
"Her er London": 10 film og serier, du kan se for at fejre 80-året for Danmarks befrielse

Foto: Nimbus Film
Søndag 4. maj 2025 markeres 80-året for Danmarks befrielse. I film og serier har Anden Verdenskrigs skygger inspireret nogle af de mest stærke og komplekse portrætter af Danmark og danskerne.
På streaming gemmer sig kendte klassikere og oversete perler om fiktive familier, autentiske skæbner, knuste hjerter og unge idealisters modige oprør. Vi har samlet 10 titler, der giver et nuanceret indblik i, hvordan krigen formede nationen og gør os klogere på de mennesker, der måtte give alt, for at overleve.
De forbandede år (2020)

Foto: Scanbox
Anders Refns trilogi, 'De forbandede år', er et bredt og detaljeret portræt af Danmark under besættelsen, fortalt gennem den velhavende, fiktive danske familien Skov.
Ægteparret Karl (Jesper Christensen) og Eva (Bodil Jørgensen) er industrifamiliens overhoveder, men deres kærlighed presses til det yderste, mens deres fælles børn spredes for alle vinde. Patriarken Karl bliver samtidig fanget i et farligt spil mellem profit gennem sin forretning, national loyalitet og personlig sorg.
Opfølgeren, 'De forbandede år 2' (2022), fortsætter familiens kamp for at finde håb og retning i krigens sidste, brutale år. Tredje og sidste film i rækken, 'De forbandede år 3 - Fredens pris' er netop gået i optagelse i Skåne og Halsnæs Kommune. Filmen forventes at få biografpremiere i begyndelsen af 2026.
'De forbandede år' kan ses på Netflix, Viaplay, Filmstriben, TV 2 Play og YouSee Play.
Matador (1978-1981)

Foto: DR TV
Det er altid svært at komme uden om Lise Nørgaard og Erik Ballings 'Matador', men taler vi om rammende portrætter af Danmark under Anden Verdenskrig, er det faktisk umuligt.
Handlingen i 'Matador' spænder fra 1929 til 1947. Derfor hører vi løbende om konflikten, der ulmer i Tyskland, men de fleste af karaktererne synes egentlig, at ham der Hitler lyder ganske tosset, og tror, at han formentlig ikke bliver et større problem for Danmark.
Omkring afsnit 10 begynder situationen dog at spidse til. Her fra viser 'Matador' mesterligt, hvordan krigen langsomt forandrer det lille samfund i Korsbæk, både økonomisk, politisk og personligt.
Bag de mange mindeværdige roller i serien står et stjernecast bestående af bl.a. Ghita Nørby, Marlene Schwartz, Helle Virkner, Jørgen Buckhøj, Holger Juul Hansen, Kirsten Olesen, Jesper Langberg, Ove Sprogøe, Buster Larsen og Elin Reimar.
'Matador' kan ses på DRTV.
Flammen og Citronen (2008)

Foto: Nimbus Film
Hvis du mangler en film, der virkelig understreger, hvordan nogle personer ofrede alt i kampen mod den tyske overmagt under den danske besættelse, så er 'Flammen & Citronen' fra 2008 et oplagt bud.
Ole Christian Madsens intense og imponerende krigsdrama bringer historien om to af Danmarks mest berømte modstandsmænd til live.
Flammen og Citronen er dæknavnet på de to, Bent ‘Flammen’ Faurschou-Hviid og Jørgen ‘Citronen’ Haagen Schmith. Begge to var medlemmer af den danske modstandsgruppe Holger Danske.
I filmen spilles de to hovedpersoner af Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen, der, til trods for at de er meget forskellige, bliver nære samarbejdspartnere og på et eller andet plan komplementerer hinanden godt med deres forskellige evner og personligheder.
Dramaet rejser nogle svære spørgsmål om idealisme, etik og hvor mange personlige omkostninger, den enkelte er villig til at betale i frihedskampens navn.
'Flammen og Citronen' kan ses gratis på Filmstriben.
Hvidsten gruppen (2012)

Foto: Hammer PR
I denne bevægende og autentiske film, instrueret af Anne-Grethe Bjarup Riis, møder vi en gruppe almindelige borgere fra landsbyen Hvidsten, der under krigen vælger at gøre det ekstraordinære. Under ledelse af kroejeren Marius Fiil (Jens Jørn Spottag) bliver de en del af modstandsbevægelsen og hjælper britiske faldskærmssoldater med at levere våben og forsyninger til dansk jord. Filmen skildrer både sammenholdets kraft og den tragiske skæbne, der rammer gruppen, da Gestapo træder ind på scenen.
'Hvidsten gruppen' kan ses på SkyShowtime og YouSee Play.
Efterfølgeren 'Hvidsten gruppen – De efterladte' (2021) dykker ned i, hvordan de efterladte forsøger at finde fodfæste i en verden fyldt med sorg og uvished.
'Hvidsten gruppen – De efterladte' kan streames med YouSee Play.
Drengene fra Sankt Petri (1991)

Foto: Metronome Productions/Norsk Film/Warner & Metronome
En spændingsfyldt og emotionel film om unge, der tager kampen op mod besættelsesmagten.
Filmen handler om modstandsgruppen Churchill-klubben, en gruppe gymnasieelever, der gerne vil gøre oprør mod tyskerne. Det starter med drengestreger, men ender i mere koordinerede og blodige angreb på den tyske besættelsesmagt.
Filmen er instrueret af Søren Kragh-Jacobsen ('Gummi-Tarzan'), der også har skrevet manuskriptet sammen med ingen mindre end Bjarne Reuter. I filmen medvirker en meget ung Tomas Villum Jensen og Nikolaj Lie Kaas i sin første spillefilm.
Det er en film med flere neglebidende sekvenser, især når gruppen skal operere i ly af natten, imens de forsøger at undgå at blive fanget. Mens seeren får flere og flere nerver på, vokser drengenes mod i takt med, at risikoen får fatale konsekvenser.
Som fælden klapper i omkring dem, må de unge lære, at kampen for frihed ikke er uden omkostninger.
'Drengene fra Sankt Petri' kan lejes på Blockbuster, Apple TV+ og SF Anytime.
9. april (2015)

Foto: Kenneth Nguyen / Nordisk Film
Hvis du skal være med helt fra begyndelsen og gerne vil vide, hvordan det så ud, da Nazi-Tyskland krydsede grænsen til Danmark, så er filmen '9. april' noget for dig.
Her følger vi de danske soldater ved grænsen i Sydjylland i 1940, hvor soldaterne under en skydeøvelse pludselig bliver kaldt tilbage til kasernen. Her får de udleveret skarp ammunition og bliver ellers bedt om at være klar til at rykke ud – til stor forvirring.
Vores hovedperson er sekondløjtnant Sand, der bliver spillet af Pilou Asbæk. Det er primært ud fra hans perspektiv, vi ser, hvordan danskerne desperat forsøger at opbygge et forsvar imod tyskerne, imens han gør alt, hvad han kan, for at beskytte sit land og sine mænd.
'9. april' giver et godt billede af, hvordan Danmark var oppe imod en militær overmagt og indikerer samtidig, hvordan der under besættelsen herskede en stor uoverensstemmelse mellem Forsvaret og den danske regering.
Udover Pilou Asbæk medvirker blandt andet Lars Mikkelsen og unge skuespillere som Elliott Crosset Hove, Ari Alexander og Gustav Dyekjær Giese.
'9. spril' kan ses på DRTV.
Mørklægning (1992)

Foto: DRTV
Den danske DR-krimiserie 'Mørklægning', baseret på Anders Bodelsens roman af samme navn, handler om det lige dele krigstrætte og forlystelsessyge Danmark.
Under besættelsen lever filmproducenten Otto Baumann (Ole Ernst) på kanten af, hvad der er moralsk forsvarligt, men tjener samtidig kassen på danskere, der søger eskapisme. Men i det skjulte er Baumann omgivet af fjender, for han er en gambler, der samarbejder med både besættelsesmagten og modstandbevægelsen.
Der er lidt 'Babylon Berlin' over stemningen, når kriminalitet og politik, sex og stoffer bliver blandet sammen. Ofte foregår de mest lyssky samtaler i det åbne, som på danseklubber, hvor ulovlig import af råfilm bliver diskuteret, mens champagnen flyder, og musikken spiller.
Den dramatiske miniserie følger forskellige mennesker i hovedstaden, der forsøger at holde håbet oppe, mens mørklægningsgardiner og udgangsforbud præger hverdagen, hvor selv det mindste fejltrin kan få store konsekvenser.
De tre afsnit af miniserien 'Mørklægning' kan ses på DRTV.
Skyggen i mit øje (2021)

Foto: Stanislav Honzik/SF Studios
'Skyggen i mit øje' er baseret på en af de mest tragiske hændelser i Danmark under krigen, og her behandler Ole Bornedal bombningen af Den Franske Skole med stor omhu.
I 1945 gik et bombeangreb på Gestapos hovedkvarter frygteligt galt, og mange børn og civile mistede i stedet livet i tragedien der fulgte.
Vi følger både de britiske piloter, lærere og elever på skolen, og almindelige københavnere – der alle er fanget i en skæbnesvanger kædereaktion. Her er især en 21-årig Fanny Bornedal, som nonnen Teresa på skolen, og en rystet Danica Curcic som tilfældig civil, en stor oplevelse.
'Skyggen i mit øje' giver et nuanceret billede af, hvad der sker, når krigens rædsler rammer uskyldige, og den understreger samtidig meningsløsheden, der følger, når børn mister livet i krig.
'Skyggen i mit øje' kan ses på Netflix og Filmstriben.
Under sandet (2015)

Foto: Henrik Petit/Nordisk Film
I 2015 blæste den danske instruktør Martin Zandvliets krigsthriller 'Under sandet' publikum bagover med sit intense ubehag og kæbetabende overraskelser. Filmen blev Oscar-nomineret i kategorien Bedste internationale film og foregår i efterkrigstidens spæde begyndelse.
'Under sandet' har et gribende og uventet perspektiv på tiden lige efter krigen, hvor unge tyske soldater blev tvunget til at rydde miner, som deres landsmænd godt nok har placeret, men som de selv dårligt nok selv har noget at gøre med.
Roland Møller, Mikkel Boe Følsgaard og Laura Bro spiller de bærende roller i dramaet, som blev storrost og æret med både Bodil- og Robertpriser.
'Under sandet' kan ses på Netflix, Prime Video, Viaplay og SkyShowtime.
Edderkoppen (2000)

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Miniserien 'Edderkoppen' er skabt af Ole Christian Madsen og Lars Kjeldgaard og følger i seks skarpe og underholdende afsnit et efterkrigsramt København.
Her kaster krigens konsekvenser stadig lange skygger, mens den unge journalist Bjarne Madsen (Jakob Cedergren, 'Den skyldige') graver i sager, der helst skulle forblive i det skjulte.
Serien kombinerer krimi og samfundskritik i en elegant og atmosfærisk stil, hvor fortidens alliancer og nye magtbalancer viser, at fred ikke nødvendigvis betyder retfærdighed.
Det er med at holde tungen lige i munden, for et hav af velkendte ansigter figurerer i den spændende fortælling. Foruden Cedergren medvirker blandt andet Stine Stengade, Bent Mejding, Bjarne Henriksen, Lotte Andersen, Trine Dyrholm og Thure Lindhardt.
Alle seks afsnit af 'Edderkoppen' kan ses på DRTV.

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Seriedateren Anders: Det her er det første tegn på, at jeg mister interessen

Sådan får du flere venner: Flere misforstår, hvad der egentlig er vigtigst
