Oplev stemnings-fulde New England
Det er som at køre gennem en skovbrand med flammende træer på begge sider af vejen. Heldigvis er det ikke ild, men årstidernes skiften, man kan takke for det spektakulære syn. Selv om man er vant til smukke efterårsfarver hjemmefra, slår dette syn den danske efterårspragt med mange længder.
Sand farveeksplosion
Jeg befinder mig på en landevej i regionen New England, der udgør USA's seks nordøstligste delstater. Det er en solrig oktoberdag, og træerne på de omkringliggende bjergskråninger er en sand farveeksplosion i rød, gul, orange og brun. Som om et enormt farverigt tæppe er blevet lagt ud over bjergsiderne. Forud for rejsen har jeg læst meget om dette specielle naturfænomen, så mine forventninger er helt i top. Heldigvis bliver jeg ikke skuffet, og efterfølgende forstår jeg udmærket, at diverse rejsemagasiner samt eksperter i løvfald har kåret New England for at have verdens ubetinget smukkeste efterår.
Storslåede landskaber og små landsbyer lyder ikke ligefrem som paradis for de shoppeglade, men tag ikke fejl. Shopaholics vil elske New Hampshire, hvor der ikke betales moms. I Vermont er der ingen moms på beklædning
View over Boston
En ægte New England-specialitet er de overdækkede træbroer, som man finder en række steder i Vermont og New Hampshire. Hovedparten af broerne er over 100 år gamle, og ingen ved med sikkerhed, hvorfor traditionen med at bygge dem startede
Storbyen i regionen
Boston er den eneste storby i New England, og byen er den naturlige indgangsport til regionen. Boston adskiller sig fra hovedparten af de andre amerikanske storbyer ved at være langt mere europæisk inspireret, og den bugner med spændende seværdigheder og interessante shoppingmuligheder. Den optimale måde at opleve New England på er ved at flyve til Boston, nappe et par dages storbyferie for derpå at leje en bil og begive sig ud i det storslåede landskab. Læs mere om Boston
Gyngestol på verandaen
Bortset fra hovedstaten Massachusetts kendetegnes størstedelen af New England i bymæssig forstand ved små idyllisk beliggende landsbyer med hvide træhuse, hvor gyngestolen i oktober endnu står fremme på verandaen. Landsbyernes samlingspunkt er ofte en hvidmalet kirke med et meget højt spir. Her lever indbyggerne et helt anderledes roligt liv, end man kender det fra de amerikanske storbyer. Ankommer man til landsbyerne efter et par dages ophold i Boston, er tempoet mærkbart lavere, hvilket er ganske behageligt. Her er der ingen jag, og de lokale har god tid til at tale med besøgende turister.
RELATEREDE LINKS:
The Cotswolds:
Country-idyl
i England