Annonce
Rejser
22. december 2025

Få de bedste tips til Paris i julen - og resten af vinteren

Der er ingen garanti for sne i den franske hovedstad, men vinterstemningen skylles ned med kakao, bobler og varm rødvin samt en sød, dansk specialitet.
Af: Elsebeth Mouritzen
jul eiffeltårnet illumination

Charlotte Elsted har fået parisere og turister til at spise hjemmelavede flødeboller i sin danske café med navnet 'Kys Paris', lyder et af de mange gode tips til byernes by, der er mindst lige så charmerende om vinteren som om sommeren.

Foto: PR

Lad det være sagt med det samme. Julen er ikke den samme i Frankrig som i Danmark. Der er meget mere glimmer og glitter, end vi er vant til.

Min Paris-kyndige bekendt har dårlig nok fået talt ud, da Eiffeltårnet gør os den tjeneste at lyse tusmørkehimlen op.

Jeg har indløst billet til en sviptur med gaveindkøb og julestemning i Byernes By, og allerede her er jeg forført af den anderledes lysfest, som skal vise sig at blive forstærket i de kommende vinterdage.

Der er ingen garanti for snevejr på disse breddegrader i årets sidste måneder, men til gengæld giver pynteglimmer og lysinstallationer på gader og stræder oplevelsen af jul, for ikke at tale om de kunstfærdige udstillinger i stormagasinerne, der tiltrækker både shoppere og vindueskiggere.

Oplevelser

Den botaniske have Jardin des Plantes danner ramme om en festival med kæmpestore lysskulpturer, som tændes hver aften kl. 18-22. Et af byens mest fotogene julemarkeder ligger ved foden af Eiffeltårnet med gaveboder og regionale specialiteter og skøjtebane.

Champagnehuset Nicolas Feuillatte fejrer hvert år julen ved at udnævne en Rue des Bulles, en lokal ’boblegade’ i november-december, hvor en baldakin af 12.000 gyldne balloner lyser op over barer, restauranter og caféer, der serverer franskmændenes foretrukne festvin.

Jeg er på vej over til en af byens ældste madgader, Rue Montorgueil, efter guf for andet end øjnene. Her kan man hele året svælge i alle de typiske, lokale specialiteter, fra østers over oste til patéer.

Annonce

Men på denne tid er det også franskmændenes uundværlige julekagespecialitet, jeg er på udkig efter under gadens lysguirlander: en Bûche de Noël, som er en roulade med chokoladeganache pyntet som en træstamme.

Rundt om hjørnet i den mere ydmyge Rue Mandar ligger en anden fristelse, caféen Kys Paris. Og hvad ser jeg? Dannebrog og Dronning Margrethe-portrætter, vintage Rosenborg-kopper med varm kakao og desserttallerkner med vaskeægte danske ’kys’.

Rejseguide, paris til jul og nytår

Charlotte Elsted har skabt sig en niche med sine flødeboller og varme chokolade i Kys Paris.

Foto: Elsebeth Mouritzen

Bag det patriotiske tiltag står Charlotte Elsted, som nu har fået parisere og turister til at spise hjemmelavede flødeboller, efter at hun også har fået dem på menuen i Flora Danica-restauranten i Danmarkshuset på Champs-Elysées.

Annonce

Flødebolle-eventyr

– Jeg er kommet i Paris siden, jeg var helt ung. Først arbejdede jeg nogle år som model for blandt andre den legendariske danske fotograf Gunnar Larsen, og siden uddannede jeg mig til makeupartist hernede. Selv om jeg rejste hjem til Danmark for at arbejde som stylist og makeupartist og drive egen virksomhed i frisørfaget, fortsatte jeg med at have tilknytning til byen.

– For et par år siden tog min mand og jeg den store beslutning at prøve at bo her igen i et år for oplevelsen af at have en parisisk hverdag, mens vores yngste søn gik på fransk gymnasium, fortæller Charlotte Elsted, 57 år.

Annonce

Det var i den periode, hun fik idéen til Kys Paris. Hun havde altid undret sig over, at flødebollen var et rent dansk fænomen, som slet ikke var kendt i resten af Europa. Hvorfor ikke åbne en salon de thé i Paris og lave vores egne flødeboller, tænkte hun, og fik sin mand med på idéen.

Rejseguide, paris til jul og nytår

Det er ren selvforkælelse at købe en dansk flødebolle hos Kys Paris.

Foto: Elsebeth Mouritzen

– Hvor svært kan det være, sagde jeg, købte en røremaskine og gik i gang. Jeg har altid været ret god i et køkken, så jeg fik hurtigt taget på det. Jeg har desuden uddannet vores ansatte i caféen til at stå for den daglige produktion, så vi kan servicere de kunder, der kommer forbi caféen, og vi leverer også til en større kæde af restauranter, som har taget vores flødeboller ind.

Annonce

Men hvad har varm kakao i de danske loppemarkedskopper med julen at gøre?

– Franskmænd drikker varm kakao – eller chocolat chaud, som de kalder det – hele året, men især til jul. Det regnes som en menneskeret på lige fod med vores trang til en pose lakrids i Danmark.

– Jeg fandt på det for at udnytte restchokoladen fra overtrækket på flødebollerne, og vi har allerede opnået et vist ry for at have den bedste varme chokolade i byen – og til en helt anden pris end på de eksklusive steder som Café de Flore og Hotel Crillon.

Annonce

Middelaldercharme

Når jeg alligevel er i hendes kvarter, følger jeg et godt råd om at opsøge de andre små gader i det område, der stadig hedder Les Halles, selv om det ikke har været traditionel markedsplads siden 1973. Da de gamle, charmerende madhaller blev revet ned, anlagde kommunen et stort underjordisk shoppingcenter, som i mange år var udskældt.

I 2016 blev det dog totalrenoveret og genåbnet som et lysere og mere indbydende center, Forum des Halles, med en park og grønne arealer ovenpå.

Rejseguide, paris til jul og nytår

Stormagasinerne overgår hinanden i vinduesdekorationer.

Foto: PR

Rundt om centret ligger middelalderkvarteret stadig intakt med små, individuelle specialbutikker med mode, vintage og interiør og ikke mindst E. Dehillerin i Rue Coquillière, der siden 1820 har solgt alt fra piskeris til kobbergryder til både professionelle og amatørkokke.

Annonce

Hvad der nu er Paris’ ældste overdækkede madmarked, Marché des Enfants Rouges, som har ligget på rue Bretagne siden 1600-tallet, oser af den samme charme, men i meget mindre format. Det er halv torvehandel og halv streetfood med små interimistiske restauranter, der med alle råvarerne om ørerne altid serverer velsmagende mad direkte på disken eller ved små borde.

Alt godt til ganen

Julemarkederne, som vi kender dem fra andre storbyer, er et forholdsvist nyt fænomen her, og nogle af dem er ikke decideret franske. Men på det midt på Boulevard Saint-Germain, tæt på café-institutionerne Flore og Les Deux Magots, fylder de typiske træhytter halvdelen af fortovet med lødige ting som lun strik, lædervarer, olivenolie og trøfler.

Annonce

Pandekagedamen med de sprøde, tynde crêpes ved kirken på hjørnet af Rue Bonaparte har fået selskab af en Alsace-specialist, der sælger bretzel – kæmpestore saltkringler – og vin chaud, franskmændenes svar på gløgg. Den varme rødvin er dog kun smagt til med tørret kanelstang og en skive appelsin.

Spis godt

Frenchie Bar i Rue du Nil er Paris’ svar på Jamie Oliver og fornyer det franske køkken med et organisk tvist.

Vagenende på Boulevard Saint-Germain har en fortid som en bouillon – en arbejderklasse­restaurant med billige frokostretter – men serverer nu både nye og nostalgiske retter hele dagen i smuk jugendindretning.

Restaurant Bleu Coupole på 6. etage under den blå glasmosaik i stormagasinet Au Printemps byder på moderniserede franske klassikere med panoramaudsigt til Eiffeltårnet og Spreckelsens bue.

Ligesom herhjemme betyder det kulinariske også meget for franskmændene til jul, og jeg bliver sat på en prøve, da jeg nærmer mig den berømte park, Tuilerierne mellem Louvre-museet og Concorde-pladsen.

Til den ene side, under det permanente, snurrende pariserhjul, som giver sus i maven og høj udsigt over byen året rundt, minder det mest om et omrejsende cirkus med forlystelser og skøjtebane, mens den anden side med rette hedder Marché Gourmand.

Rejseguide, paris til jul og nytår

Julestemning på Boulevard Saint-Germain med markedshytter og lokale specialiteter.

Foto: Elsebeth Mouritzen

Her hygger franskmændene med tartiflette, en rygende varm kartoffelgratin med ost, bacon og et drys af trøffel, baskisk kylling i karry og tornado-kartofler, der er en friturestegt spiral af bagekartoffel på pind, samt ristede kastanjer og de uundværlige friske østers, der bliver solgt stykvis og spist stående.

Annonce

Og selvfølgelig er der også en særlig champagnehytte til at skylle oplevelsen ned med.

Julen har englelyd

Der er julekoncerter i mange af byens centrale, historiske kirker med populære højtidssange og -salmer. Nogle steder opføres også Händels ”Messias”, men ellers skal man bare finde ud af, hvornår der er messe, og så glæde sig over de musikalske indslag.

Hjemmefra har jeg booket billet for at komme ind og se den nyåbnede katedral, Notre-Dame de Paris, der blev hærget af brand i 2019, men nu står flot restaureret og genopbygget på Ile de la Cité, den lille mandelformede ø midt i Seinen.

Rejseguide, paris til jul og nytår

Notre-Dame-kirken er en storslået oplevelse.

Foto: PR

Akustikken i kirkerummet med de ikoniske runde glasmosaikker i tårnene er formidabel, og jeg bliver revet med af stemningen, da et orgelbrus uden lige rejser sig mod de hvælvede lofter.

Annonce

Jeg får lyst til at sætte et elegant punktum på min tur til det julesmykkede Paris. Jeg har hørt om en dessert på Café Marly over for pyramiderne i Louvre-gården, der passer lige til årstiden. Det er en pavlova. Marengsbund med flødeskum og friske røde frugter, der tårner sig op som et miniature-juletræ. Uhm. Så sang englene igen.

Se flere billeder herunder:

Rejseguide, paris til jul og nytår

Galeries Lafayette er berømte for deres årlige juletræ, der hænger ned fra kuplen.

Foto: Elsebeth Mouritzen

Rejseguide, paris til jul og nytår

Madgaden Rue Montorgueil er som en lille landsby midt i Paris.

Foto: Elsebeth Mouritzen

Rejseguide, paris til jul og nytår

En imponerende pavlova til dessert på Café Marly.

Foto: Elsebeth Mouritzen

Rejseguide, paris til jul og nytår

Der er østers på menuen til den franske jul.

Foto: Elsebeth Mouritzen

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ og få et tilbageblik på reality-året der gik. Find den hver søndag i advent dér, hvor du normalt finder dine podcasts – eller herunder

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.