Only Murders in the Building sæson 5
Streamingtjeneste: Disney+
Premieredato: 9. september 2025
Genre: Komedie, krimi
Serieskabere: Steve Martin & John Hoffman
Medvirkende: Steve Martin, Martin Short, Selena Gomez, Michael Cyril Creighton, Meryl Streep, Christoph Waltz, Logan Lerman, Renée Zellweger m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 10 (anmeldt på baggrund af de første 9)
Vurdering: 5 ud af 6 hjerter
Der er noget bekvemt over ’Only Murders in the Building’. Selvom hver sæson indeholder minimum et mord, der skal opklares, sker det i cozy crime-genrens bedste ånd.
Det skyldes ikke mindst hovedrollekonstellationen, hvor de aldrende og pensionsmodne Steve Martin og Martin Short er flankeret af den yngre Selena Gomez.
De tres kemi er et af seriens allerstærkeste kort. De to mænds kvaliteter har der aldrig været tvivl om, men Selena Gomez har virkelig gennemgået en god og markant udvikling som skuespiller i løbet af seriens nu fem sæsoner. Hun er nu i stand til at bære serien på en helt anden måde end tidligere og lade de to komikere være excentriske scenestjælere.
Og det er den samme velkendte formel, der bliver brugt i femte sæson af ’Only Murders in the Building’.
Vi fortsætter fra den bittersøde og lettere chokerende afslutning på fjerde sæson. Oliver (Martin Short) blev gift med kæresten Loretta (Meryl Streep), men dagen efter brylluppet finder han, Charles (Steve Martin) og Mabel (Selena Gomez) den elskværdige dørmand for Arconia-bygningen – hvor de bor – Lester (Teddy Coluca) død i et springvand.
Politiet mener, det er et uheld, men amatørdetektiv-trioen tvivler på, at det er tilfældet. Og da de alligevel mangler materiale til en ny sæson af deres podcast, går de i gang med at grave i sagen. Snart er der også en død gangster (Bobby Cannavale) i ligningen, masser af mistænkte og også en flok småskumle mangemilliardærer i form af Sebastian Steed (Christoph Waltz), Camilla White (Renée Zellweger) og Jay Pflug (Logan Lerman).
Som sædvanlig udvikler tingene sig vidunderligt absurd og gakket, men også på en måde, som vi kender i forvejen fra ’Only Murders in the Building’.
Hygge i ordets reneste forstand
Hvis du allerede er fan af Disney+-serien og har fulgt med i de foregående sæsoner, vil denne omgang være et kærkomment gensyn. Som at trække i sin yndlingssweater og slænge sig mageligt i sofaen med en kop varm kakao.
Det er hygge i ordets reneste betydning, og det er enormt vanedannende og lækkert. Men det er også en farlig behagelighed. For den kan munde ud i, at der aldrig sker forandringer, og hvis de endelig kommer, er det ikke nødvendigvis de mest elegante af slagsen.
Heldigvis er det ikke tilfældet her i femte sæson.
Hvor de to forrige sæsoner af ’Only Murders in the Building’ bevægede sig mere over imod teater, film og Hollywood-storhed, er femte sæson langt mere forankret i New York og Arconia-bygningen.
Andet afsnit er et langt flashback, hvor vi ser, hvordan Lester fik sin start som dørmand på stedet. Det er en fin historie, og vi ser, hvor meget hans liv er forbundet med stedet, og hvor (overraskende) stor en del af Mables liv, han har været.
Sådan fortsætter femte sæson af ’Only Murders in the Building’ med at trække tråde mellem fortid og nutid, og den undgår dermed alt for meget gentagelses-tristesse.
Umanerligt godt selvskab
Skuespillet er som altid med ’Only Murders in the Building’ rigtig godt.
Trioen i front er exceptionel, og birollerne enormt velskrevne og velcastede, så alle får deres lille øjeblik. I og med, at vi er nået til femte sæson, er universet også godt fyldt op med personer, der kan dukke op, hvornår det skal være, og det gør de også.
Det er sådan noget, der vidner om en stor forståelse for serien og dens univers. Ved at have et bredt karaktergalleri er det muligt at opbygge relationer for dem, der kan udvikle sig over tid.
Og det er derfor, at Lesters død rammer hårdere, end hvis det blot havde været en tilfældig person, som f.eks. Paul Rudds karakter i fjerde sæson. Når man er nået så langt frem i sæsonerne som ’Only Murders in the Building’, er det også nødvendigt at lege kispus med karakterer, man ellers troede var sikre.
Måske er det en overfortolkning, men ved at fjerne Lester er det ikke helt utænkeligt, at man næste gang går efter en højere oppe i hierarkiet. Jeg siger ikke, at Meryl Streeps karakter er i fare, men det ville virkelig give serien en dramatisk indsprøjtning og gøre den mere seværdig end nogensinde før.
Men inden vi når dertil, skal vi glæde os over, at ’Only Murders in the Buildning’ stadig er den bedste cozy crime-serie i streamingland, og at Selena Gomez, Steve Martin og Martin Short er umanerligt godt selskab.
Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Se også
Liv
Ida Praetorius: "Jeg glemmer aldrig, da jeg så min bror, Tobias Praetorius, danse 'Spar Dame' på Det Kongelige Teater"