Hvis du skal se én hjertevarm film denne måned, skal det være denne

Fordelen ved at have tre absolut skønne skuespillerinder i hovedrollerne i en film er, at det betyder mindre, om der nu også er så meget substans i historien – vi sluger den gerne alligevel.

Og skønne er de, Kirsten Lehfeldt, Kirsten Olesen og Stina Ekblad. Men der er nu faktisk også ganske meget substans i deres nye film ‘Madklubben – hjemme igen’, der skruer ned for fjol og op for nogle af de problematikker, der har det med at dukke op i livet, når man ikke er helt ung længere. Lyder det kedeligt? Det er det ikke.

I den første film ‘Madklubben’ fra 2020 tog de tre modne ungdomsveninder Vanja, Berling og Marie på madskole i Syditalien, medbringende hver deres livsbagage og tre meget forskellige tilgange til, hvordan man tackler det, der har været, og det, der skal komme.

Berling (Stina Ekblad) med store hatte, høje hæle og flirt under sydens sol. Vanja (Kirsten Lehfeldt) værnende om mindet om sin mand Jens, som hun mistede for otte år siden. Og Marie (Kirsten Olesen) med spritnye sår fra bruddet med sin mand, som hun få dage før afrejse fandt ud af var hende utro. Efter 44 års ægteskab.

Det blev til en uge med ikke kun nye smage, men også ny kærlighed, nye venskaber, nye erkendelser og nyt mod på livet. Og selv ikke den tommetykke kliché med kvinder i en moden alder, der finder livsgnisten igen under sydlige himmelstrøg, kunne skjule, at det faktisk var en ret sød film med hjertet på rette sted inde i den lidt formulariske ramme.

Nye roller

Og det har ‘Madklubben – hjemme igen’ også. De tre veninder bor nu under samme tag, men i hver sin lejlighed i Maries rummelige barndomshjem. Der dog viser sig ikke at være helt så rummeligt, da Berling bliver sendt på ufrivillig pension fra sit identitetsbærende job på auktionshuset og et kort øjeblik vakler i sin tro på, at det hele nok skal gå.

I sin iver efter ikke at føle sig overflødig finder den evigt foretagsomme Berling dog hurtigt på, at veninderne skal lave en fynsk madfestival.

Uden at tage særlig notits af, at Vanja har travlt med både sin yngre kæreste Jacob (Troels Lyby), som hun mødte i den første film, og ikke mindst sin datter, der ikke vil lade Vanja komme tæt på barnebarnet Safran, som hun vogter over som en (meget træt) høg.

Eller Marie, der måske nok er sluppet af med sin tørvetriller af en revisormand, men nu har fået ansvaret for sin demente mor, Bitten (Judy Gringer), der har det med at strejfe rundt og derfor kræver noget nær konstant opsyn.

Så Marie har faktisk slet, slet ikke tid til hverken at tænke på lokalproducerede specialiteter eller at gå ind i flirten med den selvforsynende gårdejer Torben, selvom han både er rigtigt sød og spillet af Michael Falch.

Der er med andre ord lagt op til kaos. Og der bliver kaos. Men med varme og glimt i øjet. ‘Madklubben – hjemme igen’ er en varm, sød, sjov, men også sørgmunter fortælling om alle de udfordringer (kvinde)livet byder på.

Moderskab, venindeskab, fællesskab. Og behovet for at føle sig nyttig og ønsket, selvom andre dømmer en ude – på arbejdsmarkedet, kærlighedsmarkedet eller måske begge dele.

Lidt rod skader ikke

For det er ikke helt let at nå en alder, hvor nye unge kræfter tager over, og man selv måske endda føler sig strakt tynd som pergament mellem en ældre generation, der pludselig kræver al den pleje og omsorg, man selv engang fik den anden vej, og en yngre generation, der vælger deres egne veje og ikke altid er så modtagelige for gode råd og erfaringer, som mødrene kunne ønske.

Der skal gives slip, siges farvel og rummes i en uendelighed. Og er der så overhovedet plads og overskud til spirende kærlighed, når begge parter kommer med hver deres solide rygsæk af minder, erfaringer og skuffelser? Orker man? Tør man? Tør man lade være?

‘Madklubben – hjemme igen’ har meget på hjerte, ikke mindst af en komedie på lige under halvanden time at være. Måske også lidt for meget, for det bliver undertiden lidt rodet og ufokuseret.

Men sådan er livet jo også indimellem. Og så længe selskabet er godt, tager man det med. Og så hjælper det altså en del at have set den første film, selvom det ikke er et krav for at kunne være med.

Charlotte Sachs Bostrup har overtaget instruktørstolen fra Barbara Topsøe-Rothenborg, og hun står også bag manuskriptet – sammen med Iben Gylling og Nina Lyng. Måske derfor er der en så stærk følelse af, at dette er en film af kvinder, om kvinder, for kvinder – og alle dem, der holder af dem.

Det er dog ikke det samme som, at der ikke er mænd med. Særligt selvfølgelig Michael Falch, der er sød og underspillet som Maries nye flirt, Torben. Og så selvfølgelig Troels Lyby, der ikke har så meget at lave, andet end at dukke op fra tid til anden som Vanjas kæreste Jacob.

Og så er der i øvrigt også gensyn med duoen Mette og Morten fra første film, der stadig prøver at finde meningen med livet og partnerskabet – endnu engang spillet af Mia Lyhne og Rasmus Botoft.

En sidste og særlig ros skal lyde til veteranen Judy Gringer, der er både sjov, irriterende og oprigtigt rørende som Maries bramfrie, fornøjelsessyge og demensramte mor, Bitten.