Annonce
Se, lyt & oplev
23. januar 2026

Nu er der (endelig) ny sæson af Netflix-succes - og flere andre streamingnyheder

Så er der gensyn med det saftige kostumedrama ’Bridgerton’, mens DR har premiere på to særdeles lovende britiske dramaserier. Her er dine streaminganbefalinger til den kommende uge.
Nicki Bruun
Bridgerton

Yerin Ha som Sophie Beckett og Luke Thompson som Benedict Bridgerton i 'Bridgerton' sæson 4.

Foto: Liam Daniel / Netflix

Om det er udsigten til at blive opslugt af Netflix, skal være usagt, men i hvert fald er HBO Max kommet styrtende ud af startboksen i 2026. Streamingtjenesten har allerede haft premiere på nye sæsoner af de storroste serier ’The Pitt’ og ’Industry’ samt det nyeste skud på ’Game of Thrones’-stammen, ’A Knight of the Seven Kingdoms’.

I denne uge er der hele tre nye HBO-titler med i vores anbefalinger til, hvad du skal kaste dig over på streamingtjenesterne. De kommer vidt omkring og kan tilmed alle ses nu.

Der er dog også gode sager at finde på de andre streamingtjenester, fra en ny sæson af en af Netflix’ største succeser til britisk drama af vanlig høj kvalitet på DR.

God fornøjelse!

Basic Bitch Bærum

Basic Bitch Bærum

'Basic Bitch Bærum'

Foto: HBO Max

Sidste år proklamerede jeg i min anmeldelse af den forrygende tredje sæson af ’Hjem til jul’, at nordmændene er nærmest irriterende gode til alt, inklusive at lave film og serier. Nu får vores broderland mod nord endnu en mulighed for at vise talenterne frem.

Annonce

’Basic Bitch Bærum’ ligner en blanding af HBO-hittet ’Girls’ og landsmanden ’Skam’. Komedieserien handler om fire unge kvinder i starten af tyverne, hvis jævnaldrende studerer jura i Oslo eller business i København. Selv bor de i den velstående og afsidesliggende forstad Bærum og forsøger at finde deres vej i livet mellem ungdomsfester og voksenansvar.

Det er en spinoff af ’Basic Bitch’, der kørte i fire sæsoner mellem 2020 og 2023. Hvis man var vild med seriens humor om en forvirret generation, er der uden tvivl noget at komme efter i den nye.

Annonce

’Basic Bitch Bærum’ har premiere den 23. januar på HBO Max.

Mel Brooks: 99 Year Old Man

Mel Brooks

'Mel Brooks: 99 Year Old Man'

Foto: HBO Max

Mel Brooks er intet mindre end en levende legende. Han står bag nogle af Hollywoods mest elskede komedier som ’Frankenstein junior’, ’Spaceballs’ og ’Sheriffen skyder på det hele’, og så er han slet og ret kendt som et af de sjoveste mennesker nogensinde.

Som dokumentarseriens titel indikerer, er Mel Brooks også blevet hele 99 år gammel. Det er jo imponerende nok i sig selv, men endnu vildere er det, at han har levet et liv i overhalingsbanen og tilmed har holdt sig konstant aktiv.

Annonce

Judd Apatow er kendt for morsomme film som ’The 40 Year Old Virgin’ og ’Knocked Up’, men han er også tidens førende kronikør af komikkens verden. I dokumentaren viser han med arkivmateriale og interviews med kendte komikere som Jerry Seinfeld, hvorfor Mel Brooks er så fascinerende et menneske.

’Mel Brooks: 99 Year Old Man’ kan ses på HBO Max.

Heated Rivalry

Heated Rivalry

Connor Storrie og Hudson Williams i 'Heated Rivalry'

Foto: Sabrina Lantos / HBO Max

Den står på hot homosex mellem to rivaliserende ishockeyspillere i et sportsdrama, der byder på rå mængder af saftig sæbeopera. En canadisk og en russisk ishockeyspiller kæmper om at være den bedste på banen, men udenfor indleder de et hemmeligt kærlighedsforhold, der udvikler sig i løbet af flere år, mens de opnår professionel succes.

Annonce

’Heated Rivalry’ er en canadisk serie, som i slutningen af 2025 tog tv-anmeldere og -seere verden over med storm. Nu er den så kommet til Danmark, hvor ishockey velsagtens er større end nogensinde efter en historisk flot fjerdeplads til landsholdet ved VM sidste år.

De to hidtil ukendte skuespillere i hovedrollerne, Hudson Williams og Connor Storrie, er blevet populære på sociale medier takket være deres lidenskabelige romance i serien. Det bliver spændende at se, om den også bliver et reelt fænomen herhjemme.

Annonce

’Heated Rivalry’ har premiere 23. januar på HBO Max.

Code of Silence

Code of Silence

'Code of Silence'

Foto: DR

Den døve kvinde Alison arbejder i kantinen på den lokale politistation og har svært ved at få enderne til at mødes, fordi hun også skal hjælpe sin mor. Nogle politifolk finder ud af, at Alisons evne til at mundaflæse kan bruges til at opklare en sag, så den unge kvinde drages ind i en kriminel underverden.

Hovedrolleindehaveren Rose Ayling-Ellis er også døv i virkeligheden, og serien er blandt meget andet blevet rost for sit autentiske portræt af døve menneskers liv og hverdag. Alison er langt fra et offer, men en ambitiøs kvinde, der kaster sig ud i farlig efterforskning på egen hånd.

Annonce

Serien blev en stor succes, først i hjemlandet og dernæst i USA, før den fortsatte rejsen ud i verden. Derfor blev der hurtigt igangsat en sæson mere, som bliver skrevet nu og forhåbentlig ikke lader vente på sig alt for længe.

’Code of Silence’ kan ses på DRTV.

Springsteen: Deliver Me from Nowhere

Jeremy Allen White as Bruce Springsteen in 20th Century Studios' SPRINGSTEEN: DELIVER ME FROM NOWHERE. Photo by Macall Polay. © 2025 20th Century Studios. All Rights Reserved

Jeremy Allen White som Bruce Springsteen i 'Springsteen: Deliver Me from Nowhere'.

Foto: Macall Polay

Bruce Springsteen er ikke bare en af historiens største amerikanske musikere, han er en institution i landets kulturliv. Derfor er det en lige dele modig og klog beslutning af instruktør Scott Cooper at fokusere på en bestemt tidsperiode i ’Springsteen: Deliver Me from Nowhere’.

Annonce

Filmen handler om musikerens kamp for at skrive og indspille det nedbarberede 1982-album ’Nebraska’, der bød på en helt anden lyd end den hårdtslående rock, som Springsteen var blevet kendt for.

Da filmen fik premiere i biografen, blev særligt hovedrolleindehaveren Jeremy Allen White (’The Bear’) rost for hans intense sangpræstation som The Boss og skrev, at det er et "fascinerende blik ind i maskinrummet til en af de mest skelsættende perioder i Bruce Springsteens musikalske karriere".

’Springsteen: Deliver Me from Nowhere’ kan ses på Disney+.

Jo færre jo bedre

Jo færre jo bedre

Steen Langeberg og Freja Lind i 'Jo færre jo bedre'

Foto: TV 2

De af os, der elsker at quizze om paratviden, har alle dage haft gode muligheder for at dyrke interessen hjemme foran tv-skærmen. I ’Jo færre jo bedre’ er der tilmed det sjove benspænd, at man helst skal finde et rigtigt svar, som ingen andre er kommet på.

Annonce

Tre par er i studiet for at dyste om at svare så obskurt som muligt og gerne finde frem til de såkaldte nulsvar, som altså betyder, at ingen af 100 adspurgte danskere har fundet frem til det.

Steen Langeberg er tilbage i værtsrollen, mens der sidste år kom en ny alvidende dommer i skikkelse af Freja Lind, som tog over for Marie Tangaa. Første afsnit i den nye sæson er program nummer 100, og det markeres med spørgsmål, som på en eller anden måde har med tallet 100 at gøre.

’Jo færre jo bedre’ har premiere 25. januar på TV 2 Charlie og TV 2 Play.

Take That

Take That

'Take That'

Foto: Netflix

De unge gutter i drengebandet Take That satte i 1990’erne brand i mangt et pigehjerte og ild til hitlisterne med sange som ’Back for Good’ og ’Pray’. Som så ofte før er det en historie om vild succes og et dertilhørende stejlt fald.

Annonce

Robbie Williams forlod som bekendt gruppen og skabte sig en særdeles succesfuld solokarriere, men Take That overvandt problemerne og vendte i 2006 tilbage med hitsinglen ’Patience’, der er blevet kaldt den bedste comebacksang i musikhistorien.

Dokumentarserien i tre afsnit byder blandt andet på arkivmateriale, som aldrig er set før. Det er optagelser, hvor bandmedlemmerne rejser rundt i verden og kæmper med at forholde sig til det stjerneliv, som de pludselig har fået. Det er en 35 år lang rejse fuld af store højdepunkter og svære perioder.

’Take That’ har premiere 26. januar på Netflix.

Shrinking

Shrinking

Jason Segel og Harrison Ford i 'Shrinking' sæson 3

Foto: Apple TV

Den frister en tilværelse i periferien af de fleste tv-seeres bevidsthed, men ’Shrinking’ er en lille serieperle. Uden de store armbevægelser har serien om en sorgramt psykolog undervejs i to sæsoner trakteret publikum med en skønsom blanding af hysterisk humor og hjerteskærende dramatik.

Vores anmelder har således givet fem stjerner til begge sæsoner, og nu er serien tilbage med endnu et dyk ned i den menneskelige psyke. Jason Segel spiller psykologen Jimmy, der efter at have mistet sin kone begynder at fortælle sine klienter, hvad han i virkeligheden mener om deres problemer.

Det er en præmis fuld af saft og kraft, men seriens styrke består særligt i samtalerne mellem de dygtige skuespillere. Harrison Ford brillerer som Jimmys kollega Paul, der med sin ligefremme facon hele tiden holder folk omkring sig på dupperne.

Tredje sæson af ’Shrinking’ har premiere 28. januar på Apple TV.

Bridgerton

Bridgerton.

'Bridgerton'

Foto: LIAM DANIEL/NETFLIX

Så er der mere overdådigt kostumedrama, hvor de smukke rober ofte bliver smidt som optakt til en heftig omgang lagengymnastik. Det er selvfølgelig Netflix’ kæmpesucces ’Bridgerton’, der lokker med nye amourøse forviklinger og forelskelse.

Mens tredje sæson fokuserede på romancen mellem Penelope og Colin, er vi i fjerde sæson kommet til den næstældste Bridgerton-bror, Benedict, og hans udkårne Sophie. De to mødes i bedste Askepot-stil udklædte til et maskebal, som hun er nødt til at løbe fra, fordi hun er tjenestepige. Så går hans jagt ind på at finde den mystiske kvinde.

Som det er blevet mere og mere populært blandt streamingtjenesterne, har Netflix delt den nye sæson op i to halvdele. Ventetiden bliver heldigvis ikke så lang, for anden halvdel lander den 26. februar, så vi kan få sat et punktum for en forhåbentlig lykkelig kærlighedshistorie.

Fjerde sæson af ’Bridgerton’ har premiere 29. januar på Netflix.

Skandalesøstrene Mitford

Skandalesøstrene Mitford

'Skandalesøstrene Mitford'

Foto: DR

Du synes måske, at komsammener i din familie kan gå vildt for sig, men det er helt sikkert ingenting i sammenligning med den berømte og berygtede Mitford-familie. Den aristokratiske flok kom vidt omkring i 1930’ernes England, hvor seks søstre bevægede sig i vidt forskellige retninger.

Den ene af søstrene giftede sig med den britiske fascistleder Oswald Mosley, mens en anden som kommunist drog i kamp mod den spanske diktator Franco. Mellem de to yderpoler var også en Hitler-beundrer og en forfatter, der brugte løs af familiens stridigheder i sit litterære virke.

Den britiske dramaserie ’Skandalesøstrene Mitford’ filmatiserer den virkelige historie om de opsigtsvækkende søstre, hvis indbyrdes forhold står som et intimt billede på det 20. århundredes polariserende begivenheder.

’Skandalesøstrene Mitford’ har premiere 29. januar på DRTV.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.