nina rask sauna
Se, lyt & oplev

Nina Rask får sin første filmhovedrolle i ny film, der er baseret på populær bog

17. maj 2024
af Signe Bjørg Granberg
Foto: Christian Geisnæs
Den nye danske film, "Sauna", der netop er gået i optagelse, skildrer kærligheden mellem mænd og er filminstruktør Mathias Broe og manuskriptforfatter William Lipperts spillefilmsdebut.

"Sauna", der er baseret på Mads Ananda Lodahls roman af samme navn, handler om Johan (Magnus Juhl Andersen) – en helt almindelig ung mand, der holder alle døre åbne, når det gælder både kærlighed og sex.

Han har fået job som receptionist i Adonis, Københavns eneste bøssesauna, hvor han ikke bare arbejder, men også høster sine helt personlige erfaringer og oplevelser med saunaens øvrige gæster.

For Johan er byen som et grænseløst paradis af muligheder med barer, fester og one-night stands, men det er først, da han møder den transkønnede William (Nina Rask), at han oplever kærligheden på helt nært hold.

Forelskelsen mellem de to sættes på en hård prøve, sådan som det ofte er tilfældet, når man lever i et samfund styret af stålsatte forestillinger om køn, kærlighed og identitet.

Filmen er instrueret af Mathias Broe, der selv har et betydeligt kendskab til LGBTQ+ miljøet. Han fortæller, at "Sauna" ønsker at invitere publikum med ind i et miljø, der rykker til vores forestillinger omkring krop, køn og seksualitet i en verden, hvor den enkeltes identitetsforståelse er flydende.

I de to hovedroller kan man opleve allestedsnærværende Nina Rask, der endelig får sin første hovedrolle. Rask er bl.a. kendt fra "Carmen Curlers", "Nattevagten" og senest "Orkestret". Overfor Rask finder man Magnus Juhl Andersen, der også har medvirket i "Carmen Curlers" og senest kunne opleves i Prime Video-serien "Bullshit".

Blandt de øvrige medvirkende finder man Klaus Tange, Dilan Amin, Peter Oliver Hansen, Morten Burian, Anton Hjejle, Billie N. Hviid Andersen, Theo Suissa, Fuad Gumas, Niels Munk Plum, Sam Koosha, Christian Gade Bjerrum og Anne Katrine Hansen.

"Sauna" har netop startet optagelserne og forventes at få biografpremiere i 2025.

Denne artikel blev første gang bragt på Vi Elsker Serier, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også