Mette Sommer
Popkultur

Hun har selv delt roser ud og datet på tv. Nu bliver hun vært på podcast om "Bachelorette"

7. maj 2024
Af Signe Larsen
Foto: Mathilde Schmidt
Den tidligere deltager i "Bachelorette" og "Bachelor" Mette Sommer vil sideløbende med den nye sæson give indblik i, hvad der virkelig sker bag kameraet og inde i hovedet på deltagerne.

Først var hun afsted med en gruppe andre unge singlekvinder, der datede de samme to mænd. Året efter vendte hun tilbage som én af de første to kvindelige hovedroller i programmet.

Mette Sommer er efterhånden blevet stamgæst, når det gælder TV2s populære datingformat. I år bliver det ikke på skærmen, men bag mikrofonen, når hun debuterer som vært på podcasten "Bag om Bachelorette" på Podimo.

I første episode får hun besøg af Julie Kriegler, der ligesom Mette Sommer selv var "Bachelorette" sidste år, samt dette års nye hovedpersoner, Lissa Paustian og Sofie Martinusen.

Den tidligere "Bachelorette" vil sideløbende med den nye sæson tage et kig på små og store øjeblikke i programmet og vende dem med udvalgte gæster, fortæller Podimo.

Hun lover at dele insider-viden om, hvad der sker bag kameraet og inde i hovedet på deltagerne sammen med gæster, der alle har haft noget med programmet at gøre.

- Nu er jeg på den anden side, og jeg er lige så nysgerrig, som da jeg selv deltog. Alle snakker om programmet - på arbejdspladser, med veninderne, i parforholdet og til familiefødselsdage, udtaler Mette Sommer og fortsætter:

- Jeg vil gerne gøre seerne klogere på, hvordan sådan et program egentlig hænger sammen og fortælle sjove anekdoter fra de gange, jeg har været med.

I podcasten vil hun blandt andet fortælle om egne erfaringer med at udvælge, hvem der skal have roser til ceremonierne, og give indblik i, hvordan det er at date på tv.

Podcasten udkommer første gang 7. maj på Podimo.

Læs også