Filmatisering af legendarisk, tysk jazz-koncert sprudler af ungdommelig vildskab og trods

Mon ikke de fleste af os kender, eller har kendt, et af de her mennesker, der bare synes at både sprede og samle al energi i rummet?

Sådan en er 16-årige Vera Brandes (Mala Emde), der bestemt ikke har tænkt sig at blive tandlæge som sin stivstikker af sin far. Hun elsker jazz, og 1970’ernes Köln summer heldigvis af jazzede toner. Et møde med den britiske jazzmusiker Ronnie Scott på en bar i 1973 giver hende en uventet mulighed for at starte op som koncertbooker.

Selvom hun ikke aner noget om det, og i øvrigt har løjet sig ældre end hun er, går hun på med krum hals. Midt om natten sniger hun sig ned i sin fars tandlægeklinik og ringer fra hans telefon.

Først er det op ad bakke, men da hun finder på at tale på engelsk og sige, at hun ringer fra London, kommer der skub i tingene. Snart arbejder hun med både store og små kunstnere fra ind- og udland.

Men mere vil som bekendt have mere, og en passioneret sjæl som Vera Brandes kender ikke ordet ‘nok’. Da hun under en jazzfestival i Berlin hører den amerikanske jazzpianist Keith Jarrett, der er kendt for at improvisere sine koncerter på stedet, er hun totalt solgt. Hun vil arrangere en koncert med Keith Jarrett (John Magaro) i Køln!

Og ikke hvor som helst, men i selve Operahuset. Desværre er Operahuset fuldt besat med forestillingen ’Lulu’, men Vera Brandes overtaler den modvillige direktør til at lade hende arrangere koncerten til kl 23.00, efter forestillingen. Han siger ja, mod at Vera stiller med 10.000 mark. En formue i 1975.

Vi kender slutningen

Så langt så godt. Vera har bare ikke lige spurgt Keith Jarrett, om han overhovedet har lyst til at stille op. Og det har han ikke! Han er nemlig i fuld gang med en både professionel, kreativ og menneskelig livskrise.

Flad og færdig, med hamrende ondt i ryggen, lader han sig transportere rundt fra koncertsted til koncertsted i Europa i en udtjent bil, for at spare penge. Det sidste han har lyst til, er at indgå en aftale med en alt for entusiastisk teenager.

For at få fred, siger han dog til sidst modvilligt ja. Mod at Vera kan skaffe et helt særligt koncertflygel, som er det eneste, han vil spille på.

Man kan nok allerede nu gætte sig til, om det bliver nemt at skaffe omtalte flygel. Og ja, svaret er nej. Men det er egentlig underordnet, for alle med bare den mindste interesse for jazz ved, at live-indspilningen af Keith Jarretts improviserede koncert i Køln 1975, er en af jazzverdenens allermest solgte plader nogensinde.

Med andre ord ved vi på forhånd at Vera Brandes kommer til at lykkes med sit foretagende. Vi ved bare ikke hvordan. Det er filmen helt klar over. Helt i starten får vi at vide, at dette ikke er historien om koncerten, men om selve det “stillads”, der gjorde det muligt for kunsten at leve.

En klog beslutning, ikke mindst set i lyset af, at produktionen ikke har fået tilladelse til at bruge Keith Jarretts originalmusik, og derfor ikke kan vise selve koncerten.

Vera er nøglen

Det betyder dog i virkeligheden ikke så meget. Vi kan forestille os tonernes storhed, og det er nok. For missionen med at vise den flid, stædighed og tro, som det kræver at få noget umuligt til at lykkes, fungerer meget langt hen ad vejen.

Første del af filmen er afgjort bedst. Det er smittende at opleve Veras entusiasme og gå-på-mod. Hendes energi er som en jazzkomposition i sig selv: improviseret, uforudsigelig, men fuldstændig umulig ikke at give sig hen til.

Hendes kamp mod den konforme far er et velkendt dilemma, der også her fungerer godt som katalysator for en hel masse trods. Hun skal nok vise ham – og vi hepper på hende hele vejen.

Anden del af filmen halter lidt mere. Den fokuserer i store stræk på Keith Jarrett og hans plagsomme ture på landevejen. Da Vera ikke kan være med her, har instruktør Ido Fluk indsat en jazzjournalist, der fungerer som vores øjne og ører og stiller alle de nødvendige spørgsmål til Jarrett og hans manager. Men han har slet ikke Vera Brandes’ energi og karisma, og man tager sig i at ønske, at hun snart kommer tilbage på lærredet.

Friheden i musikken og livet

Da hun endelig gør det, er gassen dog også gået lidt af ballonen. Mala Emde gør et solidt stykke arbejde for at vise, hvordan Vera tager alle midler i brug for at skaffe det famøse flygel få timer inden koncerten. Men fordi vi ved, at det hele lykkes til sidst, bliver det aldrig for alvor så spændende, som filmen lægger op til.

På det tidspunkt er vi dog så investerede i hele Veras projekt, at det ikke er spændingen, der er det vigtigste. Det er simpelthen at nyde at følge med på sidelinjen. At heppe på hende. At se hende fejle, være ved at give op, og rejse sig op og kæmpe videre. Sikke et livsstykke!

Helt vidunderligt spillet af Mala Emde. Hun er rørende og livsbekræftende. Og pisseirriterende. Men det er man nok undertiden nødt til at være, når målet er så stort og vigtigt, at det må siges at hellige midlet. Og her er målet den ypperste kunst i verden. Jazz, når den er allermest fri. Men også menneskesindets evne til at overkomme alle begrænsninger, sat af det udenforstående samfund. Oprørsk musik til et oprørt sind i en oprørstid.