På sin vis er programmet trådt ind i en kedelig fase her til sidst. Deltagerne har styr på de basale ting efterhånden, så nu er det rastløsheden og ensomheden, der gnaver.
Man savner typisk de to samme ting: Sin kæreste og pizza med pepperoni og dressing.
Fiskeriet er selvfølgelig stadig en faktor, og især for Bente og Jakob er det ujævnt med indtaget af føde.
Jersing kan lege tælle-leg med alle sin fiskefileter.
Man håber altid på, at nogen ryger hjem. Men i denne uge bliver vi snydt for det helt store drama. Men det er okay, for det øger på en måde spændingen, inden finalen lander i næste uge. Der bliver nødt til at ske noget dramatisk for nogle af dem, før spillet slutter.
Men lad os starte med denne uges begivenheder.
Foto: Jeppe Søgaard Nielsen/DR
Bente: 77 %
Nu får Bente selskab af en mink i sin bolig. Personligt synes jeg lige så godt det kunne være en mår eller måske en ilder – vi er jo åbenlyst ovre i den slags dyreart, hvor alle ligner hinanden.
– Jeg hørte sådan noget ’ku ku ku’, siger Bente.
Hun er faktisk lidt bange for den. Også da hun møder dyret igen og vælger at brøle af den. Min tanke er, at det nok havde virket bedre for 70 kartoner Look siden.
– Man tager ikke pis på kromutters mad, siger hun og prøver så at fange den med sit keeper-net.
– Jeg har lavet en fælde nu, motherfucker.
Men så bider minkmåren bare hul i hendes keeper-net, og det kan hun ikke komme sig over. Det er min fornemmelse, at hun har et usædvanligt intimt forhold til det net.
Bente finder en masse bær inde i en rådden træstamme, hvilket får hende til at citere Uffe Elbæk og Villy Søvndal på engelsk.
– What the devils guys. Oh my freak mand, hvor er det crazy, det her.
Hendes sprog er defekt og perfekt på samme tid.
Senere siger hun, hun drømmer om en madkasse, en kold øl og en kop kaffe. Det siger meget om hende, vil jeg mene.
Heldigvis finder hun så noget, hun kalder chagasvamp, som kan smage af kaffe, hvis man koger det.
– Jeg elsker kaffe, siger hun.
Det er vel det præcis modsatte af en pick me girl, der siger sådan, og måske derfor er Bente så skøn. Til gengæld ville jeg nægte at spise bark fra det træ, hun skræller.
Der er tale om nogle fyrretræs-nudler, som hun ikke ved om skal koges al dente.
– Al Bente, siger hun.
Det sidste, der sker er, at hun vælter under fiskeri. Det er ikke et godt tegn, når deltagerne i ’Alene i vildmarken’ pludselig tyrer ned i jorden.
Bente trænger altså til noget energi på nuværende tidspunkt. Ellers er humøret højt, og derfor ligger hun flot i feltet.
Jersing: 83 %
Kristian Jersing har lavet en seng, og han bruger en dag på at klippe sine næsehår og lave bål-hygge. Jeg elsker den mand.
– Jeg har hjemve, siger han. Men hans holdning til følelser er heldigvis, at det er noget, man undertrykker.
Det ved ingen af mændene i mit andet yndlingsprogram, ’Bachelorette’.
Men okay, så bliver det mega blæsevejr, og det synes Jersing er fedt, fordi det giver modstand.
Det er meget underligt. Ingen elsker blæst andre end bestyrelsen i Vestas.
For første gang ser vi dog lidt generel modgang i Jersings lejr, fordi han sover dårligt, og han er pludselig ikke så loco, som han har været tidligere.
Hvad skal vi lægge i det?
Måske bare at han er følsom. I hvert fald får han et kram af lægen, og det er en meget vigtig ting for ham, kan man mærke.
Dagen efter går det galt.
Han har åbenbart taget en sok med et hul i på som underbukser, og det duer slet ikke. Det gnaver.
– Kender I det? siger han.
Eh… ikke umiddelbart. Min tanke er, at der ikke er nogen på kloden, der kender til det problem. Der er heller ingen, der normalt spiser rygraden på en gedde, men det ser faktisk ret lækkert ud.
Det kører stadig for han fiske-forråd, og nu hvor han fanger yderligere to lange krabater, skal det hele nok gå. Derfor er hans position fortsat urokkelig.
Foto: Jeppe Søgaard Nielsen
Jakob: 53 %
Jakob er tilbage i kampen. Han pisser om natten og ser nordlys fra sit habitat.
– Så lyser himlen bare op sådan der, siger han
På dag 20 siger han, det er en ’miledag’, hvorefter han meddeler, han har sovet på jorden alle dage indtil nu. Nu vil han bygge en seng, fordi han gerne vil sove godt.
Sengen kræver hårdt arbejde og ligner en grill.
Dagen efter bryder han en masse is på søen, men fanger ingen fisk.
– Al den is brudt, al den energi brugt, siger han.
Det er som et digt, synes jeg. Men ellers er Jakobs humør ikke specielt poetisk.
Han minder mig meget om hunden Lassie, og det er nok på grund af øre-varmer-huen, og at han taler som en stor hund, der gør i søvne.
Til lægetjek siger Jakob, at han tænker på pizza med pepperoni med dressing konstant. Det er normalt for alle unge mænd altid.
Så spiser han en fisk og siger, det måske bliver hans sidste fisk derude.
Hvis ikke det er, fordi han faktisk fanger to til, vil jeg mene, han står med det ene ben på ladet af en firehjulstrækker. Men nu er man pludselig ikke så sikker på, at han er på vej hjem alligevel. Det bliver meget spændende i næste uge.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.