Mangler du en ny romantisk komedie? Så er denne med Margot Robbie og Colin Farrell et godt bud

Tænk, hvis man kunne gå igennem en dør og genopleve de afgørende øjeblikke fra ens fortid. Måske lære noget af dem og slippe fortidens traumer. Det er udgangspunktet for koreansk-amerikanske Kogonadas kryptiske, romantiske komedie ‘A Big Bold Beautiful Journey’.

De to parforholdsforskrækkede singler Sarah og David mødes tilfældigt til et bryllup, hvor de indleder en akavet, nærmest modvillig flirt, der selvfølgelig ikke fører til noget. Sarah er hård, fremfusende og sarkastisk, og David er tillukket og uimodtagelig. Ikke ligefrem et match med fremtid i. Og dog. For måske er de to brikker i et spil, der er meget større, end de selv kan se.

Døre til fortiden

I hvert fald er de begge kørt til brylluppet i biler, udlejet gennem det samme mærkelige udlejningsfirma, der har til huse i en tom lagerbygning, hvor udlejningsprocessen ikke bare er en forretningstransaktion, men faktisk minder mere om en ganske udvidet jobsamtale hos et komisk makkerpar, spillet af Phoebe Waller-Bridge og Kevin Kline.

Bilerne er desuden udstyret med en meget talende og selvstændig GPS, der kommer med ret kontante anvisninger på, hvor turen skal gå hen – og ikke så få uopfordrede gode råd.

Og måske er det heller ikke så tilfældigt, at Sarahs bil bryder sammen, da de begge – efter anvisning af deres respektive GPS’er – mødes ‘tilfældigt’ på en burgerbar dagen efter brylluppet. Og er der så egentlig anden vej fremad, end at David tilbyder Sarah et lift?

Her starter filmens ‘store modige smukke rejse’ så. Der viser sig at være en rejse med stop i fortiden, måske med kurs mod fremtiden. For hver etape viser sig at føre til en ny dør – helt konkret – der fører ind til et pitstop i enten Davids eller Sarahs fortid, hvor de hver især får mulighed for både at rette op på fortidens fejl, forstå, hvor deres uhensigtsmæssige handlemønstre har rod og ikke mindst få indblik i, hvem den anden egentlig er.

Terapi for voksne

For selvfølgelig har deres respektive modvilje mod parforholdet – Davids skubben alle fra sig og Sarahs kroniske utroskab – rod i barndommen og ikke mindst forholdet til forældrene. Man kan næsten høre Freud klappe i hænderne fra graven!

Og som sådan er ‘A Big Bold Beautiful Journey’ en fin metafor for den mentale rejse, vi undertiden er nødt til at tage på, når vi som voksne mennesker møder hinanden og gerne vil have kærligheden til at gro. For undertiden er der brug for at rydde lidt op i fortiden, hvis der skal blive plads til et nyt menneske i fremtiden.

De enkelte scener er faktisk rigtigt fine. Særligt en, hvor David, der som barn altid fik at vide, at han var noget særligt, og som voksen er frygteligt skuffet over ikke at være det alligevel, vender tilbage til den aften, hvor han skulle triumfere i hovedrollen i årets skolemusical. I stedet kom han derfra med et knust hjerte, da hans udkårne gav ham en afvisning, der har siddet i ham lige siden.

Noget af det fine ved ‘A Big Bold Beautiful Journey’ er, at det egentlig ikke er de kæmpestore ting, der er på spil, men mere alle de små benspænd, der opstår gennem livet, som tilsammen kan føles som kæmpestore klodser, der forhindrer os i at løbe, danse og leve frit.

Kaufman light

Den fine historie er dog pakket ind i en så fantasifuld indpakning, at det kræver, at tilskueren sluger et par mellemstore kameler undervejs. For det er, som om den mystiske fortælling om det store, skæbneafgørende udlejningsfirma og den mystiske GPS aldrig helt smelter sammen med fortællingen om de to hovedpersoners indre rejse. Lidt for ofte er det bare mystisk for at være det.

På den der måde, hvor man undervejs, ved hver eneste ny dør, er nødt til at sige til sig selv, at det blot er en metafor.

Måske har Kogonada set lidt for mange film af Charlie Kaufman, der med film som ‘Evigt solskin i et pletfrit sind’ og ‘Being John Malkovich’ formår den svære kunst at lade historien flette sig ind og ud af virkeligheden, ind og ud af karakterernes følelser og sind, som det mest naturlige i verden – så den magiske realisme løfter virkeligheden og gør den både smukkere og dybere. Hvilket den desværre ikke rigtig gør her.

I ‘A Big Bold Beautiful Journey’ er virkeligheden, hvad den er, og den er ganske fin. Magien virker som farvestrålende plasticpynt, der blot er hæftet på.

Eventyr eller ej

Derfor gives den sidste stjerne også ene og alene til Margot Robbie og Colin Farrell for de to hovedroller. Fordi de er så gode skuespillere, at de kan bære en fortælling, der knager i fugerne, og fordi de er umulige ikke at holde af og med.

De har en fin, omend til tider måske lidt for afdæmpet kemi mellem sig, der gør det troværdigt, at de kunne være noget for hinanden. Men også troværdigt, hvis de ender med at gå hver sin vej efter den store, smukke, modige rejse.

For måske var rejsen bare for deres egen udviklings skyld? Ikke alle eventyr behøver at ende med ‘de levede lykkeligt til deres dages ende’. Men det er nu en gang smukt, når de gør.