Sådan formåede en fremmed mand at score mig på åben gade, selv om jeg har en kæreste

Nina Pratt er journalist på Heartbeats. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

I går lignede jeg én, der var fløjet fra Mallorca til København i et fly uden tag. Mit hår var en svedig fuglerede, og jeg havde noget meget fly-agtigt tøj på: gamacher, soveposejakke og en stor Adidas-taske fyldt med tøj.

Jeg var lige kommet ud af mit lokale fitnesscenter og var på vej hjem til fods. Det var mørkt og koldt, og jeg ville gerne hjem. Så da jeg blev prikket på skulderen 100 meter foran min hoveddør, var jeg ingenlunde modtagelig over for, hvad end vedkommende ville mig.

– Undskyld, hej, sagde en fremmed mand, nok midt i 30’erne.

Jeg ville have svaret ‘dav’, men jeg havde lige puttet nogle läkeroler i munden. Så lettere lunkent svarede jeg:

– Fav.

– Jeg så dig lige komme ud af fitnesscentret, og jeg er bare nødt til at sige, at du ser virkelig godt ud, smilede han.

Interessant, tænkte jeg. Ham her ville gerne have et stykke med Nina, selv om jeg ikke engang havde nået at bruge mit primære scoretrick på ham (at kalde hans musiksmag for “indie-lort”).

– Wow, tak, svarede jeg.

Jeg forstod godt, hvad der skulle til at ske, og alt i mig strittede imod. Når det kommer til at flirte, er jeg uheldigvis et produkt af den tid og det samfund, jeg er vokset op i. Jeg er überdansk og meget Maude Varnæs’k, når det kommer til uønsket kontakt i det offentlige rum. Og de seneste par års offentlige debatter om #Metoo, grænsesætning, red flags, icks, ghosting, dating fatigue og heterofatalisme har nok efterladt mig med en usynlig, cockblockende flyverdragt. Jeg har desuden en kæreste, så denne interaktion ville unægteligt ende med en akavet afvisning.

Omvendt, så har jeg også været blandt dem, der har klaget over, at mænd ikke tør tage initiativ i dag, og kvinderne skal gøre al scorearbejdet. Og nu stod jeg så her, og en venlig mand havde lige fortalt mig, at jeg så godt ud, selv om enhver anden ville forveksle mig med duedamen fra ‘Alene Hjemme 2’. Så jeg besluttede mig for at blive i situationen. Hvad var det værste, der kunne ske?

– Kommer du lige fra træning?, spurgte han.

– Ja, svarede jeg. Sorry, jeg sveder lidt, tilføjede jeg, bare for at fylde stilheden.

– Respekt. Jeg prøver også at gå op ad nogle trapper og sådan.

Jeg lo.

Han fortalte, at han var begyndt i samme fitnesscenter, fordi hans ven havde lokket ham med, at de kunne træne sammen, men at han nu havde opdaget, at han var et “ekstraordinært svagt menneske”. Vi sludrede videre i et par minutter, og han formåede at stille spørgsmål, få mig til at grine og komplimentere mine “fine brune øjne”. Med andre ord: en masterclass i flirting. Jeg var totalt charmeret.

Og så kom det: Må jeg ikke invitere dig ud på en drink en gang?, spurgte han.

– Uh, sagen er, at jeg faktisk har en kæreste. Men jeg synes, du er helt vildt modig, og jeg vil ikke afskrække dig fra at gøre det her i fremtiden, for du er mega god til det. Please, bliv ved at gå op til fremmede og invitere dem ud, sagde jeg og daskede ham på skulderen.

Han rynkede brynene i forvirring. Der var stilhed et øjeblik.

– Hvad fanden, grinte han. Tak for feedback. Det har jeg ikke prøvet før. Og det er jo ingen sag at gøre, når responsen er så fin her. Hav en god aften.

Så highfivede vi. Sådan skal det gøres, tænkte jeg, og gik smilende hjem. Efter lidt tid indfandt en følelse af skam sig dog hos mig. Hvorfor skulle jeg have en så kolossal nej-hat på overfor en interaktion, der faktisk var positiv?

I 2024 spurgte Linnea Maja Ernst, hvor flirten blev af i Weekendavisen. Fra at have været naturlig og bredt tilgængelig for 15-20 år siden (i den analoge verden) er den pludselig langt sværere at spotte. Det skyldes, vurderer hun, at den er rykket over i den digitale sfære. Men datingapps og dertilhørende dates er strippet for mystik og usikkerhed: Man ved begge, at man er der, fordi man er tiltrukket af hinanden. At der er fravær af usikkerhed giver selvsagt anledning til en større følelse af tryghed. Men med tabet af usikkerhed i flirten, mister vi også noget, forklarer Linnea Maja Ernst.

– Flirten afhænger af et element af usikkerhed. Ambivalensen og spændingen forsvinder, når der ikke er en overhængende fare for et ansigtstab. Og når vi aldrig flirter, mister vi sproget for det. Af frygt for at sige noget forkert siger man hellere ingenting, skriver hun.

Øj, hvor er det deprimerende. At den vaskeægte, fysiske flirt er blevet så fremmedgjort, at den føles farlig. Som én, der selv var aktiv på dating-apps i flere år, genkender jeg, at der findes én bestemt spillebane, hvor flirten foregår – i beskedtråden og på selve daten – og alle andre steder føles den ekstremt malplaceret.

Men det er jo noget værre pis. Vi er mennesker, der eksisterer i den virkelige verden, og det er sjovt at flirte. Hvorfor franarre os selv den godbid? YOLO, er det ikke det, vi siger?

Og for en god ordens skyld: Nej, det her er ikke et carte blanche til, at man skal følge efter kvinder (eller mænd), der forlader fitnesscentret. Det er blot et eksempel på, at den flirtende interaktion mellem kønnene er en balancegang, og at denne faktisk ikke er så svær at finde. Hvis vi giver hinanden plads, altså.

Tak til fitnessflirteren for at minde mig om noget vigtigt. Og også for at bekræfte, at det trods alt stadig er muligt at møde nogen i virkeligheden, duedame-look eller ej. Mon ikke flirt er ligesom muskler, der kan genoptrænes ganske let, når først man beslutter sig for det. Forhåbentligt ses vi til træning.