Annonce
Underholdning
29. december 2025

Her er 13 film og serier, du skal glæde dig til at streame i januar 2026

Der er gensyn med flere succes-serier i januar, hvor de er klar med nye sæsoner. Glæd dig til masser af spænding, overdådige kostumer og et skvæt romance.
Claus Nygaard Petersen
Pilou Asbæk i 'Slangedræber'

Pilou Asbæk i 'Slangedræber' er bare en af de serier, du kan komme igennem den mørke januar med.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann/Prime

Hvis ikke et af dine nytårsforsætter er at se flere gode film og serier, kan du bare stoppe med at læse her.

For det er en sjældent god måned på streamingfronten, vi går i møde i januar.

Krimi og spænding er der masser af, og to af titlerne er danske – foruden en britisk dramaserie instrueret af en af de mest spændende personer i den danske filmbranche.

Derudover er der godt i vente til alle, som elsker periodedrama – der er nemlig hele fire stk. på menuen.

Vi starter dog året med netop en krimi, og det er endda en dansk-norsk en af slagsen.

Nora Sand: Kærlighedssvindleren

Marie Sandø Jondal i ' Nora Sand: Kærlighedssvindleren '

Marie Sandø Jondal i 'Nora Sand: Kærlighedssvindleren'.

Foto: DRTV

For fans af Lone Theils’ bogserie om den dygtige journalist Nora Sand starter det nye år rigtig godt.

Vi får nemlig filmatiseringen af den sjette bog i serien, ’Troskyldigheden selv’, der i serieversionen har fået titlen ’Kærlighedssvindleren’.

I et af de dyre postnumre i Nordsjælland bliver en kvinde fundet død i en swimmingpool. Hendes kæreste er sporløst forsvundet, og derfor rettes mistanken mod ham – men Nora Sand (Marie Sandø Jondal) køber den ikke. Efter at have gravet lidt i sagen finder hun en forbindelse til en kollega på redaktionen, og så er hendes mistanke for alvor vakt.

Annonce

’Nora Sand: Kærlighedssvindleren’ kan ses fra 2. januar på DRTV.

Amadeus

At Wolfgang Amadeus Mozart er en af verdenshistoriens allerstørste komponister, er der ingen tvivl om. Måske tror du ikke, du kender hans musik, men du er med garanti stødt på den i en eller anden sammenhæng. Måske har du endda set Miloš Formans ottedobbelte Oscar-vinder ’Amadeus’ fra 1984.

’Black Doves’-skaberen Joe Bartons nye serie ’Amadeus’ er baseret på det samme skuespil som den legendariske film.

Vi følger Mozart (Will Sharpe), da han ankommer til Wien og møder sin kommende kone Constanze (Gabrielle Creevy) og hofkomponisten Antonio Salieri (Paul Bettany), der både bliver en ven, mentor og jaloux konkurrent.

Annonce

’Amadeus’ kan ses fra 2. januar hos SkyShowtime.

The Pitt sæson 2

Efter en 15-timers helvedesvagt, der kulminerede i et masseskyderi i første sæson af ’The Pitt’, er overlægen Michael ’Robby’ Robinavitch klar til endnu en udmattende en af slagsen.

Igen udspiller de 15 afsnit sig over en 15-timers vagt, som denne gang finder sted hen over fejringen af den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli.

Det er lægen Langdons (Patrick Ball) første vagt tilbage efter at have været i afvænning for misbrug af smertestillende medicin. Da computersystemerne lukker ned, er personalet nødt til at gøre brug af gammeldags metoder for at holde skadestuen kørende og patienterne i live.

Annonce

’The Pitt’ sæson 2 kan ses fra 8. januar hos HBO Max.

A Thousand Blows sæson 2

Det gik ganske fint for mestertyven Mary Carr (Erin Doherty) i første sæson af ’Peaky Blinders’-skaberen Steven Knights periodedrama ’A Thousand Blows’.

I anden sæson fortsætter hendes rejse mod forbrydertoppen, og for at nå helt derop beslutter hun sig for at samle sit gamle crew, ’The Forty Elephants’, igen.

Og så er trekantsdramaet mellem hende og de to undergrundsboksere Hezekiah Moscow (Malachi Kirby) og Henry ’Sugar’ Goodson (Stephen Graham) stadig velkørende. Netop de to har desuden stadig en revanchekamp til gode fra sidst.

Annonce

’A Thousand Blows’ sæson 2 kan ses fra 9. januar på Disney+.

The Night Manager sæson 2

Der er gået 10 år siden, vi fik første sæson af dramaserien, der blev instrueret af Susanne Bier. I den nye sæson af ’The Night Manager’, der denne gang er instrueret af Georgi Banks-Davies, er den tidligere natportier Jonathan Pine (Tom Hiddleston) vendt tilbage til spiongerningen.

Og det bringer ham til Sydamerika – mere specifikt Colombia.

Her skal han infiltrere smugleren Teddy Dos Santos’ (Diego Calva) inderste kerne. Alle har øjnene rettet mod ham, inklusive den britiske efterretningstjeneste – man kan dog ikke altid vide, om de er venner eller fjender.

Annonce

’The Night Manager’ sæson 2 kan ses fra 11. januar hos Prime Video.

Industry sæson 4

Vi startede med fire unge, nyudklækkede investeringsfolk i første sæson af ’Industry’, og nu er der to tilbage. Og hvis præmissen for fjerde sæson er en indikator, kan der meget vel ende med kun at være én tilbage, når sæsonen er overstået.

Fra at være venner bliver Harper (Myha’la) og Yasmin (Marisa Abela) langsomt skubbet over i frenemy-territoriet, da en ny finansiel teknologiguru, Whitney Halberstram (Max Minghella), melder sin ankomst i London. Som altid med ’Industry’ kan vi forvente et superintenst drama med spændende finanshandler, opsigtsvækkende festligheder og passionerede, amourøse forviklinger.

Annonce

’Industry’ sæson 4 kan ses fra 12. januar hos HBO Max.

Hijack sæson 2

I første sæson af Apple TV’s ’Hijack’ befandt den professionelle forhandler Sam Nelson (Idris Elba) sig pludselig ombord på et kapret fly, og kun ved ypperlig brug af sine evner lykkedes det ham at afværge den ultimative katastrofe.

Nu befinder han sig så på et tog i Berlin – og ja, det bliver også kapret.

Hvad er chancen for, at den samme forhandler befinder sig i centrum for to gidselsituationer? Den tanke får myndighederne også, og i traileren til anden sæson ser det da også ud til, at Sam har sin helt egen agenda.

Annonce

’Hijack’ sæson 2 kan ses fra 14. januar hos Apple TV.

Slangedræber

Det er et stykke Danmarkshistorie, der bliver vækket til live i Anders Ølholms ’Slangedræber’, som er Prime Videos første danske fiktionsserie.

Uropatruljen var en af nationens mest berømte og berygtede politienheder, hvis metoder ofte befandt sig i gråzonen af, hvad der var lovligt og moralsk i orden.

Efter mordet på en meddeler tager Brian ’Smiley’ Petersen (Pilou Asbæk) og en gruppe af hans kolleger (bl.a. Lars Ranthe, Joey Moe og Mira Obling) fra Uropatruljen sagen i egen hånd og indleder en klapjagt på gerningsmændene og den kriminelle bagmand kendt som Hugormen.

Annonce

’Slangedræber’ kan ses fra 16. januar hos Prime Video.

The Rip

Vi bliver ved de moralsk anløbne betjente, men skifter det dystre København ud med solbeskinnede Miami.

JD Byrne (Ben Affleck) og Dane Dumars (Matt Damon) er medlemmer af en specialenhed, der opsporer narkogangstere og specifikt de store summer penge, der endnu ikke har nået at blive hvidvasket.

Da gruppen falder over flere olietønder fulde af penge, melder fristelsen sig: Kunne man egentlig ikke bare tage pengene selv? Med så mange penge involveret bliver venner hurtigt til grådige fjender, og spørgsmålet om, hvem man kan stole på, melder sig.

Annonce

’The Rip’ kan ses fra 16. januar hos Netflix.

A Knight of the Seven Kingdoms

Hvis du er kørt død i ’Game of Thrones’ og ’House of the Dragon’, vil ’A Knight of the Seven Kingdoms’ være præcis det, du har brug for, for at blive forelsket i universet igen.

Vi er cirka 100 år før begivenhederne i ’GoT’ og følger den nyudnævnte ridder Dunk (Peter Claffey) i hans bestræbelser på at vinde hæder og ære ved en stor turnering.

Til at assistere sig får han – uden at ville det – hjælp af den lille dreng Egg (Dexter Sol Ansell), der ved umanerligt meget om de forskellige adelshuse i Westeros og især de regerende Targaryens.

’A Knight of the Seven Kingdoms’ kan ses fra 19. januar hos HBO Max.

Shrinking sæson 3

Jason Segel og Harrison Ford i 'Shrinking' sæson 3

Jason Segel og Harrison Ford i 'Shrinking' sæson 3.

Foto: Apple TV

Hullet efter ’Ted Lasso’ er blevet fortrinligt udfyldt af ’Shrinking’, der handler om terapeuten Jimmy (Jason Segel), som tog utraditionelle terapimetoder i brug, samtidig med at han forsøgte at komme sig over sin kones død.

Vi er nu nået til tredje sæson, og hvis niveauet holder, er der meget godt i vente.

Ikke meget er sluppet ud om handlingen i sæson tre, men vi ved, at den altid gode Jeff Daniels medvirker som Jimmys far, og at Hollywood-ikonet Michael J. Fox også optræder.

’Shrinking’ sæson 3 kan ses fra 28. januar hos Apple TV.

Bridgerton sæson 4 del 1

Efter at have bevidnet romancerne blandt sine søskende er det nu Benedict Bridgertons (Luke Thompson) tur til at finde den store kærlighed.

Den ellers erklærede ungkarl bliver pludselig ramt af Amors pil til sin mors maskebal. En gudinde klædt i sølv stjæler hans hjerte, men han fanger ikke hendes navn.

Men det er også meget godt, for ellers ville historien om, hvordan han og kvinden bag masken – tjenestepigen Sophie (Yerin Ha) – fandt sammen, kunne blive fortalt på meget kort tid, hvis altså det lykkes på trods af samfundets misbilligende blikke.

Bridgerton’ sæson 4 del 1 kan ses fra 29. januar hos Netflix.

The Death of Bunny Munro

Selvom hun egentlig er svensk, er Isabella Eklöf ('Kalak', 'Holiday') en af de mest interessante instruktører i den danske filmbranche – frygtløs som få og ikke bange for at give sig i kast med projekter, vi sjældent ser på disse kanter.

Derfor er hun også den perfekte instruktør til den britiske serie ’The Death of Bunny Munro’, der er baseret på musikeren Nick Caves bog af samme navn.

Serien handler om sælgeren Bunny Munro (Matt Smith), der efter sin kones død tager sin søn med på en af sine salgsturneer. Et kaotisk, overraskende, vildt og medrivende roadtrip om forholdet mellem far og søn og det at tage ansvar for sine valg og handlinger i livet.

’The Death of Bunny Munro’ kan ses fra 30. januar hos SkyShowtime.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.