
Harry og Meghan er snart tilbage på skærmen

Smilende Harry og Meghan
Foto: Frank Augstein/AP/Ritzau Scanpix
Hvis du har scrollet ned gennem Netflix de seneste par år, har du nok ikke kunnet undgå at spotte Prins Harry og Hertuginde Meghan af Sussex. De eks-royale par har kastet sig ud i det ene medieprojekt efter det andet hos streaminggiganten, ofte til en noget blandet modtagelse hos seere og anmeldere.
Nu har parret annonceret, at Netflix har udvidet aftalen med Harry og Meghan flere år frem. Det er en såkaldt ‘first look deal’, som betyder, at Netflix får rettighederne til at være de første, der får tilbudt, hvad end Archewell – Harry og Meghans produktionsfirma – disker op med. Det skriver BBC.
Selv har Meghan udtalt, at parret “er blevet inspireret af partnerskabet med Netflix til at skabe gennemtænkt indhold på tværs af genrer, der har global gennemslagskraft og fejrer vores fælles vision.”
Der har ellers været spekulation om, hvorvidt forholdet mellem parret og Netflix ville fortsætte. Flere amerikanske medier kalder da også den nye aftale for en nedskalering af den tidligere aftale, der var mellem parterne, da Netflix nu forbeholder sig retten til ikke at streame indhold, som Harry og Meghan kommer med, hvis ikke de synes, det er godt nok. Den britiske PR-ekspert Mark Borkowski beskriver også aftalen som en “nedgradering” og antyder, at Netflix er ved at “dreje væk” fra Harry og Meghan, skriver mediet The Telegraph.
Spekulationen kommer efter en noget blandet modtagelse af parrets tidligere projekter hos Netflix. Mens parrets første dokumentar, ‘Harry & Meghan’, der omhandlede parrets afgang fra det britiske kongehus, skabte seerrekorder, så fik den en blandet medfart fra anmeldere. Journalist Zach Schonfield kaldte blandt andet serien en “seks timers lang øvelse i brand management” i The Guardian.
Parrets øvrige dokumentarer – ‘Live to Lead’, ‘Heart of Invictus’, ‘Polo’ og senest ‘With Love, Meghan’ - har også fået en skuffende modtagelse hos seere. Sidstnævnte har anden sæson på trapperne – noget, der måske vil overraske nogle, da første sæson blev mødt af megen spot og hån på sociale medier for dens polerede og lidt for kuraterede energi. Særligt hertugindens kommentar til veninden Mindy Kaling om, at hun “altså hedder Sussex nu” (og ikke Markle), blev latterliggjort online.
Det dalende seertal ser altså ikke ud til at have stoppet Netflix fra at lave en ny aftale med parret, så der er med stor sandsynlighed mere indhold på vej fra den eksroyale medieduo.

Udvalgt indhold

Louise havde ikke menstruation i 14 år. "Jeg følte, det var min egen skyld, at jeg ikke blev gravid"

Sofie Stougaard om helt særligt sted: "Når jeg står af færgen, falder skuldrene automatisk to centimeter ned"
