Sæson 2 af populær TV 2-serie er landet: "Man savner en mere klar vision"

Det mest fascinerende ved ’Oxen’ er, hvor komplet skødesløst serien fører sig frem. Centrale personer bliver dræbt i et væk, og man tør ikke spå om, hvem der må lade livet næste gang – vi er næsten ude i ’Game of Thrones’, bare på dansk og uden drager eller anden magi.

Også i anden sæson falder folk som fluer, mens historien skrider effektivt frem. Universet er befolket af koldblodige dræbermaskiner, først og fremmest titelpersonen Niels Oxen, som i Jacob Hauberg Lohmanns sammenbidte skikkelse er en sympatisk knudemand fanget i en brutal verden.

Mere schwung er der over Birgitte Hjort Sørensens hensynsløse Kajsa Corfitzen, der er totalt urealistisk, men så meget desto mere indbydende som et overklasseløg, der selv gør det beskidte arbejde.

Som en vaskeægte skurk får hun lov til at boltre sig i dramatisk ondskab, mens de gode har lidt trangere kår, når de forsøger at stoppe Corfitzen og hendes sinistre organisation Danehof.

Man forstår, hvorfor serien blev en seersucces på TV 2, for der bliver malet med den brede pensel i skildringen af et korrupt Danmark, hvor alle har hemmeligheder, og ingen stoler på hinanden.

Højstemt krimiplot

To år er der i virkelighedens verden gået, siden TV 2 havde premiere på thrillerserien ’Oxen’. Den er baseret på Jens Henrik Jensens populære bøger om den ligeledes professionelle og traumatiserede tidligere jægersoldat Niels Oxen, der bliver viklet ind i et farligt spindelvæv af magtkamp og demokratitrusler.

I serieland tager handlingen fat akkurat, hvor den slap til sidst i første sæson. Oxen stod ude i sit skovhjem ansigt til ansigt med Kajsa Corfitzen og vandt runden ved at skyde en pil gennem hendes hånd, før han tog flugten.

Nu gemmer han sig blandt andet på Skørping Bibliotek i det nordjyske, hvor han ser den sexoptagelse med justitsminister Ulrik Rosborg, som han er kommet i besiddelse af, og de onde vil have fat i.

På den måde formår serien at holde en lokal dansk forankring i et ellers højstemt krimiplot, hvor sætninger som ”verden er ond” og ”ønsket om en hård hånd breder sig fra land til land” lander knap så naturligt.

Det er en vanskelig tone at ramme helt rent, for selv om serien spiller med musklerne med noget så aktuelt som en missilbærende drone, kommer de dertilhørende eksplosioner altså til kort sammenlignet med de Hollywood-produktioner, vi dagligt bombarderes med.

Der er øjensynligt et ønske om at ville vise verden råt for usødet, men alligevel må det ikke være så voldsomt, at seerne får aftenkaffen galt i halsen.

Fornøjelige biroller

’Oxen’ er båret af fire centrale karakterer, der af og til mødes, men meget af tiden klarer sig på egen hånd. Det er utilsigtet komisk, at titelpersonen ikke kan sidde i en skov i regnvejr uden at støde på kriminelle typer, men til gengæld er Oxens møde med den fordrukne landmand Fisk (altid skønne Kristian Halken) et kærkomment afbræk fra den blodige alvor.

Knap så godt fungerer det, at PET-agenten Margrethe (Josephine Park) i sin kedelige isolation tager en tur på værtshus, hvor hun danser og spiller Meyer. Det bliver et underligt fremmedelement i en verden uden plads til kærlighed og sjov. Romantik er en by i Rusland, og hendes platoniske venskab med Oxen har mere gods i sig.

Som PET-chefen Frigg Mossman er Ellen Hillingsø stadig udspekuleret i en grad, så det er svært at lure hendes egentlige motivation. Den kompleksitet går godt i spænd med seriens konspiratoriske væsen.

De forskellige biroller glider skønsomt ind i det til tider tunge plot og skaber luft i form af fornøjelige øjeblikke.

Caspar Phillipson og Christian Tafdrup er imponerende sleske som magtfulde politikere, hvis drævende overlegenhed ville virke fuldstændig malplaceret, var det ikke for seriens skildring af Danmark som et topstyret autokrati.

Johanne Louise Schmidts provins-efterforskningsleder Itana er drøncharmerende, når hun uden omsvøb fortæller Margrethe nogle jyske sandheder, mens hun tager sug af sin e-cigaret.

Spænding over personlighed

Manuskriptforfatterne Mai Brostrøm og Peter Thorsboe har som folkene bag blandt andet ’Rejseholdet’, ’Ørnen’ og ’Livvagterne’ gjort mere for danske krimiserier end de fleste, men i ’Oxen’ savner man en mere klar vision.

Mens genremanden Jannik Johansen stod for instruktionen af første sæsons seks afsnit, har Søren Balle – manden bag det stille drama ’Klumpfisken’ – overtaget tøjlerne i anden omgang. Stilen er dog den samme glatte rejse fra A til B, og midt i plotmaskineriet higer man efter åndehullerne, hvor man faktisk lærer personerne bedre at kende.

Spændingstrådene er strammere end de personlige bånd, som hænger lidt slapt med tanke på, at vi er i anden sæson.

Det føles som en halsløs gerning at vurdere anden sæson ud fra de fire afsnit, som er blevet stillet til rådighed for anmeldelse. Det bliver tydeligt, selv for os der ikke har læst bogforlægget, at der bygges op til store opgør mellem gode og onde samt internt i både PET og Danehof.

Derfor kan det gå alle veje og meget vel slutte stærkt i de sidste to afsnit.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.