Venskabsforsker: Vi længes efter store vennegrupper, men det er faktisk ikke særlig almindeligt at have en

Du ser dem overalt. De der (lidt irriterende) vennegrupper, der tager på årlige sommerhusture, holder traditionsrige, tilbagevendende nytårsfejringer og ligger i bunke i store camps på Roskilde Festival år efter år.

“Hvorfor er jeg ikke selv del af sådan en gruppe,” tænker du måske med længsel, når du på fingrene tæller sammen, hvor mange tætte venner, du egentlig har.

Men idéen om, at en stor vennegruppe er vejen til lykke, er egentlig en fejlslutning, skriver journalist Jenny Singer i magasinet The Atlantic.

For spørgsmålet er, om de grupper, vi længes efter, overhovedet er så almindelige og udbredte, som mange af os går og tror?

Det er der faktisk ikke så meget, der tyder på.

Sådan lyder det fra venskabsforsker Marie-Elisabeth Lei Pihl, som er Ph.D. i litteratur og sociologi og postdoc på Københavns Universitet.

Ifølge hende er de store, fasttømrede vennegrupper i høj grad et kulturelt fænomen, snarere end virkelighed.

– Gennem kulturen bliver vi præsenteret for ideen om, at man bør have en gruppe. Og ud fra det føler vi os ensomme eller forkerte, hvis ikke vi har det, siger hun.

Det stammer helt tilbage fra vores barndom, siger Marie-Elisabeth Lei Pihl. I ‘Barbie’-universet og ‘My Little Pony’-franchisen er alle venner med hinanden. Og tænk bare på vennerne, der på mirakuløs vis har tid til at hænge ud dag ind og dag ud i hit-serierne ‘Sex and The City’, ‘Beverly Hills’ eller ‘Friends’.

Det er seriøst umuligt at følge veninderne Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda gennem tykt og tyndt i New York uden også at sidde tilbage og tænke:

“Hvor ville jeg ønske, at jeg også havde det der.”

– Vi har set det mange steder som et ideal gennem folk, vi ser op til: Hollywood-stjernerne i tv-serierne, som er rige, fantastiske og smukke. I litteraturen ser vi det samme i eksempelvis Linea Maja Ernsts bestseller ‘Kun til navlen’, som også tager udgangspunkt i en vennegruppe, forklarer Marie-Elisabeth Lei Pihl og fortsætter:

– Det er hipt og trendy, og der er noget status i, at en hel gruppe mennesker gerne vil mig og som synes, at jeg er fed. Det er der meget prestige i, og hvis man ikke praktiserer venskab på samme måde, så vil man måske tænke; der er nok noget galt med mig.

Men den store vennegruppe er ikke normen, selvom man måske skulle tro det. De findes selvfølgelig, men er du ikke del af en, er det ikke nødvendigvis grunden til, at du føler dig ensom, skriver Jenny Singer også i The Atlantic.

“Faktisk gik det op for mig under arbejdet med denne artikel, at det ikke var min manglende vennegruppe, der gjorde mig ensom - det var snarere følelsen af ensomhed, der opstod, fordi jeg frygtede at gå glip af noget, som alle andre tilsyneladende havde,” skriver hun.

Men det er altså ikke noget, alle andre har, slår Marie-Elisabeth Lei Pihl fast.

Forskning viser ifølge hende, at de fleste har én virkeligt tæt ven eller partner, fem tætte venner, 15 i omgangskredsen, 50 der inviteres til den store familiefødselsdag, 150 man er på fornavn med, 500 bekendte og 1500 mennesker hvis ansigt man kender i alt.

I øvrigt er der nogle kønnede forskelle.

Hvor kvinder som oftest dyrker flere én-til-én relationer, vil mænd til gengæld i højere grad være del af grupper, eksempelvis gennem sport.

Også ifølge psykolog Robin Dunbar bør de, der beklager sig over ikke at have en stor vennegruppe, også overveje, at det gennemsnitlige antal nære venner, et menneske har, faktisk er fem, siger han til The Atlantic.

Han mener, at der findes en grænse for, hvor mange relationer et menneske kan vedligeholde på grund af den menneskelige hjernes størrelse. Men hvor mange der har organiseret de fem tætte relationer i én gruppe, eller hvor mange af dem, der er én-til-én venskaber, ved han ikke, siger han til magasinet.

– At man har en vennegruppe, er ikke det vigtigste, når det kommer til ensomhed. Det vigtigste er, at man har sociale relationer i bred forstand. Det kan også være til naboen, sin hund eller farmor, forklarer Marie-Elisabeth Lei Pihl.

Hun forstår grundlæggende godt, hvis man kan savne at tilhøre en større gruppe, men hun foreslår, at man overvejer, hvor det pres kommer fra.

– Har du nogen at være fortrolig med, er du godt stillet. De fleste af os har brug for nogen at snakke med og at være sammen med. Men det behøver ikke at være med mange - og det kan i øvrigt også godt fungere digitalt, hvis man har venner, der bor langt væk. Selvom vi indimellem selvfølgelig også har brug for at mødes i virkeligheden.

Hun minder om, at kvaliteten af venskaberne er langt vigtigere end størrelsen på en vennegruppe.

– Det vigtigste er, hvordan den enkelte føler sig forstået, set, hørt, anerkendt og elsket. Jeg tror, at alle kender det der med at være i en stor gruppe og alligevel føle sig ensom. Så spørg dig selv om, hvilke sammenhænge du føler dig anerkendt og rummet i. Det er meget, meget vigtigere end hvor mange I er, og hvordan det ser ud på Instagram.

Samtidig vil hun gerne udfordre os i, hvem vi tror, vi skal være venner med.

– En af de store misforståelser ved vores venskaber er, at vi tror, vi skal være venner med folk, der ligner os selv. Samme køn, samme alder, samme sted i livet. I kulturen ser vi lidt mere sjældent de utraditionelle venskaber. Selvom de da findes: Tænk fx på filmen ’De urørlige’, hvor en stenrig, handicappet mand bliver bedste venner med sin unge og fattige handicaphjælper. Det handler allermest om, om du er glad i de relationer, du har, slutter Marie-Elisabeth Lei Pihl.