Det er hendes debut som filminstruktør. Og seks af Danmarks mest kendte skuespillere er på rollelisten
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Den danske skuespiller Marijana Jankovic er kendt fra film som "Mødregruppen" og "Ditte & Louise" samt serierne "Fred til lands" og "Dag og Nat". I 2018 debutterede hun som instruktør med den prisbelønnede kortfilm, "Maja", som hun selv skrev, instruerede og medvirkede i.
Nu er hun aktuel med filmen "Hjem", der er hendes debut som spillefilmsinstruktør, og hun står også bag filmens manuskript sammen med Bo Hr. Hansen og Babak Vakili.
Filmen tager sin begyndelse i 1991, på et tidspunkt, hvor hele Balkanregionen er i opløsning. Tilskyndet af hele situationen rejser den 6-årige Maja sammen med sine forældre til Danmark og efterlader sine to ældre brødre derhjemme med løfte om en snarlig genforening.
Men mødet med det forjættede land, Danmark, bliver en hård prøve for den lille familie og ikke mindst for Maja, som undrende ser på, hvordan hendes forældre desperat forsøger at tilpasse sig en helt ny verden med dens sære regler og traditioner.
Mange år senere er hun blevet en succesfuld kunstner i Danmark, men bag succesen bærer hun på en splittelse mellem glæde, sorg og taknemmelighed over det liv, hun har fået og de valg og ofre som hendes forældre har truffet og betalt, for at hun kunne udleve en sorgløs og bekymringsløs barndom – men alt har som bekendt sin pris.
På rollelisten finder man et stærkt hold af både danske og serbiske skuespillere med Dejan Cukic og Nada Sargin som forældrene Marko og Vera, der flytter familien til Danmark. Med Zlatko Buric som onklen Laza og med bl.a. Trine Dyrholm, Claes Bang, Jesper Christensen, Lene Maria Christensen, Kirsten Lehfeldt, Nikolo Kojo, Olga Odanovic og Branislav Trifunovic i de øvrige roller.
"Hjem" produceres af Mads-August Hertz for Nordisk Film Production. Filmen forventes at få premiere i 2025.
Denne artikel blev første gang bragt på Vi Elsker Serier, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.