Copenhell
Popkultur

Der er særligt én ting, jeg hader ved dansk festivalkultur. Men på Copenhell fandtes det ikke

27. juni 2024
af Christoffer Mygind Juul
Foto: Privat
Om sommeren bliver der ofte snakket om, hvad festivalerne selv kan gøre for at skabe gode rammer for en god fest. Men ansvaret ligger også hos festivalgæsterne, og er der ét sted, hvor den gode festivalkultur trives, er det på Copenhell.

Jeg tør godt kalde mig selv en garvet festivalgænger. Fra de store som Roskilde Festival og Northside til de mindre øfestivaler som Skarø Festival og Samsø Festival, så har jeg været hist og her, siden jeg første gang betrådte teltpladsen i Roskilde i 2008.

Der er dog stadig mange festivaler, jeg endnu ikke har prøvet, og særligt én har altid stået øverst på listen over dem, der bare måtte prøves. Nemlig Copenhell.

Metalfestivalen på Refshaleøen i København, der første gang blev afholdt i 2010 og i dag tiltrækker over 35.000 rock- og metalfans fra nær og fjern.

Og i år blev det endelig muligt at tilføje Copenhell til min festivalplan. Det var dog med lidt mere nervøsitet i maven end ellers, at jeg for første gang satte mine fødder på pladsen onsdag den 19. juni. For jeg ved, at metalfans værner om deres miljø og musik som få andre musikmiljøer. Og mens jeg godt tør kalde mig selv festivalgarvet, kan jeg ikke kan kalde mig metalfan.

https://imgix.femina.dk/2024-06-27/IMG_5195.JPG
Foto: Privat

Misforstå mig ikke. Jeg kan godt lide rock og kan værdsætte hård rock, men hård metal har aldrig fået sit faste jerngreb om mig. Om det er noget andet nu, vender vi tilbage til.

Derfor var det også med dyb respekt for fællesskabet, som Copenhells publikum er blevet så kendt for, at jeg drog ud for at mærke det bedste, Helvede havde at tilbyde herhjemme.

Og det var ikke så lidt. Faktisk blev det en af mine bedste festivaloplevelser til dato.

Hvis man ser bort fra den manglende repræsentation af kvinder på plakaten (kom lige ind i kampen, Copenhell!), så er der særligt tre ting, jeg bed mærke i, som gør Copenhell til noget særligt. Noget, som andre festivaler, både arrangører, men i særdeleshed også vi som festivalgæster, kan tage ved lære af.

Da jeg stod godt fremme til "The Offspring" koncerten, var det ikke bare guitaristen Noodles' vanvittige evner på sin guitar, der fangede min opmærksomhed.

https://imgix.femina.dk/2024-06-27/IMG_5316.jpg
Foto: Privat

Særligt fraværet af telefoner var svært ikke at lægge mærke til. Telefoner er blevet en indædt – og i min optik ærgerlig – del af dagens koncertkultur, og der er da også skrevet stolpe op og stolpe ned om, hvordan vi skal være bedre til at pakke dem væk, når vi står foran en scene. Men den opsang kan ikke bruges mod festivalgæsterne på Copenhell.

Måske er det fordi gennemsnitsalderen på Copenhell er 42 år, at telefonerne ikke hviler ligeså fast i hænderne på dem sammenlignet med gæster på andre festivaler, hvor jeg har oplevet den modsatte tendens. Men forklaringen kan også bunde i en en dyb respekt for musikken fra gæster til disse koncerter.

Jovist, så er alle festivalgæster forhåbentligt afsted for at opleve musikken, men hvor det på andre festivaler i høj grad også er stemningen, madscenen og andre faktorer, der spiller ind, var min opfattelse, at det på Copenhell på alle måder var musikken, der fungerer som det helt store trækplaster, og at det er den, der er hjertet af hele fællesskabet.

Og netop det stærke fællesskab baner også vejen for en virkelig tryg festival.

Jeg har sjældent oplevet en festivalplads, hvor jeg har følt mig så tryg og så taget godt hånd om. Jeg oplevede tæt på ingen mennesker, der skabte en grænseoverskridende eller giftig adfærd. Og de få der gjorde, fik besked på at dysse lidt ned. Ikke fordi man ikke må feste eller larme, tværtimod, men fordi den gensidige respekt for andre føles så nærværende.

https://imgix.femina.dk/2024-06-27/IMG_5043_VSCO.JPG
Foto: Privat

Det lyder måske underligt, at en festival som Copenhell, der er kendt for sine mosh pits, er tryg som ingen anden. Men måske fordi, at alle til Copenhell faktisk ved, hvad en mosh pit er, hvorfor alle køber ind på præmissen om, hvad det går ud på. Og vil man ud af den, eller falder man i den, så bliver du grebet af dem omkring dig.

Og apropos at blive grebet, så var det præcis den følelse, jeg stod tilbage med efter mit besøg på Copenhell: at jeg følte mig grebet. Grebet i min kærlighed til festivaler og grebet i den eufori, musik og gode koncertoplevelser, det er muligt at skabe, når folk er fælles om en passion.

https://imgix.femina.dk/2024-06-27/IMG_5313.jpg
Foto: Privat

Og at der så ovenikøbet er massive lysshows, flammekastere og en gennemført branding allerede inden, du træder ud på pladsen – klapsalve til Movia for deres "666 "-buslinjer med påsatte djævlehorn og til "Rådet for Sikker Trafik", der i festivalens anledning havde omdåbt dem selv til "Rådet for Fucking Sikker Trafik – ja, det gjorde kun hele oplevelsen bedre.

Om jeg er blevet fan af metalmusik, siden jeg forlod Refshaleøen, er stadig for tidligt at sige. Men bandet "Tool" er da røget ind i min Spotify-rotation, hvorfor der ikke skal herske nogen tvivl om, at jeg vender stærkt tilbage til Helvedes ødemark i 2025. Måske endda som en endnu bedre festivalgæst end før – for jeg vil selv gøre alt, hvad jeg kan for at tage den gode festivalkultur med mig videre til resten af sommerens festivaler. Også selv om det bliver svært at lade telefonen ligge i lommen til Doja Cat på Roskilde.

Læs også