Ny DR-dokumentar viser med al tydelighed, hvorfor vi skal lytte til hinanden

En folkedomstol er ifølge ordbogen en domstol, der udelukkende eller overvejende består af politisk udpegede eller selvbestaltede personer uden juridisk uddannelse.

DR-serien ’Folkedomstolen’ har en knap så officiel, men mere moderne og præcis beskrivelse af begrebet: ”Uformel betegnelse for, at en person dømmes af den offentlige mening, f.eks. i pressen og på sociale medier.”

Med det udgangspunkt starter programmet i en tekst på skærmen med at karakterisere sig selv som et tv-eksperiment, hvor 12 danskere, sammensat på tværs af køn, alder og holdninger, skal dømme i moralske sager. Sagerne er fiktive, men inspireret af virkelige debatter, og spænder blandt andet over en #MeToo-sag og en pædagogmedhjælpers kødservering til en vegansk dreng i vuggestuen.

Dermed kommer vi vidt omkring i de moralske gråzoner, og det er godt set at italesætte nogle af tidens brandvarme kartofler, når det gælder cancel culture og online karaktermord.

’Folkedomstolen’ er stærkt medrivende, selv om man af og til sidder med en følelse af ikke at have det fulde billede. På den måde spejler serien nok virkeligheden forbilledligt, og samtidig er det skønt at se helt forskellige mennesker finde fælles fodslag midt i vidt divergerende holdninger.

Personlige øjeblikke

’Folkedomstolen’ opererer i den ende af spektret, hvor den angivelige forbrydelse ikke er decideret ulovlig, men derimod moralsk forkert i manges øjne – og hvor der med andre ord er et enormt shitstorm-potentiale.

Den slags sager har de seneste år optaget befolkningen og trukket overskrifter, ikke mindst den nyligt afsluttede sag om Jes Dorph-Petersens fyring fra TV 2 efter anklager om overgreb. Den detroniserede tv-vært fik til sidst Højesterets ord for, at en advokatundersøgelse havde gjort ham uret, men folkedomstolssager kommer som bekendt sjældent under egentlig juridisk behandling.

Det er netop seriens ærinde at prøve den slags sager i en retssal, som ideelt set skulle være det mest civiliserede rum, hvor man faktisk lytter til argumenter og forklaringer, før man træffer en afgørelse.

De 12 udvalgte danskere er for manges vedkommende tydeligvis blevet valgt, fordi de har stærke holdninger og gerne vil dele dem – ellers havde det i sagens natur også været et svært format at realisere.

Det er en mangfoldig gruppe, der tæller både en pensioneret præst, en OnlyFans-indholdsskaber, en teknoantropolog, en AI-iværksætter og et musikalsk ægtepar – det havde klædt serien at afsløre det private forhold mellem Kim og Susan Dane, men de optræder som individer med egne meninger.

Berlingskes huspoet Emil Salzer er også blandt de 12 udvalgte og kommer med bombastiske udmeldinger, men serien er stærkest, når jurymedlemmerne bruger personlige oplevelser til at forklare, hvorfor de hælder en bestemt vej i deres sympati.

Den tidligere fotomodel Tusnelda deler en betragtning fra sin fortid, som giver de andre et øjebliks eftertænksomhed, mens den unge fyr Danial sætter ting i relief ved at fortælle om at have været varetægtsfængslet i syv måneder under anklage for at have haft sex med en kvinde uden samtykke.

Tætte afstemninger

I de situationer ser man, hvad der former os som mennesker. Andre steder i ’Folkedomstolen’ skal man holde tungen lige i munden.

Mens dommer Lars Svenning Andersen og advokaterne Stine Dahl og Per Justesen – ligesom jurymedlemmerne – er ægte mennesker, gestaltes de stridende parter i hvert afsnit af skuespillere som Morten Burian, Laura Allen Müller, Morten Agerholm og Anders Kristian Aamodt, der optræder i de første to afsnit.

De lever sig fuldstændig ind i rollerne og reagerer vitterligt, som var de personer under anklage.

Konceptet er udviklet af manuskriptforfatter Anna Juul og instruktør Glen Bay Grant, der tidligere har samarbejdet om den herligt kaotiske DR-serie ’Min kamp’, hvor Juul spiller hovedrollen som forfatterspiren Veronika Katinka Martzen.

Denne gang går de mere struktureret til værks og lader vildskaben ske i de samtaler, hvor holdninger brydes. Efter fremlæggelsen i retten er der en midtvejsvotering blandt jurymedlemmerne, hvor de skal vise, hvem de holder med.

Senere kommer advokaternes afsluttende bemærkninger i et krydsklip af en talestrøm, der tydeligt viser, at den slags sager aldrig er simple. Til sidst kommer så dommen, hvor et jurymedlem læser op, hvem de holder med. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at det er tætte afstemninger, men at mellemregningerne åbner for nogle perspektiver.

Dialog er at lytte

Efter de to afsnit, som er gjort tilgængelige på forhånd for anmeldere, begynder man at forstå, hvad serien kan bruges til. I andet afsnit er problemet snarere dårlig kommunikation end så meget andet

Seriens store åbenbaring er paradoksalt nok, at opgør ikke skal tages i medierne, men mellem mennesker. Mange konfliktsky danskere vil sikkert nikke genkendende til den ret banale sandhed, og alligevel er det bare så svært at tage konfrontationer ansigt til ansigt.

”Dialog er det eneste, der kan gøre os klogere på hinanden,” siger et af jurymedlemmerne undervejs.

Det er utvivlsomt rigtigt, men det kræver også, at vi virkelig lytter til hinanden.