Alene med en bjørn eller en fremmed mand? Det er spørgsmålet, der har startet en debat om kvinders sikkerhed
Foto: Emma Line Holm Sejersen
Signe Larsen er journalist med ansvar for popkultur og liv på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.
"En bjørn. Mænd er uhyggelige.”
Sådan svarer en kvinde selvsikkert på spørgsmålet om, hvem hun helst ville være fanget alene i en skov med. Videoen, der er delt på TikTok, har fået over 14 millioner visninger og er bare én af mange.
En anden kvinde ræsonnerer sig i videoen frem til, at bjørne ikke altid angriber, hvis bare man lader dem være. Derfor vælger hun også bjørnen. Underforstået at manden altså er et mere usikkert valg.
De seneste uger er det hypotetiske spørgsmål gået viralt på TikTok, stillet i talrige videoer på et hav af forskellige måder, og har samtidig sat gang i en debat om kvinders sikkerhed.
Mange kvinder svarer nemlig, at de hellere ville møde bjørnen end en fremmed mand. Flere mænd fortæller i øvrigt, at de også hellere ville lade deres eventuelle barn være fanget med bjørnen frem for manden.
De, der efter lidt betænkningstid vælger manden, forklarer f.eks., at der trods alt stadig er en “50/50 chance” for at barnet overlever med en mand. Gode odds, eller?
Videoerne er på den ene side underholdende, og mange af svarene givet med en ironisk distance. Jeg har selv trukket på smilebåndet flere gange, mens jeg er scrollet forbi dem på min for you page.
På den anden side gemmer der sig en alvorlig virkelighed bag spørgsmålet. For det er i mine øjne nemt at forstå, hvorfor så mange kvinder ville vælge bjørnen.
Gennem hele vores liv bliver vi fortalt, at vi ikke skal gå alene om aftenen, holde os til veloplyste veje og stier, låse bildøren så snart vi sætter os ind, tildække os og undlade at vise for meget hud – alt sammen for at undgå den fremmede mand.
I et kommentarspor skriver en mand blandt andet, at han godt forstår kvindernes valg – fordi man ved, hvad man kan forvente af en bjørn.
“I det værst mulige scenarie ville en bjørn bare slå mig ihjel”, skriver en anden. Hvad kunne manden egentlig finde på?
Nogle pointerer også paradokset ved, at hed det i stedet “bjørn eller kvinde”, ville de fleste med al sandsynlighed vælge kvinden. Surprise!
Jo, måske har vi set for meget true crime, og ja, det er bare et “fjollet”, hypotetisk spørgsmål. Men det er i lige så høj grad et spørgsmål, der udstiller den frygt, mange kvinder stadig har for at møde en fremmed mand, når de er helt alene og forsvarsløse i det offentlige rum.
Det er en frygt, vi stadig skal tage seriøst. Selv om statistikkerne siger noget andet, og selv om vi også griner af det på TikTok.
Så hvad ville du vælge? Mand eller bjørn?