Ny forestilling på Det Kongelige Teater er stadionteater med fuld smadder på effekterne

H.C. Andersens næsten 200 år gamle eventyr har fået en moderne overhaling af dramatiker Kim Fupz Aakeson og instruktør Nicolei Faber i Det Kongelige Teaters store udendørs sommeropsætning i Ulvedalene i Dyrehaven.

Det er teater i massiv skala, og der er ikke sparet på teatermagien og effekterne, når historien om Kay (Alvin Olid Bursøe), der får en spejlsplint i øjet, som får verden til at fremstå grim og dum, og rejser væk med den onde Snedronning (Mille Hoffmeyer Lehfeldt), skal fortælles.

Den tapre pige Gerda (Laura Skjoldborg) rejser ud for at finde ham igen i ren og ubetinget kærlighed til ham, og det er i gendigtningen og Fabers instruktion blevet til en fin coming of age-historie for hele familien.

Flotte eventyrvæsner

I sin jagt efter Kay rejser Gerda ud i verden og møder alskens eventyrvæsner og udfordringer. Hun møder skønne blomster, der får hende til at glemme tiden og sit ansvar, hun møder en kannibalistisk røverflok, der, bogstaveligt talt, introducerer hende for kødelige lyster, og hun møder intrigante prinsesser, der desperat higer efter nogen at konflikte med.

Uskyldstabet er til at tage og føle på, men aldrig så dominerende, at eventyret ikke også kan leve takket været Fabers fornemme instruktion. Det hele viser sig at være til for at styrke Gerda, så hun til sidst kan overvinde den uhyggelige Snedronning i en imponerende finalescene.

Eventyrets mange væsner er flot og kreativt løst visuelt i Ida Marie Ellekildes kostumer, og Benjamin La Cours effektive scenografi holder det simpelt med en drejescene udformet som øjet med splinten og tårnhøje nøje anvendte skærme, der dog stadig efterlader herligt meget plads til publikums medfortællende fantasi.

Teatermagi for fuld smadder

Hvor der til gengæld ikke er blevet opereret med et begreb som simpelt er i forestillingens massive brug af effekter. Blændende eksplosioner, motoriserede fjerklædte køretøjer, laserlys, et væld af velkoreograferede statister, der pludselig vælter frem over bakkekammen og en snestorm i maj måned.

Der er ikke blevet sparet på noget, og det er så godt som umuligt ikke at lade fortrylle af den storslåede teatermagi, når en kold vind pludselig blæser, mens snefnuggene hvirvler rundt på scenen og daler ned over os på publikumsrækkerne. Rejste vi virkelig lige med Gerda til den allernordligste del af kloden?

Det er måske den største attraktionsværdi ved forestillingerne i Ulvedalene, og i ‘Snedronningen’ forstår de at bruge det så effektivt, at det alene gør turen og den meget lave aftentemperatur værd at tage.

Splinten i øjet

Selvom det er umådelig nemt at lade sig imponere og forføre af det enorme slaraffenland af flotte effekter og den storslåede skala, de udspiller sig i, så har en lille splint af Snedronningens spejl fundet vej til mit øje. Selvom Kim Fupz Aakesons modernisering af teksten har taget nogle fine overordnede dramaturgiske valg, vækker den ikke helt så stor begejstring som det visuelle.

Den har nemlig svært ved at beslutte sig for, hvor den gerne vil lægge snittet og ender med at fremstå lidt sprogligt skizofrent. Den vil både det mere elastiske og anglificerede moderne sprog hos f.eks. isdjævleungerne og røverpigen og så det poetiske og næsten gammedags H.C. Andersen-tekstlige i Kay og Gerdas replikker.

Det skaber et noget ujævnt og til tider usmidigt udtryk og gør især arbejdet svært for skuespillerne, der er efterladt med de mere tekstlige replikker.

Lidt kunstig tekst

Således bliver det faktisk også lidt svært rigtigt at føle med vores ellers seje og modige hovedperson Gerda, selvom hun spilles af eminente Laura Skjoldborg, der sædvanligvis kan spille nærmest hvad som helst med sitrende nerve og udsøgt følsomhed.

Det får vi også lov at se glimtvis her, særligt til slut i opgøret med Snedronningen, men for det meste hæmmes hun af den underligt kunstige tekst, der ikke rummer lige så meget gnist og glimt, som man kunne ønske sig af en familieforestilling – og især ikke en, der har Kim Fupz Aakeson som manuskriptforfatter, og som virkelig forstår sig på at skrive til familier og børn.

Der har andre af karaktererne i forestillingen mere at gøre godt med, og der er f.eks. væsentligt mere liv og humor i sproget, da Gerda er på besøg hos Prinsessen på slottet.

Billige point går rent hjem

Hun spilles med speederen i bund og Disney-slots-formet krone af Jela Natius Abildgaard, der brager igennem så storslået intrigant og skabet, at det er svært at holde det højlydte grin tilbage.

Sammen med Anton Hjejle, der brillerer i et hav af komiske biroller, og i denne scene stjæler opmærksomheden som kommanderende tysktalende slotsmedarbejder på guldkæphest, løfter de besøget på slottet til en af de bedste og sjoveste scener i forestillingen.

Den kulminerer i en fængende klubfest med dundrende house-bas og skarp koreografi, som det er svært ikke at lade sig rive med af. Er det billige point og lavthængende frugter? Tja tjo, det kunne folk med tilpas store spejlsplinter i øjet måske påstå, men jeg vil mene, at det fungerer her.

For i Ulvedalene er det stadion-teater, de spiller, og der skal rammes bredt og spilles stort, hvis alle de mange publikummer skal nås. Jeg finder det i hvert fald svært at sidde stille under den festscene og har lyst til at suse ned og rave med i takt med det festklædte ensemble.

Hvis du er fristet af festlighederne, og det har du god grund til at være, så husk dog et varmt tæppe og skiundertøj, inden du bevæger dig ud til ’Snedronningen’. Det er en kold fornøjelse, selvom kalenderen siger sommer.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.