i sommerhuset, hendes mor ser som rod, ser Luis som smukke minder, der er ved at forsvinde for hende. Mænd er ikke noget, de opererer med i den familie, så Luis ser mormoren som sin eneste chance for en familierelation, når moren går bort. Så hun ringer selv til Vivi og inviterer hende til juleaften.

Til gengæld er der kære Birthe

Så kommer Birthe Neumann, mormor Vivi, som Christel helst ville have undgået her til sin sidste jul. I første omgang kan man på ingen måde forstå det som publikum, idet Neumann, ud over at være en dygtig skuespiller, er vanvittigt morsom og leverer flabede replikker som ingen andre.

Selv i dette dybt alvorlige familiedrama må man kvæle mange fnis over Neumanns udbrud, og selv om det kan lyde som et problem, kommer hun i første omgang ind og letter stemningen i hele hytten, præcis som Luis (og vi) havde håbet på. Hun er dog også skrevet, så man med tiden bedre forstår, hvorfor Christel ikke ville have hende med til at fejre jul.

Charlotte Brodthagens spillefilmsinstruktørdebut fungerer først og fremmest, fordi den er fuld af gode observationer, som indrammer familie- og menneskelivet: Luis’ undersøgelser af sommerhuset og store følelser for gammelt bras, granguirlander, der nægter at hænge korrekt, medmindre de balanceres på en måde, som kun ens mor evner, de store genvordigheder ved at skaffe plads i en kirke juleaften, og hvordan julen både kan være så skøn og så trist.

Ikke mindst har filmen fanget den sandhed, at man aldrig går i spåner på samme tid, og så snart Luis har fået skabt fred mellem de to kamphaner Vivi og Christel, kan hun selv give sig til at mærke efter og give udtryk for, at hun faktisk også gennemlever den værste tid i sit liv.

Swan Lee og ’etnisk mad’

Filmen har skabt en troværdig mor-datter-dynamik, hvor man får en fornemmelse af, at hver generation må kompensere for den forriges fejl og på den måde ender med at lave nye problemer, som den næste generation så må korrigere.

Vivi var på flere måder en uansvarlig mor, hvilket har produceret den overkontrollerede Christel, der igen har skabt den lidt barnlige Luis. Til dels er der også et lille generationsportræt af henholdsvis 68’erne, Generation X og Generation Z, som dog ikke bliver så tykt, at man forlader biografen.

Det er genkendeligt, da Vivi ved udsigten til en taco udbryder: ”Jeg elsker ’etnisk mad’! Det havde vi ikke, da jeg var barn.” Eller da Luis sidder og sveder over spørgsmålet om, hvad man mon kan blive med en humanistisk universitetsuddannelse, og ligesom alle os andre må blive mormor svar skyldig.

Der er noget særligt klaustrofobisk ved et kammerspil i et sommerhus, hvor kameraet kommer lidt for tæt på, og hvor det virker, som om der aldrig er plads nok til alle. Desuden har sommerhuse den kvalitet, at de ikke nyindrettes så ofte og bliver en tidskapsel i langt højere grad end ens barndomshjem.

At færdes i hjem, der mest består af minder, giver en anden form for nærhed, og således kan Luis hive Swan Lees andet album ud af en CD-samling, som er blevet tilbage som en konkret påmindelse om, at det også var 2004 engang.

At det hele foregår ved juletid, sætter dramaet på højkant, fordi det er sådan nogle dage, hvor man ser tilbage på hele livet og dvæler ved fortiden. ”Tider skal komme. Tider skal henrulle. Slægter skal følge slægters gang” er på mange måder et resumé af ’Ingen kære mor’, der på fornem vis får mast en masse kærlighed og generationelle traumer ind i et sommerhus, hvor der slet ikke er plads.