
"Hvad er det for et skur", spurgte min datter og pegede på et gammelt farvebillede. Og det fik mig at huske på noget vigtigt

tine Bendixen om nøjsomhed, nostalgi og betydningen af små øjeblikke i livet.
Foto: Privat
Tine Bendixen er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.
Hvad er det for et skur?, Min datter pegede på et gammelt farvebillede, jeg havde hængt op med en køleskabsmagnet. Og umiddelbart var det vel et skur. En firkantet ”sildekasse” med bredt to-fags-vindue på fronten, blåmalet todelt stalddør i siden, svagt skrånende tjærepap-tag og hybenroser i baggrunden. Jeg fandt billedet, da jeg ryddede op for nylig.
Min datter har aldrig set min farmors og farfars sommerhus, kun hørt om det. Men her var det så, og det så vitterligt ikke ud af noget særligt. Sommerhus-skuret var vel maksimalt 12 kvadratmeter i alt. Man gik direkte ind i et smalt køkken. Der var ikke indlagt vand, min farfar hentede vand i en stor plastikdunk med tappehane hos købmanden.
Min farmor lavede mad over to gasblus. Fra midten af køkken-tarmen var der en smal åbning ind til stuen, hvis indretning bestod af et lille bord med tre taburetter. En kommode. Et minimalt skab med forhæng. Og en sofa, der kræver forklaring. Ryglænet var skruet fast på væggen med hængsler øverst og var nøjagtig samme størrelse som den sofadel, man sad på.
Om aftenen løftede man ryglænets nederste del ud fra væggen og op i horisontal vinkel, satte to brædder i spænd mellem ryglænets bund og siddedelens bund foran, og vupti havde man en køjeseng til de voksne. Jeg sov i en drømmeseng, der ikke kunne foldes helt ud. Der var ikke plads.
Erindringer og erfaringer kan føles rige, uanset hvor beskedne omgivelser de er høstet i
Elektricitet? Niks. WC? Niks. Men oppe ved købmanden var der en gulkalket bygning med tre rustrøde dasser til herrer og tre til damer – kun til til områdets 10-12 gamle sommerhuse, der havde navne som Pax og Udsigten og Toppen, og alle var større end min farmors og farfars, men lige så primitive.
Dasserne var af den virkelig gammeldags slags med rundt trælåg og zinkspand under hullet. De var rarest at besøge, når natmændene lige havde været der ...
Hvad man ikke kan se på billedet af sommerhus-skuret, er, at der er havudsigt fra aller-allerførste række. Når man sad ved det lille bord ved vinduet inde i huset, havde man nærmest vand i øjnene.
For nylig var jeg i nærheden og følte en uimodståelig længsel efter at kigge forbi. Det var næsten 30 år siden sidst. Området var genkendeligt, men alligevel helt forandret. De primitive sommerhuse, der engang lå spredt på åbent land, var afløst af store jacuzzi-luksus-sommerhuse gemt bag hegn og hække.
Købmanden var for længst blevet ejendomsmægler. Dasserne var fjernet. Min farmor og farfars simple hus var også for længst borte, det minimale jordstykke overgroet. Men den stensætning, min farfar engang lavede for at skabe en lillebitte lun gård bag huset, var der stadig. Og dér fik jeg virkelig vand i øjnene.
Mon ikke du også selv kender til den slags ”skure” i livet - til noget der kan virke som ikke noget særligt, men alligevel har fået en særlig plads? Måske fordi erindringer og erfaringer kan føles rige, uanset hvor beskedne omgivelser de er høstet i, eller hvor ligegyldige de kan synes for andre?
Det er bestemt ikke, fordi jeg er minimalist, nok nærmere det modsatte. Så mit ærinde er ikke at glorificere en fortid, der var langt mere nøjsomhedspræget, end livet i Velfærdsdanmark er for de fleste af os nu. Ingen af os ønsker os 00-toiletpapiret tilbage!
Det handler mere om at småfilosofere over, om vi er blevet så overbeviste om, at vi da ved, hvad rigdom i tilværelsen er og hvordan vi jagter den rigdom, at vi nogle gange undervurderer eller ligefrem glemmer vores ”skur”-øjeblikkes betydning. Det store i det små.
For det slår mig alligevel, når jeg kigger på det gamle farvebillede: Det er et billede af lykke.

Udvalgt indhold

Helene havde haft ondt i maven hele livet – lige indtil hun mødte en særlig læge, der knækkede koden

Følger du også med i Beckham-dramaet? Sådan undgår du konflikter med svigerfamilien

