Nyskrevet musical på Det Kongelige Teater er et brandvarmt festfyrværkeri

Du har med stor sandsynlighed aldrig hørt om dem. The Barrison Sisters. Og det på trods af, at de syngende, danske varieté-søstre bragede igennem særligt Europa i slutningen af 1800-tallet og efterlod publikum med fan-feber. Barrison-feber. Selvom søstrene var kontroversielle og blev beskyldt for skamløshed, når de med deres sange og påklædning udfordrede de eksisterende tanker om køn og moral.

Det er nok ikke meget galt at kalde dem 1800-tallets Spice Girls, hvilket dramatiker Line Mørkeby da også elegant fletter ind i sin nyskrevne tekst med et direkte citat fra 90’er-gruppen: Say you can handle my love and tell me what you want, what you really really want.

Fælles for begge kvindegrupper er dog, at karrieren som samlet gruppe var storslået, men kortvarig. Hvor Spice Girls har efterladt et – endnu mærkbart – aftryk i (pop)historien, gik The Barrison Sisters over i glemslen.

Ind til nu, hvor Det Kongelige Teater har kastet sig over deres historie.

En stærk kvindegruppe

De fem skuespillere, der portrætterer The Barrison Sisters er godt castet som 1800-tallets Spice Girls. Havde publikum bare halvt så svært ved at fjerne øjnene fra virkelighedens Barrisons Sisters, som man har det fra Andrea Øst Birkkjær, Cecilie Gerberg Nielsen, Cecilie Bogø Bach, Fanny Leander Bornedal og Amalie Husted Mørup, ja så forstår man jo godt, hvordan en så heftig Barrison-hype kunne sprede sig.

De har alle uanfægteligt scenetække og står stærkt som gruppe, samtidig med at de har individuelle styrker. Selvom alle ikke nødvendigvis er på samme vokalmæssige niveau, så harmonerer de ekstremt godt sammen og holder kadencen flot gennem det massive materiale.

Det er nærmest uretfærdigt at fremhæve én i en gruppe frem for andre, men det er svært ikke at blive grådig efter mere, når det kommer til Cecilie Gerberg Nielsen. En så stor vokal- og spilmæssig kapacitet i én og samme skuespiller, som man finder det i hende, er en sjældenhed på de danske scener.

Hun er ikke bare en gave til forestillingen, men også til Det Kongelige Teaters store scene. Hun har sædvanligvis sin faste gang i Odense Teaters ensemble, og selvom det er en luksus at kunne opleve hende så hyppigt der, må jeg sige, at dansk musical (og teater) snyder sig selv og deres publikum, hvis ikke de straks sætter alt ind på at få større gavn af hende.

To solide mænd

Overfor de fem stærke kvinder finder vi to solide mænd i Morten Brovn og Mads Rømer Brolin-Tani, der gennem forskellige roller udgør den perfekte fortællermæssige modvægt til varieté-gruppen.

Begge er de stærke komiske og kropslige spillere, men det er især Brovn, der for alvor får lov at spille med musklerne. Han viser sig ikke bare at være en fed swing-sanger, men også som en skuespiller, der har stor forståelse for værket som helhed, og som ved, hvornår han skal tage og give plads.

Gnidningsfrit springer han mellem et hav af biroller, der spænder lige fra troværdigt afdæmpet og autoritær fortællertype til mere humordrevne karakterer som den skeløjede Broadway-mamma Mrs. Fernandez og den forelskede greve med lidt for små runde briller og alt for stor en kærlighedssang.

Musikalsk varieté-stemning

Palle Steen Christensens flotte varieté-scenografi med tidstypiske klunkemøbler og støvet bagtæppe i røde og hvide striber har også gjort fysisk plads til forestillingens musikere. Det er klædeligt, når nu musikken er så gennemgribende og handlingsbærende som her.

Der er ikke mange musikløse øjeblikke i forestillingen, og det er så absolut ingen klage, for kapelmester Niels Søren Hansens nykomponerede musik fungerer og lægger sig flot ind i tiden i et imponerende spænd over flere stilarter, der dog alle emmer af den stemning, man kender fra varieteens univers tilføjet et lille drys klassisk musicallyd på toppen.

Det er dejligt ambitiøse kompositioner med komplicerede harmonier, som både sangere og band får til at swinge i en sådan grad, at det er så godt som umuligt ikke at nynne “We are, Sisters Barrison, we are The Barrison Sisters” hele vejen hjem.

Men hvordan døde de så?

Selvom Line Mørkeby har skrevet en flot tekst, der bl.a. smukt beskriver fænomenet The Barrison Sisters som “et dansende sitrende sekund”, er det også netop i teksten og dennes dramaturgi, at forestillingen støder på udfordringer.

Historien udfolder sig som fortælling med minimal brug af dialog, og det kan virke en anelse distancerende. Det er svært for alvor at mærke karaktererne og den dybere dynamik mellem søstrene, der ellers kunne have givet forståelsen for den hurtige succes og opløsning et ekstra nyk i den gavnlige retning.

Indledningsvis lægger teksten nemlig op til, at vi skal forstå deres rejse som gruppe, og hvorfor de aldrig blev til mere end et dansende sitrende sekund. Vi starter ved slutningen – nemlig søstrenes forskellige dødsår, hvor der er godt 50 år mellem det første og sidste, hvilket planter en vis forventning efter at skulle slutte med en form for nærmere forklaring på netop dødsårsagerne og splittelsen mellem søstrene.

Men den får vi aldrig, selvom vi egentlig slutter, hvor vi startede. Derfor får historien aldrig rigtig sluttet sin egen ring eller bevæger sig videre fra forklaringer på overskriftsniveau.

Solidt bud på en ny dansk musical

Selvom de tekstlige udfordringer er på nippet til at koste forestillingen en stjerne, vejer værkets øvrige festlige dele og styrker op for det. For i det store billede er ’Feberen’ et overordentligt sikkert og spændende bud på en brandvarm, festlig, ny dansk musical.

Selvom det ret beset ikke har effekt på vurderingen af værket eller dets kvalitet, må der rettes en ros mod Det Kongelige Teater for at satse på denne forestilling.

Med det beviser de, at de tager deres opgave alvorligt og bidrager til udviklingen af dansk musical ved at give plads til nyt og anderledes materiale på den store scene og ikke bare forfalder til brede kommercielle titler, når de beskæftiger sig med genren.