Sonja stod i metroen, da hun fik et overraskende tilbud: "Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet det"

Influencer Sonja Lovdal stod i metroen, da en mail tikkede ind på hendes telefon. Det drejede sig om et samarbejde med den amerikanske legetøjsproducent Mattel, men mere fik hun ikke oplyst, da det endnu var fortroligt.

Ugen efter sad Sonja Lovdal med til et møde, hvor hun fik afsløret, at der for første gang udkom en Barbie med autisme på markedet – og at hun nu fik tilbuddet om at være dansk ambassadør for dukken. Et tilbud, der var vildere end noget andet, hun havde turde håbe på.

– Jeg havde aldrig nogensinde i min vildeste fantasi troet, at der kunne findes en Barbie med autisme. Det var den fedeste overraskelse! Og det var en kæmpe ære at blive udvalgt som ambassadør til at skulle repræsentere dukken i Danmark, fortæller hun om oplevelsen i et interview med femina.

Det er en vild oplevelse for Sonja Lovdal, der selv er autist, at kunne se sig selv i en Barbiedukke, for ifølge Sonja Lovdal er Barbie et ideal og et symbol på det perfekte.

– Jeg ved ikke engang, om andre helt vil kunne forstå følelsen, hvis de ikke selv har oplevet det. Følelsen af at være anderledes fra andre kan være så utrolig ensom og isolerende, og jeg har ofte følt mig forkert på netop den måde, siger hun, og fortsætter:

– Jeg har brugt den ene halvdel af mit liv på at prøve at ændre på mig selv, og den anden halvdel på at prøve at acceptere, at jeg er god nok, som jeg er. Men nu er Barbie med til at validere mig i, at jeg på ingen måde er forkert. Det er en kæmpe trøst og en stor lettelse.

En hverdag med autisme

Sonja Lovdal blev diagnosticeret med autisme for tre år siden, da hun var 27 år gammel. Hun tror ikke, at hun selv er klar over, hvor mange forskellige måder hendes autisme påvirker hende på, for som hun selv siger, så har hun aldrig kendt til andet.

Hun ved dog, at hun har brug for flere pauser og hjælpemidler, end nogle andre har, og så har hun en tendens til at blive overstimuleret af lyd, lys og mange mennesker. Derfor planlægger hun meget af sin hverdag strategisk.

Eksempelvis vælger hun ofte at handle klokken 10, fordi det ville være for overstimulerende for hende at handle i rush hour klokken 17.

–Ting, der for andre mennesker bare er lidt irriterende, kan for mig betyde, at jeg opbruger min energi for resten af dagen, og måske endda næste dag.

Det er også grunden til, at Sonja Lovdal har valgt at være selvstændig. På den måde kan hun selv styre sin hverdag, så den er tilpasset hendes behov. Det har hun haft svært ved at finde en arbejdsplads, der kunne rumme.

Derudover foretrækker Sonja Lovdal, at tingene foregår på en bestemt måde, da hun har svært ved skift og ændringer. Hun bryder sig bestemt ikke om overraskelser, og hvis en plan bliver ændret i sidste øjeblik, kan hun blive slået helt ud af kurs og blive meget utilpas. Det betyder, at hun har flere rutiner, som hun holder fast i.

– For eksempel spiser jeg det samme mad igen og igen, eller går med det samme tøj, fordi det føles trygt og velkendt. Min autisme hjælper med mit kreative arbejde, fordi jeg er særlig god til at genkende mønstre og sammenhænge. Og når jeg interesserer mig for noget, så dykker jeg meget dybt ned i det i lang tid ad gangen.

Fidget spinner og kommunikationstavle

Den nye Barbiedukke med autisme har støjreducerende høretelefoner på hovedet, en fidget spinner i den ene hånd og en kommunikationstavle i den anden. Hun har løst tøj på og et forskudt blik i øjnene.

– Blikket simulerer manglende øjenkontakt, som nogle af os autister har svært ved. Dukken har også led, der kan bøje for at simulere “stimming”. Jeg kalder det også nogle gange “T-Rex-arme”.

“Stimming” er gentagne bevægelser, lyde eller handlinger, som bruges til at regulere sanseindtryk, følelser og stress, og som ofte ses hos personer med autisme, men også hos andre.

Da Sonja Lovdal så den nye dukke for første gang, var det første, hun lagde mærke til de støjreducerende høretelefoner.

– Jeg går aldrig selv ud uden mine AirPods. De gik faktisk i stykker lige op til min rejse hjem til jul, og jeg græd ret meget, fordi de er så vigtigt et hjælpemiddel for mig til ikke at blive overstimuleret i offentligheden, fortæller hun.

Sonja Lovdal synes, at dukkens taletavle er en af hendes vigtigste accessories. Den sætter ifølge hende fokus på, at autisme for mange er et reelt handicap, og at nogle er nonverbale eller har begrænset sprog.

– Jeg synes, der er et lidt skævt samfundsbillede af, at autisme kun er unge drenge, der ser normale ud udadtil, måske er lidt akavede, er gode til matematik og går meget op i tog. Så jeg tror, at tavlen kan være med til at undervise i, hvordan autisme også kan se ud, siger hun.

Tårer i øjnene nonstop

Siden Sonja Lovdal offentliggjorde ambassadørposten for Barbie med autisme, er hun blevet lagt ned af kommentarer og beskeder fra folk, der er rørte over dukken. Hun fortæller, at det både er voksne og unge, som kan spejle sig i dukken samt forældre til autistiske børn, som nu kan skabe noget ekstra trøst og håb for deres børn igennem dukken.

– Jeg har nærmest haft tårer i øjnene nonstop i tre dage, siden den blev udgivet, fordi jeg har modtaget så mange smukke historier fra folk, der endelig føler sig set og hørt. Det beretter virkelig om, at der har været brug for mere repræsentation af autisme, og at det er et spor, vi bestemt skal fortsætte ned ad.

Sonja Lovdal ved om nogen, at det kan være meget ensomt som barn at føle sig anderledes end de andre, og det kan være svært at forstå eller sætte ord på, hvorfor man egentlig er det.

– Jeg tror, at rigtig mange børn derude nu vil kunne se, at der slet ikke er noget forkert i at undvige øjenkontakt, flappe med hænderne, når de er glade eller have brug for forskellige hjælpemidler i hverdagen. Og så håber jeg også, at dukken kan bruges i leg, så autistiske børn lettere kan vise deres venner, hvordan deres verden ser ud. På den måde kan hun også være horisontudvidende for børn, der ikke selv er neurodivergente.

Et kæmpestort ansvar

Sonja Lovdal ser sin nye ambassadørpost som et kæmpestort ansvar. Hun er blevet ene repræsentant for mange andre med autisme, inklusive dem, der er påvirket af diagnosen på andre måder end hende selv.

Hvis Barbie med autisme kunne starte én vigtig samtale i samfundet, så håber Sonja Lovdal, at det er nuancerne af autismediagnosen, der kommer frem i lyset.

– Der er så mange vigtige samtaler, som jeg stadig synes mangler at blive taget op, når det gælder neurodiversitet. Men jeg håber, at dukken kan være med til at starte en samtale om alle de forskellige måder autisme kan se ud på. Jeg håber, at hun kan være med til at nedbryde nogle fordomme og tabuer om autisme, og at flere vil lære noget nyt om, hvad autisme egentlig er.

Til slut håber Sonja Lovdal, at flere børn vil føle sig accepterede, så de ikke skal gå igennem de samme følelser af ensomhed, som hun selv gjorde, da hun var yngre.