Se, lyt & oplev
22. august 2025

Her er de 3 danske film, der er i kapløb om Oscar

Anders Thomas Jensen, David Borenstein og Jeanette Nordahl har alle fået deres film udvalgt af den danske Oscar-komité – den endelige kandidat udpeges til september.
Af: Carina Nørgaard Schou
David Dencik og Trine Dyrholm i Jeanette Nordahls 'Begyndelser'

David Dencik og Trine Dyrholm i Jeanette Nordahls 'Begyndelser'

Foto: Shadi Chabaan

Den danske Oscar-komité har torsdag offentliggjort årets tre film, der skal dyste om at blive Danmarks officielle kandidat til 'International Feature Film' ved Oscar-uddelingen i 2026.

Valget står mellem Anders Thomas Jensens stjernespækkede 'Den sidste viking', David Borensteins politiske dokumentar 'Mr. Nobody Against Putin' og Jeanette Nordahls drama 'Begyndelser'.

– Det er komitéens opgave i første runde at shortliste tre film, vi vurderer har størst international gennemslagskraft. Interessen for de udvalgte titler har allerede været mærkbar, og det glæder os at kunne præsentere et felt, der tydeligt viser dansk films internationale placering og kunstneriske flyvehøjde i 2025, siger Filminstituttets direktør og komitéformand, Tine Fischer, i en pressemeddelelse.

Sidste år blev Magnus von Horns sort-hvide historiske drama 'Pigen med nålen' nomineret, og i alt har fire danske film tidligere vundet en Oscar i den internationale kategori, nemlig Thomas Vinterbergs ’Druk’ (2021), Susanne Biers ’Hævnen’ (2011), Bille Augusts ’Pelle Erobreren’ (1989) og Gabriel Axels ’Babettes gæstebud’ (1988).

Den danske Oscar-komité

Komitéen, der skal vælge Danmarks kandidat til Oscar-prisuddelingen, består i år af følgende repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet:

  • Ina Bruhn, Danske Dramatikere
  • Tine Fischer, Det Danske Filminstitut & Formand for Oscarkomiteen
  • Peter Hausner, Danske Filminstruktører
  • Steen Johannesen, Dansk Filmklipperselskab
  • Lone Korslund, Producentforeningen
  • Louise Mieritz, Dansk Skuespillerforbund
  • Jacob Neiiendam, Det Danske Filminstitut
  • Nanna Frank Rasmussen, Danske Filmkritikere
  • Søren Søndergaard, Danske Biografer
  • Louise McLaughlin, Dansk Filmfotograf Forbund

Komitéen samles igen 17. september, hvor én af de tre film får det eftertragtede stempel som Danmarks officielle Oscar-bud.

De endelige nomineringer fra Det Amerikanske Filmakademi offentliggøres 22. januar 2026, mens Oscar-showet løber af stablen 15. marts 2026 i Los Angeles.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.