Annonce
Se, lyt & oplev
9. september 2025

Serien vandt prisen for "bedste komedieserie": Nu bliver den til en film

Den franske kultserie vender tilbage som spillefilm – med både de elskede agenter og løfter om nye stjernespækkede gæsteroller.
Af: Carina Nørgaard Schou
Call My Agent!

Jean Reno og Camille Cottin i 'Call My Agent!'.

Foto: Christophe Brachet / Netflix

Det er fem år siden, vi sidst mødte de småneurotiske, intrigante og charmerende agenter fra ASK – det fiktive talentbureau i Paris, hvor klienterne altid er hysteriske, og de ansatte sjældent meget bedre. Og nu kan fans af 'Call My Agent!' godt begynde at glæde sig: Serien bliver til en spillefilm.

Bag filmen står seriens skaber Fanny Herrero, som nu bekræfter, at arbejdet er i fuld gang:

– Manuskriptet er færdigt. Så nu er den på vej, sagde hun i forbindelse med, at hun modtog Deadline’s French TV Disruptor Award.

'Call My Agent!' ('Dix pour cent') startede som en fransk tv-serie på France 2 i 2015, men fik først for alvor sit gennembrud, da Netflix gjorde den tilgængelig globalt. Pludselig binge-watchede millioner uden for Frankrig de kulørte historier fra det parisiske agentur, og serien endte med at vinde en International Emmy for Bedste komedieserie.

Annonce

At samle holdet igen har ikke været let, for siden seriens succes er skuespillerne blevet travle internationale navne. Alligevel er det lykkedes – og det glæder blandt andre Camille Cottin, der spiller en af hovedrollerne som den kompromisløse agent Andréa Martel.

– I starten tænkte jeg: ‘Ufff, det er fem år siden, jeg er kommet videre.’ Men jeg har lige læst manuskriptet, og det er godt at se hende igen, siger hun i et interview med Financial Times.

En væsentlig del af seriens charme var de stjernespækkede cameos, hvor kendisser med masser af selvironi stillede sig selv til skue: Sigourney Weaver, Monica Bellucci, Charlotte Gainsbourg, Jean Reno, Isabelle Huppert og mange flere. Kombinationen af satire, kærlighed til filmbranchen og de vilde gæsteoptrædener gjorde serien til en kæmpe international succes.

Annonce

Siden er 'Call My Agent!' blevet genindspillet i flere lande. Også i Danmark har vi fået en afart af serien med Nikolaj Lie Kaas' komediedramaserie 'Agent' fra 2023 med Esben Smed i hovedrollen som kendisagenten Joe.

Optagelserne til filmen 'Call My Agent!' begynder i år, og hvis alt går efter planen, kommer den i biograferne i løbet af 2026.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.