Rejser
27. februar 2009

Mexico

Landet er 46 gange så stort som Danmark, men det sydligste af landet øst for hovedstaden Mexico City er spækket med store fortidsminder og små, smukke byer. Ikke færre end 29 steder/bygninger i Mexico er medtaget på UNESCO's verdensarvliste. Det er flere end i noget andet amerikansk land, og de nyeste er netop kommet til i 2008. Mange af dem ligger oven i købet i det sydlige Mexico, hvor hovedstaden Mexico City som regel er første stop. Storbyen med sine ca. 23 mio. indbyggere er en by på godt og ondt, rige og fattige, smukt og gruopvækkende.
Af: Sus Falch
https://imgix.femina.dk/media/52b48121b7bf47ddb68bdd7643a3e939.jpg

FERIETIPS

Værd at købe
Delstaten Chiapas er den ene af verdens tre primære ravdestinationer, så ravsmykker er værd at købe. Hvis du tjekker kvaliteten, så husk at rav føles let og varmt, og når det gnides, skal det lugte som røgelse.

El
Mexico har stik til flade ben og 110 volt, så adapter er nødvendig. Mange digital-kameraer og mobiltelefoner oplader ved 110 volt, men føntørreren skal have omskifterknap.

Tiggere
Mange mexicanere i sydmexico er fattige, og mange kvinder er alene om at klare mad og børn. Giv lidt, hvis du synes, eller endnu mere pædagogisk - køb de hjemmelavede ting, de sælger.

Fotografering
Spørg om lov til at fotografere! Især i indianske småsamfund, mener man, at det stjæler sjælen at blive fotograferet.

Tidsforskel
Dansk tid minus 7 timer. Mexico har også sommer- og normaltid som os.

Visum
Kræves ikke til turistophold under 90 dage. Du får et turistkort ved indrejse.

Sprog
Spansk. I de små byer og uden for turistområderne taler kun få engelsk.

Valuta
Mexicanske pesos. 1 kr. er 2,5 pesos. Plastickort kan bruges på hoteller og i hæveautomater, og Euro og US dollars kan veksles. Til de små byer skal du medbringe pesos.

Drikkepenge
Ca. 15 pct. på restaurantregningen, hvis det ikke er lagt på, godt 5 kr. pr. dag til stuepigen og 10 kr. for at få bagagen bragt op eller ned.

Info før ferien
www.wisitmexico.com og Mexicos europæiske callcenter for turister på tlf. 0080011112266.

SEVÆRDIGHEDERMuseet over alle

Før man rejser ud i hælene på de store indianske kulturer, kan vi anbefale et besøg på et af verdens bedste museer, Det antropologiske museum i Mexico City.
Her kan du blive klogere på det, du skal se meget til resten af ferien, nemlig de mesoamerikanske kulturer, som de store indianske kulturer fra olmekerne over mayaerne frem til aztekerne, kaldes. Aztekerne var den kultur, som mødte spanierne, da de nåede frem i begyndelsen af 1500-tallet.
Museet er stort, så vælg de rum, du vil se. Rum 2 giver fx en introduktion til mesoamerika og et overblik over perioderne indtil spanierne kom.

Gastronomisk perle

Byen Puebla 140 km fra Mexico City, er med sine to millioner indbyggere ikke just nogen lille by. Men den er en velholdt kolonial perle, hvis hele centrum er én stor seværdighed med kakkelklædte facader, rige kirker og skønne pladser. Og så er den kendt for sin ypperlige mad.
Ti km vest for Puebla i den lille provinsby Cholula ligger en pyramide, der kan få selv egypterne og Keops-pyramiden til at gå hjem og lægge sig. Tepanapa-pyramiden i byens centrum er nemlig verdens største regnet i volumen.

Stemningsfuld

Et andet bymæssigt højdepunkt er den velholdte og imødekommende Oaxaca med knap en halv million indbyggere, skønne gader og farvestrålende huse. Ved fælles anstrengelser er det lykkedes at holde McDonalds væk fra den fine Zócaloen-plads.
Vælg en overnatning i Oaxaca og nyd det livlige natteliv og aftenstemningen i byen, der er på UNESCO's verdensarvliste. Og så er området og delstaten et af de steder, hvor man gør meget for at udvikle bæredygtig turisme, så landsbyer såvel som private hjem og museer kan besøges med lokal guide.
Det er også her du kan besøge Monte Alban og Mitlaruinerne. Det kan du læse mere om på delstatens glimrende webside.

Fattigt, men flot

Øst for Oaxaca smaller Mexico til, og her ligger landets fattigste delstat Chiapas med en sjælden rigdom af fortidsskatte. Her og på Mexicos sydøstligste pynt, Yucatan-halvøen, ligger nogle af de største perler i et land, der har været befolket i over 21.000 år.
Husk at besøge kvindekooperativet i det gamle dominikanerkloster, San Jolobil, hvor du kan købe originalt fremstillede tekstiler i skønne farver.
I Chiapas skal man så absolut ud i de små byer, hvor solen bager dovent på de støvede veje, og det er så absolut et must at besøge Mayaernes største by Palenque, der er på verdensarvlisten og en af de mest komplette ruinbyer på den vestlige halvkugle. Inskriptionernes Tempel, der blev bygget som mausoleum for en konge, skiller sig ud som den mest imponerende bygning.
Det er fantastisk at tænke sig, at disse bygninger er opført midt i junglen uden kendskab til hjulet og andre mekanismer, der gør byggeri nemmere.

KVINDETIPS

Hold dig fra
Frugtsalater- og friskpressede frugtjuicer, slik og andre søde sager, der sælges i gadeboder, det er rene bakteriebomber.

Det skal du pakke
Solbeskyttelse, evt. let nattøj til kølige nætter. Maveregulerende og diarre-stoppende medicin, evt. salt-sukker-blanding mod dehydrering og dårlig mave, godt fodtøj og det nødvendige til en lang flyvetur. Gerne spansk parlør.

Prut om prisen
Prut om prisen på markeder og ved gadehandlere. Men vær ikke for insisterende, så tror sælgerne, at du betragter dem som uhæderlige. Hold en god tone, så ender du alligevel med at få en god pris.

Snup en dans
I Tuxtla Gutierrez i delstaten Chiapas danses der merengue og salsa hver aften mellem kl. 19 og 21 på byens centrale plads, der er bedre kendt som Marimba Park. Opsøg også dansepladser i andre byer og høst de lokales applaus ved at deltage.

Sikkerhed
Tænk dig om og hold dig væk fra uoplyste steder i fattige områder. Pas på din taske i mylderet og lad dyre smykker og dyrt tøj blive hjemme.

Værd at købe
Ravsmykker, tæpper og øvrige tekstiler, kaffe, flettede kurve, hatte, lertøj, hængekøjer og dukker, som indianske kvinder selv laver.

Betydningsfuldt

På Yucatan-halvøen ligger meget betydningsfulde steder for forståelsen af mayaernes kultur. Uxmal, Sayil og Kabah ligger i Puuh-højlandet og var beboet af Pauc-Maya befolkningen. Uxmal var den største og vigtigste by i det, der kaldes den senklassiske periode fra 600-900.
Den kendteste og bedst restaurerede af mayabyerne på Yucatan er imidlertid Chichén Itzá, der ligesom Uxmal er på UNESCO's verdensarvliste. Og Chichén Itzá er i stand til at få selv garvede ferierejsende til at måbe.
Her er pyramider, templer med skyggende søjler og imponerende store gudefigurer plus meget mere. Men der kan blive varmt, når solen bager, så kom så tidligt som muligt.

ATTRAKTIONERKahlo og shopping

Mexico City er blevet en dynamisk shoppingby, så måske skal der være lidt i feriekalenderne til det, eller måske til at følge i fodsporene på den verdenskendte maler Frida Kahlo og hendes ligeså kendte malende mand, Diego Rivera.

Stor natur

Der er mange og store højdeforskelle i Mexico, og det giver nogle fantastiske naturoplevelser på vej mod målet. Gennem højderne kan strålende sol blive afløst af malerisk tåge og måske en byge i løbet af ganske få minutter og kilometer. Et fantastisk scenarium, som er så forskelligt fra vejrliget i et lavland som vort eget.
Bjerge, fugt og frodighed skaber også ubeskriveligt smukke vandfald og sjældent gode betingelser for et rigt fugle-, dyre- og planteliv, som det i høj grad er umagen værd at opleve f.eks. på guidede ture, hvor du kommer frem.

Fantastisk kløft

En af de absolut største oplevelser, der bør indgå i ethvert besøg i delstaten Chiapas, er en sejltur gennem Sumidero-kløften. Gerne i kajak, hvis formen er til det.
Det er Grijalva-floden, som løber gennem den 40 km lange kløft, mens bjergvæggene rejser sig bratte op til 1200 meters højde. Skygge afløser sol, og fugle veksler med krokodiller, leguaner og andre dyr på din vej ad denne storslåede rejsevej.

Store badedag

Hvis du hører til dem, for hvem en ferie gerne må indeholde badedage, er der også glimrende muligheder for det i det sydlige Mexico. Overvej at bruge en rejsearrangør eller slå dig på en grupperejse til det smukke og overraskende land. Og gør brug af de mange fine brochurer, der kan hentes på delstaternes websider.

LINKS

www.visitmexico.com
www.oaxaca-travel.com
www.mexperience.com
www.hannibalogmarcopolo.dk
www.nyhavn.dk
www.profil-rejser.dk
www.jysk-rejsebureau.dk
www.topas.dk
www.kuoni.dk
www.temarejser.dk
www.fdm-travel.dk
www.dsb.dk

Læs også