Afskeden med ’Stranger Things’ starter både godt og hovedrystende

Jeg elskede første sæson af ’Stranger Things’.

Serien gik lige i mit 1980’er-elskende hjerte med en god kombination af uhygge og eventyr. Og så gjorde den John Carpenter-synth-inspirerede underlægningsmusik bestemt heller ikke noget.

Skaberduoen Matt og Ross Duffer ramte plet med alt i historien og gjorde midten af juli i 2016 til en magisk tid for os fans.

Første sæson var desværre højdepunktet for Netflix-serien – og nej, den er ikke lige så magisk nu ved gensyn. Anden sæson var fin, men bød også bare på mere af det samme som i den første, bare ikke lige så godt.

Og sådan er det desværre bare fortsat med ’Stranger Things’. Hver efterfølgende sæson har været dårligere end den forrige. Det har bestemt heller ikke hjulpet på sagen, at Netflix og Duffer-brødrene brød fjerde sæson op i to dele, og at den afsluttende femte sæson er hakket op i tre.

Nu er første del af afslutningen så landet. Vi er i 1987 – et år efter begivenhederne i fjerde sæson. Hawkins er blevet én stor karantænezone, hvor militæret har streng kontrol med alle indbyggere. Det stopper dog ikke vores ukuelige helte i bestræbelserne på at finde frem til skurken Vecna (Jamie Campbell Bower) og én gang for alle slå ham ihjel.

Det er dog lettere sagt end gjort, når militæret under ledelse af den skumle generalmajor Dr. Kay (Linda Hamilton) driver klapjagt på Eleven (Millie Bobby Brown). Og så er der bare heller ingen spor af Vecna overhovedet. Lige indtil Mikes (Finn Wolfhard) lillesøster Holly (Nell Fisher) begynder at se en usynlig mand, der fortæller hende, at monstre er på vej for at tage hende.

Mere blod og mere hovedrysten

Med kun fire afsnit i første del af den afsluttende sæson kunne man have forventet, at Duffer-drengene havde skruet op for intensiteten fra første sekund. For der er ikke plads til at træde vande, vel?

Tja, det er der åbenbart.

Første afsnit bliver brugt på, at vi lige får styr på, hvad der er sket siden sidst, og genopfrisket, hvad der er sket i serien indtil videre. Sådan skal det også være, men man får ikke følelsen af, at noget epokegørende sker lige om lidt.

Tværtimod virker det stadig, som om ingen vigtige personer kan dø i ’Stranger Things’. Folk kan vitterligt få struben flænset og overleve. Lige med undtagelse af de mange navnløse soldater, der bliver dræbt i et væk af både de monstrøse Demogorgoner og Hopper (David Harbour), der er god til at skyde med sit maskingevær.

Men fordi de vigtige personer er så sikre på at overleve, ryger næsten al spænding. Lige meget hvor intens og farlig situationen er, ved vi, at det hele nok skal gå. På den måde er der aldrig rigtig noget på spil for karaktererne, og det er hovedrystende, at Duffer-brødrene på den front stadig ikke har lært noget i løbet af de nu fem sæsoner.

Ny yndlingsduo

På plussiden trækker det helt klart op, at ’Stranger Things’ omfavner slægtskabet til 80’ernes gyserfilm. Jo længere op i talrækken man kommer i en gyserfilmserie, jo mere blod skal der til, og den del leverer serien på. Også overraskende eksplicit med hoveder, der bliver gennemspiddet, og kroppe, der bliver flået.

Det kan selvfølgelig virke chokerende, men altså, når det sker for ukendte soldater, har det ikke rigtig nogen effekt.

En af styrkerne ved ’Stranger Things’ gennem alle sæsoner har været, at nogle af hovedpersonerne har været splittet op i mindre grupper.

Især Dustin (Gaten Matarazzo) og Steve (Joe Keery) har været en kæmpe fornøjelse. I denne omgang er de to mere uvenner end venner, men kemien mellem de to er der stadig.

En ny duo, som fungerer rigtig godt, er Will (Noah Schnapp) og Robin (Maya Hawke).

Serien har flere gange kredset om Wills skjulte homoseksualitet, og i Robin har han endelig fundet en, han kan spejle de følelser i. Der er mange fine scener, hvor hun bl.a. elegant fortæller om, hvordan hun fandt styrken til at stå ved hvem, hun er. Noget, som Will har kæmpet med på flere fronter igennem serien.

Som sædvanlig er ’Stranger Things’ fyldt til randen med referencer. De fleste af dem virker til bare at være referencer for referencernes skyld, men de mere subtile vil være herlige for fans at fange. Netflix-serien er i høj grad en af dem, hvor underholdningsværdien bliver højnet ved at se den sammen med andre.

Det er vitterligt intet bedre end at sidde og flække af grin sammen over Ericas (Priah Ferguson) sublime ikke-så-meget-bullshit-attitude. ’Stranger Things’ ville kun have været ét afsnit langt, hvis det havde været hende mod Vecna. Hun har et drive og en intelligens, som ingen andre i serien kan matche.

Har man fulgt med indtil nu i den lange seriesaga, skal man selvfølgelig have afslutningen med. Trods en bumlet start kommer femte sæson ok fra start.

Lysten til at se videre er i hvert fald til stede. Om det så er tiden værd, må vi vente til det nye år med at finde ud af, når sidste afsnit har haft premiere 1. januar. Jeg kommer i hvert fald til at sidde klar i sofaen sammen med min bedre halvdel.