Leonardo DiCaprio er i topform i ny film, der er årets bedste indtil videre

”Du skal lave et show, Pat”, siger Perfidia (Teyana Taylor) kommanderende til sin fyr og medrevolutionær Pat (Leonardo DiCaprio).

De skal til at bryde ind i en immigrantlejr, hvor myndighederne har interneret lovlige og ulovlige immigranter. Vi befinder os i et alternativt USA, hvor myndigheder og magthavere ikke lægger skjul på deres foragt for folk af anden etnisk herkomst end raceren hvid.

Perfidia og Pat er medlemmer af oprørsgruppen French 75 – opkaldt efter en drink og en fransk 75 mm feltkanon – og kæmper for at smadre systemet.

Tiden til at forsøge at skabe forandring gennem fredelige, demokratiske metoder er forbi, og revolutionær vold er nu den eneste vej frem. Pat er ekspert i eksplosiver, og Perfidia er en naturlig leder med karisma i overflod.

Netop derfor bliver militærmanden Stephen J. Lockjaw (Sean Penn) fuldkommen besat af hende. Til trods for at deres første møde finder sted, da Perfidia og resten af French 75 stormer immigrantlejren, og hun tvinger ham til at blive hård, mens hun har en pistol rettet mod ham – det er et hadsk begær fra første blik.

Den står på masser af knalderi af både den ene og den anden slags i starten af Paul Thomas Andersons ('There Will Be Blood', 'Magnolia') seneste mesterværk ’One Battle After Another’, der tager mange finurlige og uventede drejninger.

Krænkelsesparathed og boomerfrustrationer

Uden at gå for meget i detaljer begynder jorden at brænde kraftigt under French 75, og Pat flygter med hans og Perfidias spædbarnsdatter Charlene.

De gemmer sig i den lille by Baktan Cross under falske identiteter. Men 16 år efter sætter Lockjaw igen jagten ind på de tidligere French 75 medlemmer og især på Pat, som nu hedder Bob, og Charlene, der nu hedder Willa (Chase Infiniti).

Til trods for en spilletid, som er tæt på de tre timer, flyver tiden hurtigt af sted. Der er fuld fart på fra start af i ’One Battle After Another’. Det skyldes ikke mindst Radiohead-guitaristen Jonny Greenwoods eminente score, der med insisterende klaverplingen auditivt sender nervesystemet på overarbejde.

’One Battle After Another’ er løst inspireret af forfatteren Thomas Pynchons roman ’Vineland’, som Paul Thomas Anderson er stor fan af og har prøvet at adaptere til film i flere år. Da instruktøren ikke vurderede, at han kunne gøre den fyldest, brugte han den som inspirationsbase – og gudskelov for det.

For ’One Battle After Another’ er en unik perle af galskab og tænkevækkende satire.

Eksempelvis er Lockjaws motivation for at finde frem til Pat og Willa, at han står over for at skulle blive medlem i et eksklusivt broderskab ved navn ’Juleeventyrernes klub’. Bag den hyggelige titel gemmer der sig en dybt racistisk forening, hvis øverste agenda er racerenhed. Selvom det lyder urkomisk, når de alle i kor siger ”Hil julemanden”, er der også noget dybt urovækkende over det.

Virkelighedens MAGA-USA anes i periferien, men det hele forfalder ikke bare til en lang sviner mod konservative amerikanere. De revolutionære kræfter får også nogle kindheste. Især en absurd telefonsamtale mellem Bob og en oprørstelefonpasser spidder på en og samme tid veloplagt krænkelsesparathed, politisk korrekthed og boomerfrustrationer.

Du vil fortryde, hvis du ikke ser den

Det skyldes ikke mindst et vanvittigt sjov Leonardo DiCaprio, der kanaliserer lidt af den samme taberenergi, han gav en prøve på som Rick Dalton i Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’. I ’One Battle After Another’ er en stor moustache endnu engang en del af uniformen, men beklædningsgenstanden, som er umulig at tage øjnene fra, er en usædvanlig grim morgenkåbe, Bob har på næsten hele filmen.

Som altid i Paul Thomas Anderson-film får skuespillerne rig mulighed for at fremvise, hvad de kan, og det skulle da også undre, hvis ikke mange af dem vil være at finde blandt de nominerede til hoved- og birollerne ved næste års Oscar-uddeling.

Stjernefrøet Chase Infiniti er eminent i sin bare anden rolle overhovedet. Skuespilleren bragede igennem i Apple TV+-serien ’Presumed Innocent’ og leverer igen en præstation, der lover overordentligt godt. Hun matcher fuldstændig den scenetilstedeværelse, som Teyana Taylor fremragende bringer til bordet som Perfidia.

Samtidig er Sean Penn og Benicio del Toro på hver sin facon fantastiske. Penn kandiderer til en plads blandt filmhistoriens mest ikoniske gangarter. Han får det vitterligt til at se ud, som om militærmanden hele tiden klemmer balderne sammen og småvralter rundt som en and. I modsatte ende af spektret er del Toro legemliggørelsen af cool som Willas kampsportslærer Sergio St. Carlos.

Han er alt det, man troede Bob ville være, men efter 30 år som pothoved og alkoholafhængig er den tidligere rebel knap så meget guerillakriger og mere sofahelt.

Der er så mange detaljer og så godt et tempo i ’One Battle After Another’, at det er umuligt at komme omkring dem i en anmeldelse. Det er en film, som skal diskuteres og tales om. En af den slags, du bliver nødt til at se sammen med andre, for den kræver en efterfølgende samtale.

Først og fremmest i forhold til dens portrættering af et fascistoidt USA, men også i forhold til dens tematik om børn, forældre og arvelighed. Hvor meget af os er nedarvet fra vores forældre, og hvor meget er kommet gennem det miljø, vi er vokset op i?

Paul Thomas Anderson lader mesterligt publikum om at fortolke spørgsmålene og cementerer sin status som en af de allerbedste instruktører lige nu.

Kort opsummeret, så er ’One Battle After Another’ årets bedste film indtil videre, og du vil fortryde det, hvis ikke du får set den i biografen.