I 1960’erne var Brigitte Bardot med til at forvandle det tidligere fiskerleje til Frankrigs mest glamourøse destination

Solen kaster lange skygger mod den øde strand, hvor bølgerne dovent klasker mod kysten, mens stilheden efter endnu en solrig dag i det sydfranske paradis så småt indfinder sig. Klokken er præcis 18.46, da jeg smider håndklædet i sandet og går ud i vandet – livgivende efter eftermiddagens shopping- og sightseeingtur i Saint-Tropez.

Bagefter går jeg en tur ved Baie de Pampelonne, hvis fem kilometer lange strand på østsiden af Saint-Tropez-halvøen regnes for en af Frankrigs mest chikke.

Det har den været siden slutningen af 1950’erne, hvor den unge filmstjerne Brigitte Bardot sammen med Roger Vadim, Audrey Hepburn, Alain Delon, Catherine Deneuve og andre i samme liga begyndte at nyde strandlivet netop her – når de altså ikke festede på klubben Épi i klitterne bagved. Brigitte Bardot og den franske sanger og skuespiller Johnny Hallyday spiller bordfodbold på Épi i klitterne bag Pampelonne.

Og det var netop dét, der ifølge myten forvandlede det tidligere fiskerleje til Europas mest fashionable feriested. Eventyret begyndte midt i 1950’erne, da Roger Vadim brugte Saint-Tropez som kulisse til ”Og Gud skabte kvinden” med sin unge hustru, Brigitte Bardot, i hovedrollen.

Filmen blev en sensation og markerede Brigitte Bardots internationale gennembrud. Den havde premiere i 1956 og blev bl.a. optaget på Pampelonne-stranden.

Få år senere – i 1959 – blev Épi skabt af den parisiske natklubejer Jean Castel som en simpel klub med barbecue midt i klitterne. Det var her, de franske celebrities holdt deres legendariske, vilde fester i aften- og nattetimerne og slappede af om dagen.

Midt i 1960’erne kom en swimmingpool til, og seks hvide bungalows blev opført, så de trætte stjerner havde et sted at overnatte – faktisk en af de selvsamme, jeg bor i under mit besøg.

Blandt gæsterne var bl.a. Françoise Sagan, Johnny Hallyday, Gunter Sachs (tysk playboy og rigmand, der var Brigitte Bardots tredje mand fra 1966 til 1969), Jane Fonda – og i de senere år også Sylvester Stallone og Madonna.

Celebrity-stranden

I det hele taget er rækken af især franske, men også internationale kendisser lang – og historierne om deres happenings er utrolige. Jeg læser om dem i Frédéric Mauchs bog L’Epi Plage – une saga tropézienne. Hans forældre drev klubben fra 1972 til 2018, så han har været helt tæt på.

Takket være en fredning for ti år siden, hvor alle restauranter syd for Épi blev fjernet, er her i dag vild natur med strandens gyldne sand, klitter og maki flere kilometer ned mod fyrtårnet ved Cap Camarat.

Mod nord ligger eksklusive klubber og restauranter tæt, og på sommerdage er stranden pakket med parasoller, mens superyachts ligger for anker ude i bugten. Pampelonne rangerer stadig blandt verdens mest eftertragtede.

Jeg kunne uden problemer tilbringe dagevis på stranden og ved poolen – og nyde Épi 1959’s imponerende udvalg af sportsfaciliteter, fra yoga og SUP til tennis og elmountainbike.

Men et smut til Saint-Tropez, blot 10 minutters kørsel væk, er svært at komme udenom. For selv om superrige og internationale kendisser stadig flokkes til pastelbyen med sine kun 3.500 fastboende, har den formået at bevare en god portion af sin ægte sydfranske charme.

Originale perler

Det er oplagt at begynde ved den berømte Quai Jean Jaurès, hvor megayachts på størrelse med færger totalt spærrer for udsynet over havnen. Men gæsterne på striben af barer og restauranter langs havnefronten vil åbenbart gerne kigge på yachts – og deres ejere.

Fortsæt langs kajen med uret til Musée de l’Annonciade, indrettet i et kapel fra 1600-tallet. Det fine lille kunstmuseum fortæller historien om dengang i begyndelsen af 1900-tallet, da Saint-Tropez var aktivt centrum for avantgardemaleri og mødested for bl.a. Paul Signac, Bonnard, Dufy og Matisse. Entréen er blot 4 euro.

Fra havnen fører Rue Georges Clemenceau – en af flere parallelgader – ind i hjertet af Saint-Tropez. I nummer 18 har familien Rondini produceret sandaler siden 1927. Les Tropéziennes hedder butikken, hvor et par flade, håndlavede sandaler koster omkring 160 euro.

Godt nok er byen berømt for luksusbrands som Louis Vuitton og Chanel, men der er mere sport i at finde de sjove og smarte, lokale mærker, der også er til at betale.

Gaderne munder ud i Place des Lices, det legendariske torv, hvor platantræerne kaster flimrende skygger ned over grupper af pétanquespillende mænd – når der da ikke er marked tirsdag og lørdag formiddag. Pladsen er kranset af lige dele caféer og eksklusive butikker.

Egentlig havde jeg en idé om at drikke kaffe på Café Dior Des Lices nær torvet. Men jeg dropper hurtigt planen ved synet af en hel lille hær af håbefulde asiatiske teenagere, der står i kø bare for at komme ind.

Så hellere gå tilbage til Rue Georges Clemenceau og købe et stykke af den berømte Tarte Tropézienne, der har været produceret siden 1955 og består af en halveret brioche fyldt med kagecreme. Hertil en kaffe to go. Voilà.

Isoleret verdensstjerne

Eftermiddagens sidste stop er Place Blanqui, ti minutters gang vest for Place des Lices – ud for det femstjernede Hôtel de Paris og Musée de la Gendarmerie et du Cinéma. Her har en gylden skulptur af Brigitte Bardot tiltrukket sig opmærksomhed siden 28. september 2017, hvor den blev indviet på verdensstjernens 83-års fødselsdag. Uden hendes tilstedeværelse.

Den i dag 90-årige Brigitte Bardot har for længst isoleret sig i sin villa, La Madrague, i Baie des Canebiers øst for Saint-Tropez. Her kæmper hun utrætteligt for dyrenes rettigheder gennem sin organisation, Brigitte Bardot Foundation.

Dyrene har spillet hovedrollen for det tidligere sexsymbol – og på sin egen måde forkæmper for kvinders rettigheder – lige siden hun trak sig tilbage fra skuespillet i 1973, på højden af sin karriere.

De sidste årtier har hun levet godt skjult bag den blåmalede træport og muren, der strækker sig langt ud i vandet og skal forhindre nysgerrige både, der altid ankrer op ud for villaen, i at komme for tæt på.

Da jeg næste morgen svømmer en tur i poolen på Épi, kommer jeg igen til at tænke på Brigitte Bardot. Nu fordi mit blik falder på rækken af solsenge i blidt lyserøde og flødefarvede striber – præcis de samme farver som den bikini, ganske vist i Brigitte Bardot-tern, min storesøster havde i 1960’erne. Her er virkelig en legende, der har sat sine spor.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 29/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.