Min datter vil ikke se mig mere

Kære Renée.
Jeg står i en akut krise med min voksne datter, som jeg har haft et varmt og sjovt forhold til, før hun fik et barn, som nu er 2½ år. Jeg er pædagog og kommer nogle gange til at komme med gode råd, hvilket hun overhovedet ikke kan klare. Da jeg selv var blevet mor, tog jeg altid imod de råd, jeg fik af min mor og bedstemor. Min datter har nu bedt om en pause i vores forhold. Jeg omgås børn til daglig og har en masse erfaring, som jeg kan give videre, uden på nogen måde at være bedrevidende. Næsten hver gang jeg siger noget til mit barnebarn, så retter hun på mig i hans påhør. Nu er han så stor, at han automatisk vender sig mod hende, hvis hun er der, når jeg retter på ham. Det er helt idiotisk at være vidne til. Så derfor påpeger jeg det. Jeg mener også, der er et eller andet, som ikke stemmer, da han til tider overreagerer, græder og skriger og kigger på os, som var vi spøgelser. Det har han gjort fem gange i forskellige sammenhænge, siden han var 1½ år. Især efter at han er blevet irettesat på en venlig, men bestemt facon, eller efter at han er vågnet op af søvnen. Han er aldrig blevet passet af fremmede. Jeg elsker ham og vil gerne passe ham når som helst, selv om jeg har andre store børn, arbejde, mand og masser af fritidsinteresser. Men nu kommer han bare først. Min datter har været alene med ham siden fødslen, og derfor har jeg passet ham meget, så selvfølgelig har jeg et meget nært forhold til ham. Min datter har skrevet et brev til mig, hvoraf det fremgår, at jeg er temmelig uudholdelig. Hun er en klog og fornuftig kvinde og en god og kærlig mor. Men når jeg kommer på banen med forslag og råd, svarer hun i et nedgørende tonefald, ofte i hans påhør. Det kan jeg selvfølgelig ikke finde mig i.
Morlil

Kære Morlil.
Jeg kan se på det brev, du har vedhæftet fra din datter, at I nu er endt i en meget anspændt situation, og at din datter tager fuldstændig afstand fra dig. Det er selvfølgelig alt for trist. Derfor synes jeg, du skal skifte hest lige med det samme. Det, jeg læser i dit brev, er, at du har verdens bedste intentioner, du vil så gerne både din datter og dit barnebarn, og du prøver at være kærlig over for dem begge, men det lykkes ikke rigtig. Jeg tænker, at den måde, du opfatter som kærlig, kunne din datter opfatte som, at du vil opdrage på dit barnebarn - hvilket jo er hendes job. Måske tager hun din opdragelse af sin søn som mistillid til hendes evner til at være den, der opdrager, og så er det måske forståeligt, at hun reagerer stærkt mod det? Derfor synes jeg, du helt enkelt skulle holde med at være opdragende over for ham og forsøge i stedet kun at se med det kærlige blik. For jeg læser desværre også meget kritik af din datter og hendes barn i dit brev, og jeg tænker, at den kritik opfatter hun jo også. Jeg tror, den eneste farbare vej ud af den krise, du er havnet i, er at tage det kærlige blik på. Man kunne jo sagtens sige om Pippi Langstrømpe, at hun var hyperaktiv, asocial og umulig, men tog man nogle andre briller på, så kunne man jo også sige, at hun var modig, sjov, fantasifuld, rummelig og fantastisk. Hvordan man opfatter en situation, kommer an på, hvilket blik man vælger, og jeg tænker, at du kan vælge at kigge på dit barnebarn og hans mor med et kærligt blik - et blik, der indeholder, at hun sagtens kan klare at opdrage ham, at hun gør det godt, at hun er en god mor, der passer på sit barn, og at hun har fået en dejlig unge, der sandsynligvis ikke er perfekt (kender ingen unger, der er), men en unge, der kan rigtig meget, er rigtig sjov og hyggelig, og som har et langt liv foran sig, hvor han skal lære en hel masse.
Kærlig hilsen Renée

Spørg Renée
Renée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på renee@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.