
Se den intense trailer: Julianne Moore og Sydney Sweeney spiller mor og datter i ny drabelig thriller

Foto: Apple TV+
“Mor, jeg er i problemer.”
Den sætning, leveret med isnende desperation af 'Euphoria'-stjernen Sydney Sweeney, sætter tonen for den uberegnelige thriller 'Echo Valley', der snart har premiere på Apple TV+.
Filmen følger den beskyttende mor Kate (Julianne Moore) og hendes unge datter Claire (Sydney Sweeney).
I traileren ser vi, hvordan Claire en regnvåd og skæbnesvanger aften hamrer på hoveddøren hos sin mor. Gennemsølet af regn, blodig og rystet fortæller hun, at hendes kæreste har overfaldet hende, og at hun var nødt til at forsvare sig selv.
Nu står de to kvinder med en livløs krop mellem hænderne – og en beslutning om, hvorvidt de skal gemme liget i en skovsø eller ej.
Som traileren skrider frem, står det klart, at Claire har handlet i nødværge. Mor og datter forsøger nu at holde sammen på sandheden, især da politiet begynder at grave i sagen.
Måske er det fordi, der er tale om de fantastiske skuespillere, Julianne Moore og Sydney Sweeney, der tydeligvis udgør et fremragende makkerpar på skærmen, at man fra start hepper på mor og datter.
Det, lige indtil det hele tager en drejning, og Claires far – spillet af 'Twin Peaks'-stjernen Kyle MacLachlan – træder ind i billedet og vender op og ned på alt, vi troede, vi vidste.
'Echo Valley' er skrevet af Brad Ingelsby, manden bag den Emmy-vindende krimiserie 'Mare of Easttown', og produceret af ingen ringere end Ridley Scott.
I instruktørstolen sidder Michael Pearce, der tidligere har vakt opsigt med den psykologiske krimi-horror 'Beast' (2017), hvor han viste sin flair for urovækkende karakterer og moralsk tvetydighed.
Udover de stærke hovedroller medvirker også Domhnall Gleeson ('Ex Machina'), Fiona Shaw '(Killing Eve'), Edmund Donovan og Rebecca Creskoff i denne intense fortælling om blodsbånd og de mørke hemmeligheder, der lurer under skovsøens stille overflade.
‘Echo Valley’ har premiere 13. juni på Apple TV+.

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Ekspert i at flirte afslører: "Det her er sikkert tegn på, at han kan lide dig"

Forsker har lagt mærke, at én ting, går igen, når vi taler om det, vi fortryder
