Det her program starter med, at alle taler om, hvordan de har sovet. For eksempel har Sonny sovet så godt, at han er klar til ”action”.
Tine meddeler, at hun ikke har haft fysisk kontakt med Jan i løbet af natten. Hvorefter hun så irettesætter sig selv.
-Ikke hvad jeg kan huske i hvert fald, siger hun.
Man må simpelthen elske den kvinde.
Alle er som bekendt på bryllupsrejser i Europa, og det er vel nok det bedste tidspunkt i enhver sæson af ’Gift ved første blik’, for nu begynder facaderne at krakelere.
Jan kan ikke længere skjule det og smider nu en bombe.
-Jeg har en Samsung-telefon.
Bagefter er stemningen blandt dem ødelagt, og Tine vil vide, hvordan han egentlig synes, det går med dem.
I det hele taget kan mange af parrene ikke længere komme udenom nogle vigtige, men meget trælse samtaler, og det står værst til for Sonny og Laura.
Det kommer vi til lidt senere. Først vil jeg minde jer om, at I selvfølgelig kan lytte til ’EJ EJ EJ!’, som i denne uge er lidt anderledes end normalt, men vi deler selvfølgelig advarsler ud og taler om parrenes små kriser, inden vi deler procenter ud til sidst.
Mange gnavpotter har været efter mig, og derfor får I nu også procenterne her på skrift. Selv tak, send mig gerne en pakke Merci. Den store.
Og lad os så komme til Milano, hvor Dorthe og Lasse er i gang med at smelte sammen i en smaskende forelskelse.
Dorthe og Lasse: 75 %
Her er Lasse ekstremt optaget af at vise Dorthe, at han kan vise vej. Det er meget mandet, men også uforståeligt.
Vejvisning er ikke en sej evne. Det er på niveau med at kunne cykle med én hånd på styret. En basal livskundskab.
Dorthe er heller ikke imponeret. Hun er bare med.
Senere begynder Lasse at forklare ting, han ikke ved noget om. Han mansplainer vrøvl om et slot og en kat.
-Hvordan stopper jeg dig?, siger Dorthe.
Det er ikke i orden. Reglen er, at man kun må mansplaine ironisk.
Faktisk består ordet mansplaine af det engelske ord man, som så er sat sammen med explaine, som betyder ’forklare’.
Dorthe og Lasse skal også lave pasta sammen med en mand, der har en kokkehue fra Temu på.
-Ej, hvor ville det være vildt at lave sin egen pasta til pasta kødsovs, siger Lasse.
Man ved, han er en mand, der er overbevist om, at han selv laver den bedste pasta kødsovs i verden.
Alle mænd over 40 har i øvrigt den verdensopfattelse.
Ingen forstår det, men de fejrer så deres bryllupsdag efter én uge.
Nu hvor 1 års bryllupsdag i folkemunde kaldes et ’papirbryllup’, må det så svare til et spagnumbryllup. Jeg kan ikke komme på et materiale, der er under papir.
Dorthe fejrer dagen med friskrevet trøffel på sin mad.
-Nogen har kørt med blyantspidseren henover, siger hun.
Bagefter får Lasse et følelsesmæssigt nedbrud, fordi han er bange for at miste Dorthe. Af en eller anden grund bliver man i tvivl, om han taler sandt.
Men de connecter meget, og Dorthe og Lasse kysser hele tiden. Altså, hele tiden.
Det er næsten for meget at være med til. Man er helt inde i deres intimsfære konstant. Det er ASMR-agtigt. Men trods alt ingenting at være bekymret over. De kører med klatten.
EJ EJ EJ!
Signe Larsen fra femina og Thomas Balslev fra Heartbeats ser reality-tv, som fodboldfans ser Champions League. Hver uge taler de om de største øjeblikke i tidens hotteste fjernsynsprogrammer og bedømmer deltagernes præstationer på romantikkens boldbane.
Jan og Tine: 52 %
Vores skønne skovmand og hans hustru er i Amsterdam, og Jan mener selvklart, at det er ”verdensklasse.”
Nogen må snart sige, at den nedre barre for, hvornår noget er ”verdensklasse”, skal op i Jans verden.
De sætter sig på en café, hvor entusiasmen ved bordet er ikkeeksisterende.
-Så sidder vi her, siger Jan.
Tine vil gerne ha’, at han fortæller lidt mere og spørger ind.
-Hvad tænker du om os to?, siger hun.
-Jeg er ikke interesseret i at forcere noget, siger han.
Manden er ikke tæt på at forcere NOGET. Forcér nu lidt. Slå en prut.
Senere tager Jan en lur, og Tine tager ned i parken sammen med alle alkoholikerne. Frisk nok egentlig.
De sejler i en pedalbåd, som Jan mener er ”verdensklasse.”
- Så skal vi snart ha’ bajser, siger Tine, og de tager på sportsbar, hvor de får følgende: et par genstande.
-Tror du på skæbnen, siger Jan så.
- Ja, siger Tine.
-Alt faldt i hak dér, siger han bagefter, og de slutter dagen af med at få en ’footmask’ på. Når folk bliver 50, begynder de at elske godt fodtøj og får orgasmer, når de tager deres sko af.
Man kunne måske tro, at det går lidt sløjt her, men det gør det ikke. Jan mærker et ”kærlighedsbånd” mellem dem, og deres bryllupsrejse har gjort noget godt for deres relation. Jeg tror på dem. Prognosen stiger.
Thomas og Mette: 58 %
Thomas og Mette er meget underspillede, men har scoret årets flotteste bryllupsrejse. Så forhåbningen er, at Lissabon får amorinerne til at gå grassat nu.
Det sker ikke. På en turistbus synes Thomas, det hele er lidt ”turistet.”
Han lægger armen om Mette i halvandet sekund.
-Han vil mig gerne i hans kropssprog, siger Mette.
Vi konstaterer, at Thomas ikke er en smiler. Det bliver ikke bedre, da de sidder på en restaurant, hvor Mette ser Eurovision på en telefon, mens de spiser.
Hvad laver hun? Er det en bevidst leg, hvor hun tester ham? Er det her kvindelist?
Bagefter tager de på bar og ser mere Eurovision et sted med en mængde diskolys, jeg ikke kan beskrive.
-Det er vildt at se dig så glad, siger Thomas, der nu har vist sig som en mand, som kan udstå alt.
De surfer også, og det synes de er sjovt. Altså, det er jo ikke, fordi det går dårligt, men heller ikke strålende. De er svære at læse i deres parringsdans lige nu. Vi vil ha’ et kys snart.
Otto og Amalie: 73 %
Et kys, siger du?
Otto og Amalie: Hold my beer!
Den store nyhed er, at det her par simpelthen knalder. Og det er fantastisk. Wauw!
Otto er nu officielt den første mand i verdenshistorien, der har fået fedtet bøhmanden iført merchandise fra Lidl.
De har det med andre ord sjovt i Paris, og på et tidspunkt vil Otto springe over noget vand, hvilket slår fejl. Der manglede 45 centimeter.
-Er Otto 32 år eller et barn? siger Amalie, hvilket er det, Danmarks befolkning har tænkt i 3 uger nu.
Inden de skal ud på date spiller han luftguitar på hotelværelset, mens Amalie ser på. Det giver ingen mening. Det er ikke normal adfærd.
Under selve middagen vil Otto gerne trylle. Alle seere holder vejret.
-Der skal magi luften, siger han og kaster en masse kort op.
Amalie elsker det, og de bestiller drinks og dessert.
-Skal du ha’ lidt af fars vaffel? siger Otto.
Amalie vælger at kaste vand på ham og får grineflip. Alt er vanvittigt og perfekt. Måske er det faktisk lykkedes folkene bag det her program at finde den ene kvinde i landet, som kan rumme Ottos tornado-verden.
Spørgsmålet er dette: Hvorfor sover Otto på gulvet? Og hvad skal der nu ske for det her skønne par? De overrasker konstant og har som det eneste par i år valgt den rette strategi på bryllupsrejsen, nemlig druk. Tak for det.
Sonny og Laura: 8 %
Av, av, av. Her har vi at gøre med et ægteskab i stor krise. Det starter ellers gnidningsfrit med Laura, der siger, deres plan for dagen er, at de skal ”ud og opleve noget.”
Sonny beskriver også stemningen som ”kanon”, men uden ”ping pongen endnu”.
Omgivelserne er lortevejr og blæst. Og de skal på en stor svævebane.
Laura er bange, og man begynder at blive lidt loren. Hallo, havde hun ikke solgt sig til programmet som en pige med ben i næsen og faldskærm på?
Så smider Laura en kæmpe atom-bombe i Reykjavik.
-Vi har ikke samme humor, siger hun.
-Min er dårligere end din, siger Sonny.
-Ja, siger hun.
I betragtning af at farhumor udgør 95 % af grundlaget for deres match, må det siges at være en katastrofe.
I en Chesterfield-sofa vælger de at lave en øvelse, hvor Sonny siger, han savner fysisk kontakt.
-Det betyder møj for mig.
Bagefter har Laura brug for fem minutter for sig selv.
Alt er lort. Dagen efter går Sonny ind i et vandfald.
-Kæft det er fedt!
Det er vist Islands hovedattraktion efter Katla, som alligevel er i dvale lige pt.
I Sonnys verden er kærlighed fuld jahat or nothing – og Laura har slet ingen hat på. Hendes holdning er, at de allerede har været gift for længe.
På en restaurant har de en snak om deres forhold, der er ulidelig. Man vil hellere til 4 timers webinar om GDPR hver dag i et år end at være Sonny eller Laura lige der.
Sonny prøver selv at undslippe situation ved at gå i hotelbaren og drikke øl med ”nogle pensionister.”
Det medfører en krise på hotelværelset for Laura, som ikke kan være i, at han ikke har pakket sin taske endnu. Det er altså ikke et drama, jeg kan forholde mig til, Laura.
I taxaen næste dag er der lortestemning, og Laura sender i et splitsekund et blik til Sonny, som er fatalt. Jeg er bange for, at det her par ikke klarer sig igennem hele eksperimentet, desværre.
Husk at lytte til podcasten ‘EJ EJ EJ!’, hvor vi deler de endelige procenter ud til parrene, og hør hvem der får advarsler og løber med ugens fidusbamse. Du finder ugens afsnit herunder eller der, hvor du normalt lytter til dine podcasts.