Glenn Close stråler i ny film, hvor du bliver transporteret direkte tilbage til en langsom sommer

Den finske forfatter Tove Jansson er bedst kendt for sine fortællinger om de elskede Mumitrolde, men hun har også begået flere bøger for voksne. En af de mest elskede er den lille, kloge og rørende ’Sommerbogen’, udgivet i 1972 (dansk 1976), et år efter at Tove Jansson mistede sin mor.

I filmen som i bogen følger vi pigen Sophia (Emily Matthews), der tager med sin far (Anders Danielsen Lie) og farmor (Glenn Close) til en lille ø i den finske skærgård, hvor farmoren har en gammel træhytte, som hun tidligere boede i hver sommer, men som hun ikke har besøgt i mange år.

En hytte og en ø, fyldt med minder og tilknytning. Måske lige, hvad den lille familie har brug for. For det fremgår snart af fortællingen, at Sophia for ikke så længe siden har mistet sin mor, og hver for sig prøver de tre at komme overens med et tab, og en sorg, der er alt for stor til dette liv, men som måske alligevel kan rummes et sted, hvor der er så højt til himlen som netop i skærgården.

Mens faren begraver sig i sit arbejde som illustrator, går Sophie og farmoren på opdagelse på øen. Farmoren genbesøger sine hemmelige steder og finder minder fra et langt liv, som hun giver videre til Sophia.

Stærk og sej som de klipper, de klatrer på, men også med en snigende træthed i knoglerne, der minder både os og hende om, at dette ikke kun er et gensyn med et sted, der indeholder så meget af hendes sjæl. Det er også et farvel. For døden findes overalt, både i sorgen og i fremtiden.

Glenn Close er ganske enkelt vidunderlig som farmoren. Med sin lange hvide fletning og det vejrbidte ansigt går hun nøgternt til livet, med et blik, der ser og har set mere end de fleste. Hun er den vise gamle kone, der mærker naturens kalden og ønsker at give dens magi videre til sit barnebarn, mens hun kan. Vel vidende, at naturen heler knuste hjerter bedre end noget andet.

Meditativ skønhed

Hun er den klippe, Sophia har brug for i en verden, der er slået itu. Ikke alene har hun mistet sin mor, men hun føler også, at hun har mistet sin far. “Han elsker mig ikke længere, efter at hun døde,” siger hun på et tidspunkt. Hvilket er hjerteskærende, men heldigvis ikke sandt.

Vi har bare alle vores egen måde at komme igennem sorgen. Men Sophia er ikke kun sorgramt, hun er også stærk på sin egen måde. Med barnets nysgerrighed og eventyrlyst udforsker hun øen.

Da farmoren taler om at være for gammel til at sove i telt, gør Sophia det for hende. Hun er fremtiden. Lysende og fin. Og virkelig godt spillet af Emily Matthews, der med sit lyse pagehår og gå-på-mod gør det svært ikke at se hende som en ung Tove Jansson.

Bortset fra en enkelt velplaceret, ganske dramatisk, storm, der mest af alt føles som en symbolsk renselsesproces, sker der ikke meget mere i ’Sommerbogen’, der bedst kan betegnes som meditativ.

Man lader sig føre med af langsomheden, sanseligheden og skønheden i den finske natur. Man føler med karaktererne, mærker deres sorg, deres livsvilje, deres træthed. Men uden at blive overvældet eller revet med af deres følelser. De er der bare, stille og insisterende, som bølgerne, der slår ind mod klipperne. Det er smukt. Sørgmodigt. Og livsbekræftende.

For selvom alt har en ende, også livet, så lever alting også stadig videre. I minderne, i vinden og i en hyttes gamle frønnede brædder, der sukker og knager.

Man skal ville langsomheden. Overgive sig til den. Kan man ikke det, vil filmen sikkert føles en anelse lang. Men kan man, er den poetisk.

Blikket udefra

Det er bemærkelsesværdigt, at en amerikansk instruktør så fint kan indkapsle ikke alene en følelse, men hele stemningen af en sommer for seks årtier siden i Finland. Men nu er Charlie McDowell selvfølgelig heller ikke en Hr. Hvem-som-helst.

Som søn af Malcolm McDowell og Mary Steenburgen må han siges at have fået filmsproget ind med modermælken, og han har tidligere lavet flere film, bl.a. den dystopiske ’The Discovery’ og senest den psykologiske thriller ’Windfall’.

Men han må have en særlig affinitet for det nordiske – i hvert fald bor han nu delvist i København med sin hustru, Lily Collins, der er executive producer på filmen, og deres første barn. En datter, der meget passende er blevet døbt Tove.

Så man må sige, at kærligheden til den finske forfatter stikker dybt. Og det kan mærkes. For selvom filmen er forholdsvis loyal overfor bogen, føles den også hele vejen som et personligt projekt for filmskaberen.

Skal man komme med en anke må det være, at det næsten er kriminelt at sætte en så fin karakterskuespiller som norske Anders Danielsen Lie til at spille en rolle med så lidt at foretage sig som faren, der ikke kun er fraværende i Sophias liv, men også i det meste af filmen.

Selv ikke midt i en brusende storm, der truer med at koste ham livet, kan vi rigtigt mærke ham. Men nu er det selvfølgelig heller ikke hans historie. Den tilhører fuldt og helt Sophia og farmoren. Og Tove. Og Charlie McDowell. Og nu også os, ude i biografmørket.