Med en sjælden ømhed og autenticitet: DR-serien 'Scooter Boys' er et unikt indblik i ungdommen udenfor storbyen

Man genkender dem på lyden, før man ser dem.

Den insisterende lyd af en scooter, der fræser afsted, har været fast soundtrack til mange menneskers ungdom ude i provinsen. Hvis ikke du selv kørte på en, så kendte du i hvert fald nogen, der gjorde. Til tider kunne man også genkende folk ud fra lyden på motoren.

På den måde kunne det enten være en kærkommen advisering om, at dine venner var på vej eller et varsel om, at du nok lige burde komme væk, inden en fartdjævel kom fordi.

Under alle omstændigheder var det noget særligt over dem på scooter. Fri af cyklens knapt så imponerende fart og næsten på niveau med bilen var der noget helt særligt cool over scootere, knallerter og alle de andre små motorkøretøjer på to hjul. Det var en helt særlig klub, som du enten var med af i eller stod udenfor og kiggede ind på.

Det er også sådan, det er i Jonathan Nothlevs dokumentarserie ’Scooter Boys’.

I Bjerringbro har fartglade drenge og piger et helt særligt fællesskab omkring det hurtige transportmiddel. Gennem 10 afsnit får vi et indblik i de unges liv, centreret omkring ungdomsskolens scooterværksted under ledelse af knallert-Ole.

Dér, lige på grænsen mellem barn og voksen, hvor livet først for alvor skal til at starte, lever en samling drømmere, som bare vil være glade og nyde tilværelsen fuldt ud, og det er fremragende indfanget af Jonathan Nothlev.

Søgen efter fællesskab

Det handler om at høre til i ’Scooter Boys’.

Fællesskabet omkring værkstedet er det bånd, som binder unge med benzin i blodet sammen i byen. Hvis ikke de er gamle nok til selv at køre på scooter, kommer de derned for at hænge ud. Ikke bare sammen med deres venner, men også deres idoler.

For de er lokale berømtheder, hvad end de vil det eller ej, de seje ældre drenge. Som Victor, der kan reparere alt med en motor, og Kål, som kan lave det ene mere vilde trick efter det andet, står som lidt som et ikon.

De unge knægte taler med beundring i stemmen, når talen falder på de store drenge. Og selv taler de med stor respekt, når det handler om Alberte eller Emma, de to scootergirls i slænget. I scooterfællesskabet er der respekt for hinanden, og man er der for hinanden. Ligegyldigt, hvem du er.

Og alle i gruppen, både de ”gamle” og opkomlingene, der næsten ikke kan vente med at fylde de magiske 15 år, så de lovligt må køre rundt på scootere, har en livshistorie. Nogle mere komplicerede end andre.

Mobning, skilsmisser og problemer i hjemmet er en del af teenagernes liv. Den slags kan komme lidt på afstand gennem scooteren.

Som Kål siger, hvis der er noget, som fylder i hovedet eller derhjemme, kan han sagtens bruge en hel dag på at køre rundt og på den måde få ro i hovedet. Som den eneste er han også maskeret i serien. Anonymiteten forstærker den mytiske, superhelte-aura, der er omkring ham. Men som med så mange helte har de også lidt ar på sjælen, som gør, at en maske kan føles befriende.

Og det er næppe alle Bjerringbro-borgere, som er tilfredse med at høre fræsende motorer igennem byen på forskellige tidspunkter af døgnet.

Væk fra storbyens Instagram-filter

Men man vil trods alt hellere have den slags støj end pistolskud eller skingre skrig fra en, som er blevet stukket ned.

Ved at centrere det hele omkring et kommunalt styret værksted med ordentlige forhold og en god personlighed som Ole i spidsen for det hele, sikrer man sig også, at de unge ikke bare hænger ude på gaden uden formål.

Det eneste snavs, de får på hænderne, er det, som kommer af at rode med de tohjulede motorheste. Måske er det endda der, at drømmen om at blive mekaniker bliver undfanget. Glæden ved at skabe noget fra bunden eller få noget gammelt lort til at virke, er den slags, som drømme og stolthed er gjort af.

Det er en virkelig god dokumentarserie, Jonathan Nothlev har skruet sammen. Alle de unge står hver især tydeligt frem, og der er alligevel en del med.

’Scooter Boys’ er på en og samme tid en tidsmaskine tilbage til ens egen ungdom i den magiske alder 15-18 år, og den giver et sjældent indblik i, hvad status for ungdommen er i dag, når vi bevæger os væk fra storbyernes Instagram-glamourøse overflade. En stærk, vigtig og virkelig medrivende dokumentarserie af den slags, hvor man higer efter mere.