Den Kongelige Ballet inviterer til Gatsby-fest. Desværre bliver det aldrig mere end en overfladisk fest

En række letpåklædte korpiger med stjerneskudspandebånd vælter ind på scenen med swingtrin til Det Kongelige Kapels jazzede, energifyldte George Gershwin-toner. Bag ved dem vejer et stort amerikansk flag på storskærmen.

Nu skal vi til fest i 1920’ernes USA, for F. Scott Fitzgeralds litterære mesterværk ‘Den store Gatsby’ fylder 100 år, og det fejrer Det Kongelige Teater med en ny stor helaftensballet i Operaen.

Hvis ikke du lige har fået læst bogen, har du måske stiftet bekendtskab med historien om rigmanden Jay Gatsbys storslåede fester i Baz Luhrmanns stjernespækkede og spektakulære film fra 2013. En film, der havde godt fat i historiens psyke, hvilket desværre ikke er lige så udtalt i Det Kongelige Teaters ordløse dansefortolkning.

Den mystiske Gatsby

Historien om Gatsby fortælles af hans midlertidige nabo Nick Carraway, der lejer huset ved siden af Gatsbys kæmpepalæ for sommeren. Forestillingen danses, som sædvanligvis i balletten, af forskellige hold fra aften til aften.

I ’Den store Gatsbys’ tilfælde af to hold, og denne aften er det solodanser Andreas Kaas, der spiller Nick med ivrig sprællemandsenergi, der gør ham klædeligt sjov som heltedyrkende og naiv tilflytter.

Ved sin ankomst møder Nick den gådefulde Gatsby, der står ved søbredden og stirrer over mod et grønt lys på den anden side. Han viser sig at være fortabt i den forliste kærlighed til ungdomskæresten Daisy, hvilket han forsøger at dulme med enorme fester, der, i tråd med tiden, emmer af overflod og overflade.

Under festen

Daisy danses desværre temmelig anonymt af Caroline Baldwin, men til hendes forsvar har den portugisiske koreograf Arthur Pita heller ikke givet hende meget at rykke med. Det bliver temmelig klichéfyldt og simpelt i udtrykket, og det er en skam, at han ikke løfter rollen til mere end en lidt gammeldags pretty face-rolle. Det virker meget mandet.

Det balancerer blikket på den væsentligt mere interessante kvindekarakter Myrtle også på grænsen til, men her er der dog mange flere spændende scener og trin at arbejde med, hvilket Isabella Carroll løfter med stor graciøsitet i al sin kækhed og charme.

Det er i Myrtle, vi bedst mærker alt det, der ligger under festen. Hun lever beskedent og trangt på bunden med sin tankpassermand George Wilson (danset af Schonan Greve, der desværre aldrig får den nerve ind i rollen, som koreografien ellers lægger op til), men forsøger gennem sit korpigejob og sin affære med Daisys rige mand, Tom Buchanan, at kravle sig tættere på den festlige overflodstop.

Verdensstjerne-potentiale

Det er en af ballettens mest interessante dansere, Ryan Tomash, der lægger krop til Jay Gatsby. Tomash er en umanerligt sikker og autoritær danser, der ikke bare mestrer teknikken til nær ved perfektion, men også kan mætte sine trin med historiefortælling, karakter og poesi.

Selvom hans Gatsby er temmelig umystisk og er instrueret og koreograferet lige vel førsteelsker-teatralskt, med store desperate øjne og udstrakte arme mod det grønne lys, så bliver det aldrig uinteressant at se på.

For Tomash er en svært dragende danser, som Det Kongelige Teater må ærgre sig gevaldigt over at miste til New York City Ballet, som han skal danse hos fra næste sæson.

Man fristes dog næsten til at kalde det en selvfølgelighed, at han skulle videre før eller siden med det verdensstjernepotentiale, han render rundt med, og som er en gave til forestillingen.

Ballet, cancan og foxtrot

Arthur Pitas mangefacetterede dansebaggrund mærkes tydeligt i værket, der trinmæssigt spænder over både klassisk og moderne ballet, cancan, swing og foxtrot. Det er ikke alle i det meget klassiske balletkorps, der mestrer de mere rytmiske og moderne trin lige godt, og derfor bliver showeffekten heller ikke helt så wauw og stor, som det måske nok var tænkt.

Det er tydeligt, at Pita er lige så forblændet af festen og overfloden som de karakterer, han forsøger at skildre. Ved første øjekast er det også virkelig en flot fest, og der er øjeblikke, der er godt tænkt, som da alle de medvirkende sætter sig på kanten af scenen og klapper hinanden rytmisk på lårene.

Det gør de dygtigt nok, men selv ikke det fælles “HEY”, de råber, og som skal slå feststemningen an, kan helt se sig fri for at være lidt upassioneret og slapt i udbruddet. De viser os fest og overflod snarere end at lade os mærke det for alvor.

Det savner vildskab og more is more-energi, som de ellers fortæller os om gennem fjer, champagne og en hyppigt brugt 1920’er Rolls Royce-lignende bil, der køres ind på scenen ved enhver given lejlighed.

Det dystre mørkes fravær

Det bliver bare aldrig rigtig så meget mere end flot overflade til Det Kongelige Teaters Gatsby-fest. Måske fordi Pita lader sin koreografi drive mere af handlingsmæssigt plot og show end af egentlig dybere poetiske tanker om, hvad der mon har været den større tanke med Gatsby som symbolsk figur og samfundskommentar.

Den mystik, der gør Gatsby og historien om ham interessant, udebliver til fordel for kærlighedshistorien og konkret handling. Man skulle ellers tænke, at der i øjeblikket var rigeligt at sige om illusioner, slagsider og mareridt, når det kommer til USA både dengang og nu.

Men landets dystre mørke, der lurer lige under de lyserøde fjerhatte, de lange cigaretrør og den ustoppelige fest bliver aldrig rigtig tydeligt eller markant nok. Der bliver gjort forsøg på at markere det, som når Tobias Praetorius, med sine vanlige fjedrende spring og sans for at kropsliggøre “ræven bag øret”, entrerer festen iklædt jokerligende Micky Mouse-maske.

Han er sært skræmmende, næsten dæmonisk, og fejler ikke i at fortælle os, at der nok lurer noget mere dystert i skyggerne af den amerikanske drøm. Men det bliver ved det.

Og selvom det så absolut kan have stor virkning kun lige at antyde, så trænger gyset eller den mere fyldige eftertænksomhed aldrig rigtig igennem festens larm og giver værket den tyngde, det har potentiale til.