På Det Danske Filminstituts (DFI) hjemmeside har man kunnet følge, hvordan dansk film trods store forandringer i publikums medievaner stadig har leveret markante biografsucceser og fælles filmoplevelser.
Listen over de mest sete danske biograffilm de seneste fem år lider bestemt ikke under det, man kalder “den svære to’er”. Det er film, der har leveret rørende øjeblikke, sublim underholdning og stof til eftertanke.
Her optræder flere kendte stjerner som Anders W. Berthelsen, Lars Brygmann, Mads Mikkelsen og Anders Matthesen to gange, mens top 10-listen rummer både to historiske dramaer og to biopics om kendte danske musikere.
Har du set dem alle? Hvis ikke, har vi her samlet en oversigt over de mest sete danske film siden 2020, og hvor du kan streame dem.
'Fædre og Mødre'
Foto: Nordisk Film
Nogle af landets mest populære skuespillere som Jacob Lohmann, Katrine Greis-Rosenthal, Rasmus Bjerg, Lise Baastrup, Nikolaj Lie Kaas og Lars Brygmann tørner sammen i Paprika Steens herligt tåkrummende komedie om en eksplosiv forældregruppe.
Her er de grummeste Aula-samtaler mellem mødre, tilsat hykleri fra hysteriske fædre, mens en hyttetur fra helvede lurer i den nære fremtid.
Genre: Komediedrama
Antal solgte billetter: 350.411
Kan lejes på Apple TV+, Viaplay og SF Anytime
9. Rose, 2022
Anders W. Berthelsen, Lene Maria Christensen og Sofie Gråbøl i 'Rose'
Foto: Nordisk Film
I sommeren 1997 rejser en lille familie til Paris med et dansk rejseselskab for at give den psykisk syge søster, Inge (Sofie Gråbøl), en god oplevelse.
Meget går galt undervejs, og alligevel opstår der noget særligt i mødet med den romantiske bys lys, som kan få selv de mørkeste skygger til at lette for en stund.
Gråbøl er en åbenbaring i Niels Ardens Oplevs groteske og rørende drama, som sætter ens kærlighed til Søren Malling på prøve, for han leverer sit livs mest irriterende præstation i den uforglemmelige 'Rose'.
Genre: Komediedrama
Antal solgte billetter: 355.145
Kan ses på Allente eller lejes på Apple TV+, Viaplay og SF Anytime
8. De forbandede år, 2020
'De forbandede år'
Foto: Scanbox
Anders Refns første film i trilogien om familien Skov er et flot, historisk indblik i, hvordan det påvirkede familier landet over, da den tyske Værnemagt besatte Danmark i 1940.
Med manuskript af Anders Refn og Flemming Quist Møller og med Bodil Jørgensen og Jesper Christensen som familiens overhoveder, er 'De forbandede år' et gribende og stærkt anslag til fortællingen om besættelsens pris.
Genre: Historisk drama
Antal solgte billetter: 363.277
Kan ses på Netflix, TV 2 Play, Viaplay, Filmstriben og Allente
7. Under stjernerne på himlen, 2025
Neel Rønholt og Anders Matthesen i 'Under stjernerne på himlen'
Foto: Andreas Bastiansen
Historien om Melodi Grand Prix-stjernens succes og tragiske, alkoholiserede fald er båret af stærke præstationer fra Anders Matthesen og Neel Rønholt som Tommy og Karen Seebach.
Det er en rørende fortælling om ambition, kærlighed og selvdestruktion, og filmen er den største danske biografsucces siden efteråret 2022.
Genre: Biopic
Antal solgte billetter: 363.782
Kan lejes på Apple TV+, Viaplay og SF Anytime
6. Margrete den Første, 2021
Dronningen af dansk film, Trine Dyrholm, i 'Margrete den Første'
Foto: SF Studios
Det er svært ikke at blive ramt af paranoiaen og de skjulte dagsordener, som regenten Margrete (Trine Dyrholm) stod midt i i 1402.
Efter at have samlet Danmark, Norge og Sverige i én union skulle man tro, hun havde styr på det hele, men hun er omgivet af fjender og må bruge sin egen adoptivsøn som brik i et kynisk spil om magten i Charlotte Sielings historiske drama.
Genre: Historisk drama
Antal solgte billetter: 364.825
Filmen er blevet klippet om, så den kan opleves som tv-serie på TV 2 Play.
5. Klovn, The Final, 2020
Frank og Casper i 'Klovn, The Final'
Foto: Per Arnesen
Casper og Frank afslutter Klovn-trilogien med en planlagt inspirationsrejse til Island. Det går selvfølgelig galt.
De to venner når aldrig af sted, og i stedet for at tage hjem gemmer de sig for deres kære i Franks nabohus. Alt er, som det skal være i Klovn-universet: Pinligt, sjovt og lidt tragikomisk.
Genre: Komedie
Antal solgte billetter: 425.109
Kan ses på SkyShowtime, Viaplay og Allente
4. Bamse, 2022
I 2022 spillede Anders W. Berthelsen Flemming "Bamse" Jørgensen
Foto: Nordisk Film/Martin Dam Kristensen
Historien om Flemming “Bamse” Jørgensen er ikke bare et biografisk portræt – det er et følelsesmæssigt indblik i en kunstners indre og ydre kampe.
Anders W. Berthelsen synger selv de ikoniske sange i filmen af Henrik Ruben Genz, der skildrer den turbulente barndom og det hårde liv bag hitsene. Det er rørende, varmt og fuld af respekt.
Genre: Biopic
Antal solgte billetter: 468.767
Kan lejes på Apple TV+, Viaplay og SF Anytime
3. Retfærdighedens ryttere, 2020
Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Mads Mikkelsen i 'Retfærdighedens Ryttere'
Foto: Nordisk Film
Er det hele bare tilfældigt, eller hænger tingene virkelig sammen?
Det spørgsmål driver Anders Thomas Jensens stærke og originale thriller-komedie med Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Andrea Heick Gadeberg og Lars Brygmann i front.
Da en ulykke rammer en lille familie, vender soldaten Markus hjem for at tage sig af sin datter. Men noget stemmer ikke, for måske var ulykken slet ikke tilfældig…
Genre: Thriller-komedie
Antal solgte billetter: 590.398
Kan ses på Prime Video, Viaplay, TV 2 Play og HBO Max
2. Druk, 2020
'Druk' vandt i 2020 Oscaren for Bedste Internationale Film og skal nu genindspilles i Hollywood
Foto: Henrik Ohsten
Det Oscar-vindende drama starter med en vild idé: Fire gymnasielærere vil teste teorien om, at man fungerer bedst med en konstant promille på 0,5.
I en elegant samfundskommentar til den danske drukkultur væver Thomas Vinterberg en rørende og underholdende fortælling om de fire venners venskab og eksperimentet, der ændrer deres liv.
Genre: Drama
Antal solgte billetter: 823.572
Kan ses på: Prime Video, Viaplay, Allente og HBO Max
1. Ternet Ninja 2, 2021
Aske og Ternet Ninja
Foto: Nordisk Film
Øverst på listen finder vi en lille plysset hævner i ægte kashmir og hans menneske, teenageren Aske.
Anders Matthesens gigantsucces får sin afslutning senere i år, og mon ikke ’Ternet Ninja 3’ kommer til at gøre sine forgængere kunsten efter, og fuldstændig oversave alle andre biograf-konkurrenter med sit syleskarpe samuraisværd?
’Ternet Ninja 1’ er faktisk den femte bedst sælgende danske biograffilm nogensinde, så forventningerne er høje til sidste kapitel om børnearbejde, venskab, forbandede dukker, hormoner og pinlige forældre.
Genre: Animationskomedie
Antal solgte billetter: 911.336
Kan lejes på: Apple TV+, Viaplay og SF Anytime
Ternet Ninja 3 får premiere i biograferne 21. august 2025.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Se også
Mode
Hvorfor går granvoksne kvinder lige nu bankerot over en bamse til deres taske?