Beograd byder på cafékultur, et godt køkken og en lang historie

Når dagen går på hæld, valfarter forelskede par til den gamle befæstning Kalemegdan for at se solnedgangen.

Det skulle egentlig handle om kage. Beograd er nemlig kendt for sin cafékultur, og det serbiske køkken siges at være et af Balkanhalvøens bedste. Men da jeg møder min guide, forfatter Srdjan Ristic, går det hurtigt op for mig, at han har andre planer.

Som forfatter til bogen Yugoslavia: Utopia or Inspiration? har han brugt tre årtier på at undersøge de historiske, politiske og sociologiske forhold, der har formet Serbiens forhold til de øvrige Balkanlande og det forhenværende Jugoslavien.

Jeg fornemmer hurtigt, at han er mindre interesseret i kage og mere opsat på at diskutere netop det ene politisk ømtålelige emne, som guidebøgerne fraråder overhovedet at nævne: Kosovo.

Den første McDonald’s

Beograd er en hovedstad i hastig udvikling. År for år bliver byens skyline mere og mere futuristisk at se på, efterhånden som prestigebyggerier – blandt andet finansieret af de arabiske emirater – skyder op. Heriblandt Belgrade Waterfront, en skinnende ny bydel i glas og stål på Savaflodens højre bred.

Det kunne man sagtens skrive kritisk om, hvis man ellers ville. Man kunne også skrive om det faktum, at Serbien fortsat nægter at anerkende Kosovo som selvstændig stat, selv om Kosovo erklærede sin selvstændighed i 2008. Men det er ikke derfor, jeg er her.

Srdjan Ristic er hyret af den officielle turistmyndighed, som gerne vil sikre sig, at jeg oplever både det nye og det gamle Beograd. Han henter mig i sin bil nær mit hotel i det gamle latinerkvarter, Skadarlija, hvor de traditionelle restauranter ligger tæt, og sigøjnermusikken spiller fra skjulte højtalere.

Vi forlader de smalle, brostensbelagte gader og rammer en større indfaldsvej, hvor røde sporvogne skramler afsted parallelt med trafikken. Bagagerummet er så tungt læsset med eksemplarer af hans egen bog, at den bagerste kofanger kysser de vejbump, vi passerer.

Mens vi kører, udpeger Srdjan seværdigheder, der fortjener opmærksomhed. På den tæt befolkede Republic Square står statuen af prins Mikhael til hest foran Nationalmuseet. En gruppe folkedansere i nationaldragt tiltrækker sig opmærksomhed.

Srdjan peger igen.

– Se godt efter, siger han.

– Det ligner måske en typisk McDonald’s, men det var den første, der åbnede i et kommunistisk land. Folk kom fra hele landet for at se den første McDonald’s i Jugoslavien, fortsætter han og smiler lettere sarkastisk ved mindet.

Srdjan blev født i 1968 i Beograd, 23 år før Jugoslaviens opløsning begyndte. Seks delrepublikker udgjorde det socialistiske Jugoslavien: Serbien, Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Makedonien. Med løsrivelsen af Slovenien i 1991 – den rigeste af de seks delrepublikker – begyndte en tid med politisk uro, væbnede konflikter og krig på tværs af Balkanhalvøen.

En sådan skønhed

Ikke at krig var en uvant tilstand på Balkan – heller ikke i Serbien. Næsten 500 år med Osmannerriget som besættelsesmagt har sat sit præg på landet, der først fik sin frihed tilbage i det 19. århundrede.

I 1935 påbegyndtes konstruktionen af Sankt Sava-kirken, som i dag er en af verdens største ortodokse kirker. Byggeriet blev dog indstillet efter 2. verdenskrig, da den nye kommunistiske regering var imod projektet. Først i 1985 blev arbejdet genoptaget – og er ifølge Srdjan i dag 99 procent færdigt. Det er svært at se, hvad der mangler. Med sit kuplede design i hvidt marmor ligner kirken udefra en gigantisk skumfidus.

Vi parkerer, og Srdjan leder os indenfor, hvor de hvælvede lofter er guldbelagte, og væggene dækket af det største sammenhængende areal af mosaik i verden.

– En sådan skønhed og størrelse er aldrig før set, siger Srdjan – og denne gang er der ingen sarkasme i stemmen.

Dagens prædiken kører på repeat i højtalerne, mens han dæmpet fortæller om den kristen-ortodokse helgen, der lægger navn til kirken.

Sankt Sava var en serbisk middelalderprins, som blev munk og forhandlede fred med det byzantinske overherredømme – i hvert fald på kirkens vegne. Freden holdt dog ikke længe. Da serberne gjorde oprør knapt 300 år senere, blev hans jordiske rester gravet op og brændt af besættelsesmagten som straf.

Kirken er bygget på netop den bakketop i det mondæne Vracar-kvarter, hvor Sankt Savas knogler blev brændt, og er derfor blevet et symbol på serbisk ukuelighed.

Af samme grund, forklarer Srdjan, afslog bystyret tilbuddet, da to amerikanske forretningsmænd i 1997 tilbød at finansiere færdiggørelsen af byggeriet.

– Det her handler ikke om at genopbygge en kirke. Det handler om at genopbygge os selv som folk og som nation, siger Srdjan. – Så hellere lade det tage den tid, det tager.

Kosovo og kirsebær

Tilbage i bilen sætter vi kurs mod det nye Beograd. Vi krydser Savafloden, der samtidig udgør grænsen mellem Balkan og Centraleuropa. Den kunstige halvø Ada er med sine otte kilometer strand et yndet udflugtsmål for Beograds indbyggere.

Vi får en kop tyrkisk kaffe på en lille café ved flodbredden, da Srdjan drejer samtalen over på et emne, der helt sikkert ikke er blevet forhåndsgodkendt af den officielle turistmyndighed.

– Alle, der har besat os, har efterladt noget, siger han og henviser til den stærke og grumsede tyrkiske kaffe, serveret med en turkish delight balancerende på kanten af underkoppen. – Det er derfor, der er mere end 20 etniciteter her i landet. Og lad mig fortælle dig noget, siger han og læner sig frem.

– Der findes ikke serbere. Vi er alle sammen ungarsk-serbere, bosnisk-serbere eller noget helt tredje.

Han ser indforstået på mig, og jeg fornemmer, hvad der er på vej.

Srdjan vil gerne vide, hvordan vi i Danmark forholder os til konflikten med Kosovo – og pludselig har jeg mistet talens brug.

– Jeg har fået at vide, at det er bedst ikke at tale om det, pipper jeg.

Det er tydeligvis det forkerte svar. Srdjan ser skuffet ud.

– Ingen kommer til at eksplodere, siger han.

Jeg nikker forsigtigt.

– Men jeg føler bare ikke, jeg ved nok om det til at udtale mig, forsøger jeg.

Det er sandt. Konflikten har varet i årevis og er kompleks. Men Srdjan lader sig ikke formilde.

– 100 procent af alle serbere er enige om, at Kosovo er en del af Serbien. Så hvad er der at diskutere? spørger han insisterende.

Meget, åbenbart – eftersom Kosovos befolkning ikke er enig. Men den betragtning vælger jeg at holde for mig selv.

Jeg er en smule lettet, da vi kører tilbage over broen mod Beograds gamle centrum, og Srdjan sætter mig af foran Moscow Hotel. Vi siger pænt tak for i dag, og jeg klatrer op ad trapperne til hotellet, der blev opført i 1906 af et russisk forsikringsselskab og har huset prominente gæster som Albert Einstein og Charlie Chaplin.

I hotellets restaurant hænger tunge lysekroner, og pianisten spiller 80’er-hits på et sort flygel. Jeg sætter mig i et rødt plyssæde og bestiller en Moskva Shnit – en kage, der i over 40 år har været synonym med stedet. Og populariteten giver sig selv. Kagen – med sin søde og sprøde fragilité, kirsebær og mandelflager – var, synes jeg, helt klart ventetiden værd.

Se flere billeder herunder:

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 37/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.