Tine valgte ny farve til sin entré: "Deeeet ... viste sig at være en overraskelse"

Tine Bendixen er journalist og har skrevet denne klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Nu gik den ikke længere. Sagen var, at entreen i den grad trængte til at blive malet. Den havde en ubestemmelig fesen farve – hvid tilsat et par dråber fersken, laks, lyserød og lysebrun. Et typisk resultat af, at jeg for nogle år siden ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle vælge, og så valgte en farve, der ikke var en farve. Entreen fortjente i den grad nyt liv.

Jeg havde en rest engelsk kalkmaling til møbler, sådan en fin, lys gråtone med en svag snert af lys lavendel, den farve skulle det være. Jeg kunne lige se entreen for mig: Elegant, nærmest med et fransk touch.

Den maling lå farvehandleren ikke lige inde med. Han målte sig frem til min rest kalkmalings-farvekode med sin geniale farvemåler og fandt så frem til farven i den klods, der kan foldes ud som en vifte i hundredevis af farvetoner. Jeg syntes ikke helt, den lignede min, så jeg valgte en, der var nummeret lysere.

Det, mente farvehandleren, var et forkert valg. Så tog jeg alligevel nummeret mørkere og gik hjem til min mand, og så malede vi løs. Deeeet ... viste sig at være en overraskelse.

Hvid ER jo det sikreste, ikke? Min mor sagde altid, at man skulle undgå at male sine vægge i farver, man endte bare med at fortryde det, hvid vidste man altid, hvad var.

Hvor har jeg malet mange vægge hvide i løbet af mit liv, samtidig med at jeg har haft en skjult længsel efter at give den gas med farverne, men det er sjældent blevet til meget mere end flink flødefarvet eller den fesne ikke-farve i entreen. Kun en håndfuld gange har jeg givet den fuld skrue. Engang malede jeg et værelsesloft skrigpink med guldstjerner og et toilet i skabsstørrelse sort – gulv og loft inklusiv.

(Min undskyldning er, at jeg var meget ung). En anden gang blev spisestuen arsenikgrøn. Dér måtte jeg sande, at min mor havde ret, man lignede virkelig et lig, når man sad ved middagsbordet.

Men det appelsinorange soveværelse i vores første sommerhus var en succes, det var, som om solen altid skinnede i det rum uanset vejret udenfor. Og den burlesque-røde karnapstue herhjemme har vi endnu, den er særligt et hit til jul.

Nu har vi så også fået en entré, der vel nærmest er i farven mørk, støvet lilla-grå og helt utrolig langt fra den dér elegante lyse gråtone med en snert af lys lavendel og et fransk touch, som jeg havde forestillet mig.

Jeg ved ikke helt, hvad der gik galt, måske var farvehandlerens farvemåler alligevel ikke så genial, men nogle gange kan man jo være heldigere, end politiet tillader, for det er blevet vildt pænt. Overraskende pænt. Faktisk helt sikkert pænere end det ville være med den farve, jeg havde forestillet mig.

Men hvis det nu ikke havde været tilfældet, så var det da bare at male entreen om, ikke? Værre er det ikke. Det vil jeg så huske, næste gang jeg er ved at falde i den hvide malerspand. Det kan godt være, at hvid er det sikre, nydelige, skandinavisk designrigtige valg. Men det er også lidt kedeligt og lidt dovent. Efter min mening.

Heldigvis også efter min mands. Efter en indledende skepsis over den nye lilla entré har han overgivet sig. ”Farver er vigtige, dyr parrer sig efter dem”, siger han grinende. Det er virkelig godt at minde sig selv om, når man skal male sit hjem. Spring ud i det. Verden er i farver. Nu pønser jeg på at male hele køkkenet gammelrosa. Det kan kun gå godt.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ og få et tilbageblik på reality-året der gik. Find den hver søndag i advent dér, hvor du normalt finder dine podcasts – eller herunder