Landskabet blomstrer og dufter, men der er én ting, man skal være opmærksom på

Korsika er godt udrustet med godt afmærkede stier, men man skal være glad for at gå i ujævnt terræn og op ad stejle skråninger, hvis drømmen er en vandreferie.

En flod med pæn strøm dukker op forude. Her er den vel en halv meter dyb, men ”broen er åbenbart forsvundet”, siger guiden Mikael. Med bævrende ben går jeg over de glatte, rokkende sten og bruger stavene som en slags vandkrykker. Et par i vandregruppen vælger at forcere barfodede. To mænd falder i og skraber sig godt. Alderspræsidenten Henning på 80 år klarer floden fint.

Bagefter går vi ligeud mellem smukke citronlunde og gamle oliventræer. Jeg åbner/lukker et par led, så dyr må der jo findes. Vi møder ingen, men man kunne forvente geder – måske vildsvin.

Jeg er taget på en forårssmuk vandring på den smukke ø Korsika. Øen har både skønne småbyer, fantastiske strande og skarpe klipper, som jeg har valgt at opleve til fods. Over vandløb og ad skrumplede stenstier går vi i samlet flok suppleret af gode grin.

Vores gruppe består både af par, enlige og venner, og de fleste bidrager til fællesskabet: Hvis én falder, kommer en støttende hånd. Er pusten væk, så et sødt klap på ryggen. Efter vandgang tilbud om tørre sokker. Og den stærke Lasse lader sig synke tilbage til bagtroppen, sludrer opmuntrende og bærer de trættes rygsæk.

Den sidste halve time før frokost stønner jeg mig op via ujævne klippesten. Gennem ugen lærer jeg, at guiden altid siger ”en smule opad” – uden at gå i detaljer. Han glemmer, at det betyder ét for ham – som bor i alperne og er bjergfører og skilærer – og noget andet for fladlandsdanskere i pensionsalderen.

Rejsen lanceres som ”seniorvenlig”. Det er vi flere, der synes, er liiidt forkert, i forhold til hvor heftigt det ind i mellem går op/ned på de tre-fire timers daglige vandringer.

Frokost på landsbytorvet

Stien er gået over i asfalt, men hældningen er stadig stejl op, til vi når kirketorvets mur i landsbyen Monticello. Ofte bliver sådanne mure vores ”frokostcafe”. Udsigten over bugt og bjerge er stor og smuk. Også da vi begynder den første halve times stejle nedstigning.

– Forsøg alligevel at holde retning direkte ned, og fjedr i kroppen, siger Mikael.

Sikkert korrekt, men mine storetæer er dybt uenige og kræver blød skrågang og hjælp af stavene, til stien flader ud og efter en time slutter, hvor vi startede… ved stranden i L’Île Rousse.

Vi bor på hotel ”Splendid”, lige bag den kridhvide sandstrand og den lange promenade. Mine fødder er trætte, men det bløde eftermiddagslys lokker videre til det centrale store torv – kaldet ”Napoleon” efter generalen, som blev født her på øen – med kirke, cafeer, boule-spillende mænd i skyggen fra høje platantræer.

Den kolde øl er vidunderlig og giver energi til bagefter at proviantere i det overdækkede marked til de næste dages frokostpakke. Jeg har ikke køleskab, så provianten ryger i en pose og bliver bundet fast uden for vinduet i den kølige nat.

Den vilde Ravelatta-halvø

Vores bus fragter os, med søvnige øjne og ømme lår, ud til flere af dagenes startsteder. I dag til halvøen Ravelatta ved Calvi. Stien går seks kilometer ud til fyrtårnet. Maki-landskabet står i grønne nuancer, blomsterne i neon, og en skøn duft af især rosmarin når min næse.

Den mest almindelige maki-busk er ”mist”, en meter høj busk med små blomster i lilla, hvid eller gul. Også den lave kaktuslignende ”hekseklo” blomstrer nu. Den er flot, men er en uvelkommen art, man på øen knokler for at udrydde.

Stien nedad smaller til og ”krydres” med tværgående rødder og ujævne sten, men også en skrånende, skøn udsigt direkte til mørkeblåt hav. Derfor må jeg se mere ned end op, undtagen når vi stopper for at samle bagtroppen op.

På ugens fridag tager jeg en lille jernbane, der kører i kystlandskabet 25 kilometer til Calvi. Fra toget ser jeg vild maki – den naturlige lave bevoksning i det korsikanske landskab med rosmarin, lavendler, kaktus og blomstrende buske. Den større by Calvi byder på den høje fæstning fra 1200-tallet med en gammel, levende bydel inde bag de gamle bastioner.

Og desuden en enorm lystbådehavn, også med afgang for daglige udflugtsbåde til det beskyttede, vilde naturområde Scandola Reserve og de røde klipper ved Calanches de Piana. Havområdet om Korsika er beskyttet, og derfor passerer kaskelot-, grinde- og tandhvaler forbi, og 25.000 delfiner lever heromkring. Jeg holder mig til landjorden denne gang og tager på udflugt i byen.

I de to hovedstrøg i Calvi ligger butikker og cafeer. Med citadellet som sikkert ”fyrtårn” lader jeg mig fare vild i dekorative trappegader. Det er 8. maj, befrielsesdagen for Frankrig efter Anden Verdenskrig.

Da Fremmedlegionen både har træningslejr på øen, og legionærerne bor i huse i citadellet, er det store familie-besøgsdag. Inden for murene sveder jeg op ad slidte stengader, og på toppen aktiverer de lodrette 20 meter mure min højdeskræk.

Til den anden side er der herlig udsigt til blå bugte på Revelatta-halvøen, hvor vi gik forleden.

Seafood på strandrestaurant

Hjemvendt til L’Île Rousse venter et bord på en strandrestaurant med tilbud om østers i hvidvin, fisk og ristet gedeostesalat. Alt så friskt! Vores hotel er fint, og morgenmaden fantastisk. Mine ben slapper af, og fødderne nyder aftenerne i sandaler. ”Desserten” i dag bliver en orangerød solnedgang, før vi dasker hjem til en rar, kølig seng.

Udsigten fra toget har givet mig lyst til at opleve kyststrækningen gående. Så da vores bus næste morgen stopper nær landsbyen Algajola, finder jeg (alene) en sti til kystvandring frem for bjergvandring. Snart sniffer jeg saltvand iblandet duften fra fyrretræer.

En hullet, asfalteret vej fører til landsbyen med små, hyggelige hoteller og restauranter. Jeg slentrer ad gyder, over pladser med blomstrende nerie-træer ned til en lille slotsfæstning fra det 16. århundrede. Min plan er derefter at finde stier over de to små bjerge i slutningen af bugten og nå en trinbrætstation mod L’Île Rousse.

Det tager mig en del tid at finde tilbage, og jeg må op over flere stejle stigninger, inden jeg endelig hører trafiklarmen fra landevejen og kan mærke jævnt underlag, hvor blikket kan vandre.

Balagnehuse og udsigter

Sidste del af vores rejse begynder nede i frodigt, lavt englandskab, hvor vi har sat skosnuden mod det nordvest-korsikanske ”Balagne-område” med huse af sten i mange forskellige farver. Det sidste kvarter tramper vi op til landsbyen Aregnu. Byens café er åben, og en duft af kage sitrer i luften. I bygningen overfor går småkagebagningen for fulde bageplader, og de sprøde sager sælges i cafeen.

Fra Aregnu vælger jeg at nyde resten af dagen alene i landskabets stilhed. 25 snakkende, pustende mennesker – som guiden siger skal holde pauser samlet – giver mig behov for lidt individuel gå-fred. Jeg får tid og sted for vores bus hjem og følger selv en stille landevej til Lunghignanu.

I landsbyen pauserer jeg på en lun mur nær et faldefærdigt kirketårn. Lidt efter dukker de andre op fra en sti, der gik over en bakketop. Jeg fortsætter ad den stille vej op til endnu et par landsbyer og vandrer kun til lyden af fuglesang, skønne dufte og store udsigter – og en bænk, der kalder på zen-tid.

Da ugen startede, snakkede vi om piller for forhøjet blodtryk, kolesterol og andre aldersdårligdomme. Nu vender vi problemer med knæ, åndedræt og lovpriser skønne udsigter – og at formen er bedre. Korsika, skønhedens, ø kan udføre mirakler i maj.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 19/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.