
Ny viden skal hjælpe kvinder til at træffe det rigtige valg i overgangsalderen

Ifølge Dansk Selskab for Obsterik og Gynækologi kan hormonbehandling give effektiv lindring af symptomer som svedeture og hedestigninger til kvinder i overgangsalderen.
Foto: Colourbox
Nu er der hjælp at hente for kvinder i overgangsalderen, som er i tvivl om, hvorvidt hormonbehandlinger er det rette for dem.
Der er nemlig god evidens for, at hormonbehandlinger er det mest effektive middel mod symptomer som svedeture og hedestigninger for kvinder i overgangsalderen, ifølge nye retningslinjer fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi.
Hormonbehandling kan lindre gener der kan være invaliderende for både arbejdslivet og det sociale liv, og kan starte allerede mens der stadig er menstrurationsblødninger, lyder det fra Anette Tønnes Pedersen, klinisk lektor i Obsterik og Gynækologi på Rigshospitalet i en pressemeddelelse, hvor hun også siger:
"Vi ved, at mange kvinder forsat har blødninger og samtidig belastende gener som følge af en meget ustabil produktion af kvindeligt kønshormon, før blødningerne stopper helt. Derfor kan det i nogle tilfælde give god mening at starte på hormonbehandling lidt tidligere”, siger hun i meddelelsen.
Anette Tønnes Pedersen tilføjer, at det er vigtigt, at kvinder kender til, at den risiko, man i forvejen har for brystkræft, stiger en til to pct., hvis man tager hormonpræparater i mere end fem år efter 50-års alderen.
Anette Tønnes understreger også, at formålet med hormonbehandling er at lindre gener. Ifølge de nye retningslinjer kan rygestop, motion og sund kost være langt mere effektive måder at styrke kvinders sundhed end hormonbehandling.
Der er delte meninger blandt forskere omkring hormonbehandling versus motion og livsstilsændringer i behandlingen af gener forbundet med overgangsalderen. Det fremgår blandt andet i en artikel fra Videnskab.dk, hvor du kan læse mere om emnet.
Vejledningen sætter også fokus på behandling med det mandlige kønshormon til kvinder i overgangsalderen med manglende sexlyst:
“Vores gennemgang viser, at det har en positive virkning på manglende sexlyst i halvdelen af tilfældene”, siger Anette Tønnes Pedersen i meddelelsen.




