Jeg har fundet en app, der gør mig i stand til at se film, som da jeg var teenager. Det er helt vidunderligt

Thea Torp er anmelder på Vi Elsker Serier. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Som teenager arbejdede jeg i Blockbuster. Hver uge måtte man hive fem favoritfilm, som de hed, med hjem gratis. I skoletasken med DVD’erne, på bussen hjem til mor. Nætterne blev brugt på uforstyrret at glide gennem titler som ’Dødens gab’, ’Pulp Fiction’ og ’Godfather’, mens jeg røg cigaretter indenfor. Det var en anden tid.

Nætterne var så fyldt. En ting var at se alle de store amerikanske film for første gang. Men om natten kunne man være så alene med dem. For enden af Nokia-telefonen var der ingen, alle sov. Natten var ligesom et hemmeligt rum, man kunne træde ind i. Her kunne man lade sig opsluge af hele denne anden verden af film, af virkeligheder, fortællinger og eventyr.

Meget af teenagelivet brugte jeg foran en skærm, men til forskel fra nu var der noget godt ved det. Så meget kunne man sætte i gang i de sorte, magiske spejle. Det var muligt at glemme omverdenen og én selv også. Hele verden kunne blive ’Dødens gab’.

Sådan er det ikke længere.

Vi vil ikke leve i 'Wall-E's' verden

I tiltagende grad er det, som om vi har uploadet vores sind og følelser til maskinen.

Udbredelsen af internettet i løbet af de sidste 30 år har betydet, at vi i dag har al information om verden – og en mangfoldighed af løgne – lige ved fingerspidserne.

Natten er der evigt lys i. Der er altid andre lige for enden af ens arm, der hvor smartphonen ligger på lur som en forlængelse af selve kroppen. Kaos kan man også få banket direkte ind i øjnene, hvis man køber Mark Zuckerbergs grimme AI-Ray-Ban-brille – og opleve tilværelsen som en vaskeægte cyborg.

Mennesket bliver mere og mere som maskinen. Vi har elektrificeret hjernen. Nu kan vi alle sammen bruge ChatGPT til at tænke med. Vi kan bruge telefonerne og deres evindelige dopaminskud som en erstatning for at føle noget. Jeg plejede at opleve så meget, når jeg så film.

En undersøgelse fra Northwestern University tyder på, at den gennemsnitlige IQ ser ud til at falde for første gang i USA, og selvom man selvfølgelig skal være forsigtig med at finde en masse sammenhænge, hvor der måske ingen er, ville det ikke overraske, hvis maskinerne er ved at gøre os dummere.

De smadrer i forvejen vores koncentration og dermed vores viljestyrke, og pludselig bliver det svært for os at slippe fri. Som de evigt ædende og streamende mennesker i ’Wall-E’ ender vi totalt pacificerede.

Så nu er det på tide, at vi tager kontrollen tilbage. Jeg har eksperimenteret i årevis med en metode, der kan gøre det muligt at gennemføre en spillefilm uden at åbne Instagram en eneste gang undervejs. At vende tilbage til de natlige tryllespejle.

Tag hjernen tilbage

Det er faktisk lykkedes mig. Sådan da. Men mængden af tiltag, der skulle til for at generobre hjernen fra maskinen, peger måske lidt for tydeligt på, hvor meget den allerede er blevet kogt.

Der findes to former for frihed: den negative og den positive. Frihed til at tage et valg – og frihed fra. Det sidste er blevet løsningen for mig. Aktiverer man appen Freedom, bliver det umuligt at åbne for eksempel sociale medier. Man bestemmer selv, hvad den må blokere, og hvor længe. Kan man for eksempel ikke stoppe med at tjekke DMI.dk, kan den også redde en fra vejrudsigten.

Hemmeligheden er, at den er irreversibel. Den kan ikke slås fra. Man må pænt vente, til timeren er løbet ud igen. Internetverdenen og de sociale mediers larm er væk. Det er, som om man har genetableret 00’erne. Jeg ser film i dag næsten som, da jeg var teenager. Opslugt. Ganske paradoksalt er det, at teknologien har fået så megen magt, at man også må downloade en app for at slippe for den.

For nylig var jeg i sommerhus. Selvom jeg stadig som en stofmisbruger tjekkede telefonen for at se, om der skulle være sket noget helt ufatteligt spændende – en kærlighedserklæring eller atomkrig – var der ingenting på den. Den var tom. Jeg var bare alene med min bedste veninde, pejsen og Kathryn Bigelows skræmmende ’A House of Dynamite’.

Det var helt vidunderligt.