Annonce
Samfund
21. oktober 2025

Ny viden om kvindesygdomme kan være på vej: Regeringen vil afsætte trecifret millionbeløb til nyt center

Vi ved for lidt om kvinders sundhed og kvinderelaterede sygdomme, siger ligestillingsminister Magnus Heunicke (S).
Af: Tine Brødegaard Hansen
Magnus Heunicke

Også på sin tidligere post som sundhedsminister, har Magnus Heunicke (S) oplevet, at mandens krop fortsat ofte er udgangspunktet, når der forskes i sygdomme eller testes medicin.

Over de næste fire år vil de tre regeringspartier bruge 40 mio. kroner årligt på et nyt ’Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed’. Det fremgår af en pressemeddelelse.

I et interview med med miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) fik femina uddybet, hvad baggrunden for udspillet er.

– Kort sagt ved vi for lidt om kvinders sundhed og kvinderelaterede sygdomme, fordi det historisk set har været manden, der var omdrejningspunktet for forskningen. Der er behov for mere viden for at kunne forbedre forebyggelsen og behandlingen for kvinders sygdomme. Det samme gælder for sygdomme, der viser sig forskelligt hos kvinder og mænd, siger Magnus Heunicke.

Alle tre regeringspartier, der ud over Socialdemokratiet som bekendt består af Venstre og Moderaterne, står bag det nye udspil.

De indtil videre 160 mio. kroner til centret bliver taget fra forskningsreserven, der en del af finansloven, hvor politikerne afsætter penge til forskning, udvikling og innovation. Den forhandles der om i løbet af efteråret.

Annonce

Centret får et landsdækkende sigte og skal sikre, at der forskes i kvindesygdomme, så der på sigt også kommer bedre diagnosticering af kvindesygdomme.

– Der er et kæmpe forbedringspotentiale på området. Fra min tid som sundhedsminister ved jeg, at mange lægemidler primært testes på mænd. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke ved, hvordan de virker på den anden halvdel af befolkningen, siger Magnus Heunicke.

Kvinder har blandt andet været overset, når det gælder hjertesygdomme. Både i forhold til viden om kvinders hjerter, hvornår man opdager hjertesygdomme, og hvordan man behandler dem. Det har vi for nylig sat fokus på i et interview med Yvonne Bøg, der oplevede 13 hjertestop på få timer.

Annonce

Ligestillingsministeren nævner selv en kronisk underlivslidelse som endometriose, der for nylig fik et løft i regionernes budgetter.

– Hver 10. kvinde får endometriose, og det kan være forbundet med store smerter og fertilitetsproblemer. Samtidig får kun 1,6 pct. af kvinder den rette diagnose, siger Magnus Heunicke.

Andre eksempler tæller migræne, der langt oftere rammer kvinder end mænd samt komplikationer knytter til graviditet og efterfødselsperioden.

Burde den viden ikke være en integreret del af sundhedsvæsnet og forskningen frem for at ligge i et center?

Annonce

– Jo, det burde den. Men det er veldokumenteret, at det ikke er tilfældet. Jeg var involveret i talrige debatter om det som sundhedsminister og hørte også fra medicinalindustrien, at den gerne vil tage skridt til det, men det kræver, at nogen går foran, og det gør vi nu fra statens side.

Med netop din fortid som sundhedsminister, hvordan kan det så være, at I først nu afsætter midler til forskning i kvindesygdomme?

– Der har været mange argumenter om, at det løser sig selv. Men der sker bare ikke noget, så det tager vi nu konsekvensen af. Det burde være sket for mange år siden, men det er en stor strukturel og kulturel ændring. Alt bliver heller ikke løst med det nye center, men vi har store forventninger til, at målrettet forskning på området kan give bedre liv for kvinder.

Annonce

Ud over at det er ”rimeligt og retfærdigt”, giver det også en samfundsøkonomisk gevinst, hvis kvinders helbred og velbefindende forbedres, mener Magnus Heunicke.

Risikerer midlerne til centret ikke at ryge i tilfælde af, at regeringen ikke har flertal, når der senest udskrives folketingsvalg næste år?

– Vi forsøger at lave en bred aftale og mødes med alle partier i folketinget. Der er andre ting, vi er villige til at forhandle om, men det her er noget, vi står hårdt på, for der er ingen gode argumenter for ikke at oprette centret, siger Magnus Heunicke.

Fakta

Regeringen vil prioritere 160 mio. kr. i 2026-2029 til etablering af Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed.

Pengene skal findes på forskningsreserven, som skal forhandles senere i løbet af efteråret.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.