Se, lyt & oplev
29. august 2025

8 film du skal se i biografen i september 2025

Den står på dansk periodekrimi, gruopvækkende dæmongys og en stor håndfuld film, der hver især kandiderer til en plads på top-10-listen over årets bedste film.
Af: Claus Nygaard Petersen
'Rejseholdet: Det første mord'

'Rejseholdet: Det første mord' er en blandt otte film du skal se i biografen i spetember

Foto: Lukasz Bakd / Nordisk Film

Det er to af de helt store amerikanske instruktørkanoner, der melder deres ankomst i de danske biografer i september.

Både Darren Aronofsky og Paul Thomas Anderson er i besiddelse af et bagkatalog, der vil få de fleste filmelskere til at tabe kæben af bare begejstring, og der er derfor god grund til at glæde sig, når de er premiereaktuelle.

Hvis vi tager de danske briller på, er der også to i særklasse interessante instruktører, som barsler med nye film. Christoffer Boe byder ind med sit unikke touch til krimigenren, og Jeppe Rønde er aktuel med en udfordrende og kontroversiel film.

Og så gemmer årets helt store filmoplevelse sig i slutningen af september, som man bestemt ikke må snyde sig selv for.

The Conjuring: De sidste ritualer

Det er blevet tid til at få sat en skræk i livet igen med ’Conjuring’-filmene, hvor vi nu er nået til den fjerde film.

Annonce

Denne gang foregår det i 1986 og tager udgangspunkt i en familie, der efter sigende bliver hjemsøgt af en dæmon. Derfor må de paranormale efterforskere Lorraine - (Vera Farmiga) og Ed Warren (Patrick Wilson) på banen. Hurtigt viser det sig, at der er tale om en ondskab, som de tidligere har krydset klinger med.

Det er Michael Chaves, som også stod bag den tredje film, som er afsender på ’The Conjuring: De sidste ritualer’ – den i alt ottende titel i filmserien, som gysermesteren James Wan startede tilbage i 2013.

Annonce

’The Conjuring: De sidste ritualer’ kan ses i biografen fra 4. september.

Rejseholdet: Det første mord

Der er ingen Mads Mikkelsen at spotte i den nye 'Rejseholdet'-film, som heller ikke er en fortsættelse af den populære DR-serie.

I stedet er der tale om en adaptation af Jacob Jonias bog ’Den yderste grænse’, der handler om enhedens begyndelse tilbage i 1920'erne.

Den unge og ambitiøse efterforsker Otto Himmelstrup (Alex Høgh Andersen) står i spidsen for politiets nye prestigeprojekt Rejseholdet, som skal assistere lokalpolitiet rundt omkring i landet med de store sager, de ikke selv kan opklare. Første sag bringer dem til Esbjerg, hvor en mordbrand bliver startskuddet på en kulegravning af byens betændte bedre borgerskab.

Annonce

’Rejseholdet: Det første mord’ kan ses fra 4. september.

Caught Stealing

Darren Aronofsky har stået bag nogle af de mest mindeværdige, intense og tankevækkende dramaer de seneste 30 år. ’Requiem for a Dream’, ’The Wrestler’, ’Black Swan’ – listen er lang, og derfor virker hans kommende ’Caught Stealing’ lidt malplaceret.

Ud fra traileren og plottet minder krimikomedien nemlig mere om noget, vi kender fra for eksempel Coen-brødrene eller Steven Soderbergh.

Filmen handler om den småkriminelle tidligere baseballspiller Hank (Austin Butler), der bliver rodet ind i en gakket kriminel underverden, da han siger ja til at passe naboen Russ’ (Matt Smith) kat. Det lyder vanvittigt, og at dømme ud fra traileren bliver det også sådan.

Annonce

’Caught Stealing’ kan ses i biograferne fra 11. september.

Kærlighedens gerninger

Det har taget lige knapt 10 år for Jeppe Rønde at følge op på sin stemningsfulde og fascinerende debutspillefilm ’Bridgend’ om unge, der begår selvmord i en lille walisisk by.

Opfølgeren ’Kærlighedens gerninger’ ser ud til at være mindst lige så opsigtsvækkende.

Omdrejningspunktet er de to søskende Hanna (Cecillie Lassen) og Jakob (Jonas Holst Schmidt). Hun er medlem af en kristen kult ude på den jyske vestkyst, og da broren dukker op ud af det blå, vender det op og ned på hendes tilværelse. Ikke mindst fordi de to har haft et incestuøst forhold.

Annonce

’Kærlighedens gerninger’ kan ses i biograferne fra 11. september.

Downton Abbey – Den store finale

Vi er nået til 1930'erne for familien Crawley og deres tjenestefolk på det imponerende gods, Downton. Ældstedatteren Mary (Michelle Dockery) bliver centrum for en skandale i forbindelse med sin skilsmisse, og resten af familien er i økonomiske vanskeligheder – nok en gang fristes man næsten til at sige.

Det er derfor tid til forandring. En handling, som familien ikke ligefrem har været de mest åbne for igennem tiden, men mon ikke det alt sammen nok skal gå i sidste ende.

Annonce

Som titlen indikerer, er det sidste kapitel i sagaen om den britiske familie og deres tyende, som serieskaber og manuskriptforfatter Julian Fellowes introducerede tilbage i 2010.

’Downton Abbey – Den store finale' kan ses i biograferne fra 18. september

The Long Walk

At dømme efter, hvordan det amerikanske samfund er i gang med at udvikle sig, er det måske ikke utænkeligt, at handlingen i Stephen Kings ’The Long Walk’ snart kan blive til virkelighed.

I en dystopisk fremtid har et totalitært regime overtaget magten i USA og indført en årlig vandrekonkurrence.

Annonce

Det handler ikke så meget om at komme først, men i stedet om at være den sidste, der er tilbage. Hvis man går langsommere end tre mil i timen, bliver man nemlig henrettet, og konkurrencen er først overstået, når der kun er en deltager tilbage.

’The Long Walk’ kan ses i biograferne fra 18. september.

One Battle After Another

Leonardo DiCaprio har aldrig været bange for at tage chancer på skuespilfronten, og der må man sige, at ’One Battle After Another’ passer perfekt.

Det er mesterinstruktøren Paul Thomas Anderson som sidder i instruktørstolen og står for manuskriptet til actionthrilleren.

Annonce

Da Bob Ferguson (DiCaprio) var ung, var han en del af en oprørsgruppe sammen med kæresten Perfidia Beverly Hills (Teyana Taylor). Nu, 16 år senere, er han alene med deres datter Willa (Chase Infiniti), og en af de gamle fjender fra dengang, Steven J. Lockjaw (Sean Penn), melder sig på banen igen. Derfor må han gøre alt, hvad der står i hans magt for at sikre sin datters sikkerhed.

’One Battle After Another’ kan ses i biograferne fra 25. september.

Sorry, baby

Det er en af de varmeste kandidater til årets film, som lander i biograferne lige om lidt.

Annonce

’Sorry, Baby’ er instruktør, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver Eva Victors hjertebarn, og selvom det ikke blev til guldpalmen i Cannes, har filmen fået uvurderlig medvind.

Filmen handler om Agnes (Eva Victor), der bliver udsat for et grufuldt overgreb, da hun går på universitetet. Resten af filmen viser i fortid og nutid, hvordan hun håndterer og processerer det forfærdelige traume.

’Sorry, Baby’ kan ses i biograferne fra 25. september.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.